Stokroseidyl

Nogle vil sikkert finde det sådan lidt Morten Korch'sk, men jeg synes altså, at når man har et lille hus på landet, så hører der også stokroser til. Det er drømmen om stokrose-idyllen og dengang, da alt endnu åndede fred og ro i Danmark med de bølgende kornmarker, og der var rigtige somre (og vintre) til.
Så selvfølgelig skulle jeg da her i forsommeren også plante stokroser foran huset på Øland. De har imidlertid fristet en lidt kummerlig tilværelse, da jeg på grund af mit dårlige ben måtte plante dem i al hast og ikke rigtig fik givet dem de rette omgivelser med lys og luft.
Det blev der rodet bod på i weekenden, hvor jeg fik ryddet buskadset foran huset ud mod vejen. Den store hængepil blev klippet til, nogle ikke særlig kønne småbuske og bunker af ukrudt revet op. For at slippe for at skulle fjerne ukrudtet igen om en måned blev det hele som prikken over i'et dækket med dækbark. Nu mangler der kun en lille stump hegn ud mod vejen, som jeg forhåbentlig får på plads i den kommende weekend.
Og så kan jeg ellers kalde mig den lykkelige ejer af en rigtig stokroseidyl. Det har jeg det rigtig godt med - og jeg håber, at alle nyder billedet af den flotte stokrose her, som just begyndte at blomstre i den forgangne uge.

Ha' det
Jesper

Grand Hotel

Det er torsdag i sidste uge. Stemningen på kontoret er intens. Der arbejdes målrettet