Vi drosler (h)videre...

Jeg har tidligere skrevet om den ringdrossel, der i øjeblikket holder til i vores selje-røn.
Egentlig troede jeg, at det var en sjagger, men kvarterets ornitolog, Stein, havde blik for dens hvide halsbånd og fastslog med stor sikkerhed, at der er tale om en ringdrossel. Og det er lidt af en sensation, for så burde den i virkeligheden være i Nordafrika i øjeblikket.
Efter et par dage, hvor jeg slog mig til tåls med Steins forklaring, begyndte tvivlen imidlertid at nage. For en ringdrossel er ensfarvet på ryggen - cirka samme farve som en hun-solsort. Og det passer altså ikke med vores arrige fætter ude mellem alle rønnebærrene - den har tydelige hvide pletter på ryggen. Vi begyndte derfor at snakke om der måske var tale om en hybrid af en art - eller at den måske var et forvildet eksemplar af en for os ukendt nordamerikansk drosselart.
Enden på det hele blev, at Stein sendte et billede til de norske ornitologers sjældenheds-udvalg i Oslo. Herfra lyder dommen i dag, at der er tale om en ringdrossel - men at den er delvis albino.
Se, nu husker vi jo fra biologi-timerne, at albinisme ikke kan gradbøjes. Så mere præcist er der tale om et leukistisk eksemplar af en ringdrossel. Leukisme vil sige, at den delvist mangler farvepigmenteringen i fjer og hud, men at blandt andet øjnene ikke er røde, som hos albinoer.
Det er en egenskab, som man har avlet en del på, hvorfor tamænder og hønseracen hvide italienere er hvide, men ikke er albinoer med røde øjne - vistnok fordi skindet på en hvid fugl tager sig mere appetitlig ud, når kræet er plukket.
Med den viden in mente er det også nemmere at forstå, at vores ven derude ikke er draget til nordafrika med sine artsfæller. I naturen er det ofte sådan, at individer med et afvigende udseende bliver udstødt fra fællesskabet - og har svært ved at klare sig. I naturen altså, for holder de sig til mennesker, er det ofte en fordel med et aparte udseende. Menneskene har en forkærlighed for de lidt sært udseende dyr - og i bymiljøet er truslerne ofte anderledes. Derfor ser vi også gråspurve og vildænder med leukisme i byernes parker - hvor de lever fedt af deres udseende.
Som en kuriøsitet vil jeg lige gøre opmærksom på, at en isbjørn ikke bare er en leukistisk brun bjørn. Den har nemlig farvepigmentering i fuldt omfang. Inde under den hvide pels er isbjørnen nemlig neger. En stor fordel, da den sorte hud tiltrækker solens stråler i et ellers koldt klima.
Med disse ord regner jeg med, at beretningen om ringdroslen i Straumsbukta denne vinter er ved at være slut.

Ha' det
Jesper