Lørdag bød på det helt fantastiske senvinter-vejr. Solen bagte fra en skyfri himmel hele dagen, ikke en vind rørte sig og temperaturen lå lige under frysepunktet.
Alle snetosserne var af hus for at stå på ski, og jeg tog havestolen og satte mig foran huset. Det blev til et par gode timer i solen, og de runde kinder er nu blevet herligt røde.
Jeg havde kameraet med mig i det fromme håb, at der måske ville komme nogle sjove fugle forbi. Det skete ikke, men jeg forsøgte mig så med at fotografere sneen. Et af billederne havde denne sjove lille glimt-effekt, som ellers er sådan noget, man lægger på bagefter i PhotoShop.
Bagefter tog jeg en frisk gåtur ned til Straumsbukta City i det fromme håb måske at møde en elg, men det skete nu heller ikke. Så du må nøjes med et billede af det lille hus i Straumsbukta - badet i vintersol.
Det ser idyllisk ud, men nu hvor tiden sig nærmer, hvor vi skal flytte, begynder husets fejl og mangler altså også at være tydelige. Strømmen er dimensioneret forkert, så vi ikke kan have varme i entreen, hvor også trappen til første sal er. Så det er med at huske sutskoene, når man står op om morgenen. I det hele taget er stueetagen rygende utæt og elvarmen underdimensioneret, så havde vi ikke brændeovnen, ville det være en kold fornøjelse at se fjernsyn om aftenen. Det er heldigvis noget bedre på loftet, hvor vi har herreværelset, soveværelset og Dina's kontor.
Solen står mandag op kl. 6.33 og går ned igen kl. 17.17, så det begynder efterhånden at ligne en ordentlig dag. Der er udsigt til lidt gråvejr mandag og tirsdag, men ellers tyder vejrudsigten på fint vejr også i den kommende uges tid.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
8 minutter siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar