Godt nyt til svampyrerne

2009 vil blive husket som et rigtigt svampeår her i det nordlige Norge. Den norske nationalsvamp – steinsopp – står tæt som trædesten ude i naturen og lader ingen i tvivl om, hvorfor den har fået navnet Steinsopp – stensvamp.
De mange svampe er gefundenes fressen for alle svampeelskere - vi kan jo kalde dem for svampyrer. Steinsoppen er jo den, som vi kalder Karl Johan på dansk, og mange betragter den som den fineste spisesvamp overhovedet.
Og ja - den smager såmænd udmærket - men min egen favorit er nu kantarellen. De er i år blevet solgt i norske supermarkeder til priser så lave, at det ikke en gang er umagen værd at ligge på knæ en hel eftermiddag i en granskov for at samle en lille kurv. Så jeg har simpelthen købt et par kilo og slæbt dem med til Danmark. Her er de blevet ristet i smør for at få vandet ud af dem, og de ligger så klar i fryseren til at sætte prikken over i'et på nogle af efterårets vildtsaucer og gryderetter.
Forresten har jeg altid syntes, at en steinsopp eller Karl Johan mere ligner en tvebak end en sten, men sådan er der jo så meget. Fidusen ved Karl Johan er, at det er en rørhat, hvilket vil sige, at undersiden er dækket med rør i stedet for lameller. Det gør, at den ikke rigtig kan forveksles med nogen giftig svamp, så det er en god demokratisk svamp for alle. Når jeg tilbereder Karl Johan - eller dens fætter birkerørhat - plejer jeg at smide rørkødet væk og nøjes med den egentlige svamp. Der er som regel rigeligt af den og en svamp kan nemt veje et halvt kilo. Resten af kødet skærer jeg i mindre stykker, som jeg tjekker omhyggeligt - for både orme og snegle holder særdeles meget af rørhatte. Og så kan den ellers bruges akkurat som champignon. Prøv at undgå at skylle den, men tør den forsigtigt af med køkkenrulle i stedet - den tåler kun vand dårligt, så den minder såmænd også på den måde om de menneskelige svampe, jeg kender. Og ellers står der jo bare tilbage at sige: Velbekomme!

Ha' det
Jesper

Grand Hotel

Det er torsdag i sidste uge. Stemningen på kontoret er intens. Der arbejdes målrettet på at få afsluttet alle sager inden sommerferien. På et tidspunkt ringer telefonen. En ung mand præsenterer sig som værende fra Rica - en stor norsk hotelkæde. Om det er mig, der har bestilt et værelse til i aften?
- Nej, gu' er det ej. Se dog at få styr på jeres bestillinger, det var i sidste måned. Og lad mig så være i fred - jeg har travlt....Først et par timer senere - på vej hjem fra arbejde - slår det ned i mig, at jeg da forresten skal overnatte i Oslo om aftenen. Jeg har bestilt værelse på Rica Victoria - et nydeligt sidegadehotel i Rosenkranzgade midt i den norske hovedstad. Gad vide om det var det værelse, han ringede om? For ærlig talt troede jeg i farten, at han ringede fra det lokale Rica-hotel i Tromsø, som jeg har en del at gøre med til daglig... Ups, det var nok ikke så godt.
Jeg ringer til nummeret, som min mobil heldigvis havde gemt. Jo, det var da Rica Victoria, der havde haft ringet, og da de havde overbooket, var de da glade for, at jeg kunne hjælpe dem....
Så var der ikke andet for end at skrue den helt store, sleske charme på og beklage og undskylde mange gange. Og nede i Oslo kunne de jo godt se, at de havde deres del af skylden, så de ville til samme pris booke et værelse til mig på Grand Hotel på Karl Johan, som også er en del af Rica-kæden.
Og sådan gik det til, at jeg tilbragte torsdag aften på et af Oslos fineste og mest navnkundige hoteller. Grand er blandt andet Nobel-fredspris-komiteens foretrukne hotel, når prismodtagere skal indkvarteres. Og det er også her, mange af verdensscenens store kunstnere overnatter, når de er i Oslo.
Værelserne er såmænd hverken dårligere eller bedre end andre steder, men sådan et agtværdigt gammelt fem-stjernet hotel er alligevel noget helt særligt med tommetykke gulvtæpper, lysekroner, marmor og messing i metervis - og ikke mindst en hær af diskrete tjenere.
Så det blev til en rigtig historie om Jesper i baronens seng. Jeg drømte ikke, nej, jeg var vågen og nød det i fulde drag denne nat, hvor Oslo i øvrigt bød på en af de sjældne tropenætter.
Det var torsdag i sidste uge og ferien skulle til at begynde. Nu er det mandag halvanden uge senere - og i eftermiddag går turen tilbage til Tromsø efter en dejlig uges tid i Danmark, hvor jeg er kommet ganske langt med at indrette det lille hus på Øland - og hvor der har været tid til både et par familiesammenkomster og et par fisketure. Men det er en helt anden snak.

Ha' det
Jesper

Gardermoen gør det igen

Torsdag var jeg til møde i det norske udenrigsministerium. Vi er i fuld gang med at planlægge ministermødet, som skal foregå i Tromsø i slutningen af april.
Arktisk Råds øverste politiske beslutningsorgan er ministermødet, der holdes hvert andet år. Det er i hovedsagen udenrigsministrene fra medlemslandene, som tegner butikken. Dog har f.eks. USA hidtil stillet med en person lidt længere nede i hierakiet. Men ikke desto mindre er det jo jokeren i vores planlægning - vi ved endnu ikke, hvordan den nye administration i USA landet vil prioritere. Og det vil sige, at teoretisk kan der ske det, at Hillary møder op. Og det er mildest talt en joker, som vil gøre al planlægning til skamme. Erfaringerne siger nemlig, at den amerikanske udenrigsminister rejser rundt med et følge, der er sådan cirka lige så stort som det antal deltagere, vi håber på vil komme. Men den tid, den udfordring.
Som sagt var jeg til møde i Oslo og bagefter blev der da tid til en lille gåtur rundt kongeslottet og på Karl Johan, inden jeg tog til Gardermoen. Næsten som sædvanlig var trafikken gået i stå. Denne gang fordi det sneede i resten af Norge, så flyene ikke dukkede op i Gardermoen til tiden. Så jeg fik rigelig med tid til at tage det skumringsbillede af tårnet, som er øverst. Taget med telefonen, grumset og uskarpt, men farverne de er gode nok. Det er sådan himlen ser ud i skumringstimen på en klar dag heroppe.
Jeg landede i Tromsø - cirka to en halv time forsinket. Tre kvarter senere sad jeg foran brændeovnen hjemme hos Dina med sutskoene på. Godt udkørt efter en uge med fuld fart på og udsigt til en dejlig lang weekend.

Ha' det
Jesper

Tillykke

Min mor havde fødselsdag i dag. Det fejrede vi selvfølgelig med at hejse flaget og sammen med alle fuglene tidligt onsdag morgen udbragte jeg et hip hip hurra i dagens anledning.
Bortset fra at jeg altid bruger flaget ved passende lejligheder, så er det jo heller ikke ligefrem første gang, Dannebrog vajer over Straumsbukta. Fra 1387 og frem til 1814 var Norge en del af det danske kongerige - noget som temmelig uvenligt kaldes for 400-årsnatten heroppe. Efter Kielerfreden i 1814, hvor Frederik den 6 havde holdt på den forkerte hest i Napoleonskrigene, blev Norge afstået til Sverige.
Forståeligt nok var nordmændene ikke særligt tilfredse med at blive svenskere, og den 17. maj 1814 blev Norge udråbt som et selvstændigt rige med Eidsvoll-forfatningen. Det er forklaringen på, at den 17. maj den dag i dag er en stor festdag i Norge, og det er også forklaringen på det sælsomme fænomen, at den norske grundlov er affattet på dansk.
Imidlertid insisterede den svenske kronprins Karl Johan på at være norsk konge. De venlige nordmænd lod ham få sin vilje, og det var først i 1905, at Norge fik sin egen kongefamilie, da den danske prins Carl blev udråbt som Kong Haakon VII. Der har vi så forklaringen på, at hovedstrøget i Oslo hedder det samme som en svamp, nemlig Karl Johan. Samme svamp hedder i øvrigt steinsopp på norsk.
Nok om historien. Ser man godt efter på billedet, ser man, at der er lidt rimfrost i græsset og i særdeleshed på bilruderne. Så nu er vinteren alvorligt på vej, men det er nu først tilladt at køre med pigdæk fra den 15. oktober, så jeg må nok til at belave mig på at køre lidt tidligere hjemmefra de kommende morgener.

Ha' det
Jesper

Svampesøndag

Som sagt, så gjort. Vi brugte søndagen til en ordentlig tur i skoven. Faktisk så var vi af sted i seks timer - uagtet at skoven ligger lige på den anden side af vejen.
Men selv om der er uanede mængder af skov, så skal man ikke tro, at det bare vrimler med spiselige svampe. Det blev til en håndfuld kantareller og så en flot Karl Johan eller steinsopp, som den hedder på norsk.
Der er sådan set masser af dem, men det er svært at finde pæne, friske eksemplarer uden snegle- og ormeangreb. Så vi nøjedes beskedent med den ene, som Dina her stolt viser frem. Det er til gengæld et pragteksemplar, som det vil tage flere dage at spise. Halvdelen røg mandag aften i en elggryde, som er en ganske herlig spise. Resten i fryseren.

















Det samme gjaldt kantarellerne. Og for deres vedkommende er sæsonen bestemt ikke slut. Jeg noterede et par steder på den indre GPS, som skal besøges i den kommende uge, fordi de slet ikke var ordentlig udvokset endnu. Den slags er selvfølgelig risikabelt, for jeg er næppe den eneste i kvarteret, som gør det. Men det er mig altså inderligt imod at plukke kantarellerne før de er udvokset.
Jeg har i øvrigt en mistanke om, at elgene godt kan lide kantareller. I hvert fald var der en ordentlig dynge elglort flere af de steder, hvor jeg fandt denne dejlige svamp, der i den lokale avis mandag blev omtalt som skovens guld.
















På turen kom vi også forbi Britt og Leif-Inges sommerhus. En flot hytte som de er ved at udbygge. Det er jo flinke mennesker, så vi blev inviteret inden for til en kop kaffe, og Dina fik lov til at se Simons fotoalbum.
Således styrket kunne vi fortsætte turen ned i skoven bag huset, og det var faktisk første gang, jeg var der. En vidunderlig blandingsskov, hvor der var blåbær i store mængder. Så det blev også til ordentlig pose at disse dejlige søde bær, som er Gårdmand Bjørns ynglingsspise i Disneys tegneserie.
Jeg brugte fire deciliter til at en halv flaske vodka - og det skal med tiden blive til en forhåbentlig dejlig blåbær-likør. Resten blev til blåbær-syltetøj - og det er forresten også kræs.















Vi fik forresten også hilst på Elins kvier, som går i skoven. De er meget nysgerrige og håndtamme. Dina var ikke helt med på, at man fodrer kvier med flad hånd, så det var tæt på, at hun blev bidt af en af dem. Det havde sådan setværet en morsom afslutning på dagen, hvis vi skulle have været på skadestuen, fordi hun var blevet bidt af en ko!
Og sådan gik så den søndag. Artiklen skulle have været publiceret for flere dage siden, men der har været problemer med billedfunktionen på blogspot.

Ha' det
Jesper

Efterårsstemning i Oslo

Mandag og tirsdag var jeg i Oslo. Der er efteråret langt fra så fremskredet som her i det mørke Nordnorge.
Tirsdag var jeg til et møde i Nydalen - et gammelt industriområde nogle kilometer uden for centrum. Jeg havde et par timer til overs inden dagens sidste møde i Utenriksdepartementet, der ligger på Victoria Terrasse - en af de dyreste adresser i den norske hovedstad.
Da det var dejligt vejr, lod jeg mig overtale til en gåtur langs Aker-elven ind til city. Det blev en pragtfuld spadseretur - ned ad bakke hele vejen. Langs elven ligger mange nedlagte fabrikker, der er eller vil blive omdannet til mondæne liebhaverlejligheder til det nyrige Norges boligkøbere, der er villige til at betale formuer for de helt rigtige adresser i en stille forventning om, at boligmarkedet stadig vil gå op. Blandt andet passerede jeg et sted, hvor en restaurant i en gammel fabrik havde løst de rigide norske rygeregler ved at hænge nogle presenninger op ned mod elven. Af en eller anden grund mindede det mig mest af alt om nogle af de idylliske og saneringsmodne kvarterer i Beijing.
Og det må siges, at den norske hovedstad i høj grad har ladet sig inspirere af livet i de store byer. På denne lune efterårsdag var der travlt på de mange fortovscafeer på Karl Johan - Oslos hovedstrøg der jo er opkaldt efter en svensk konge. Stemningen mindede her mest af alt om Paris, hvis det altså ikke lige var for kongeslottet i baggrunden.
I det hele taget har storbyer over hele verden det med at ligne hinanden mere og mere, men der er en enkelt lille oase i Oslo. På mit foretrukne hotel, Bondeheimen, er alting som før. Hotellet er stærkt knyttet til den nynorske sprogbevægelse, og her er man resistent over for udenlandske påvirkninger.I restauranten, Kaffistovan, har man mottoet "Her skal intet forandres" og dagens ret mandag aften var da også rensdyrkarbonader med kogt rosenkål og brun sovs. Det smagte herligt, og så kostede det endda kun 120 kroner for hotellets gæster. Det er vel overflødigt at tilføje, at man ikke kan købe noget stærkere end øl på Bondeheimen, og at der selvfølgelig heller ikke er en bar. Til gengæld er der en dagligstue med bøger og nynorske aviser, hvor der hver aften serveres gratis suppe som godnatmad. Jo, her skal intet forandres.
I morgen er det fredag igen igen.

Ha det
Jesper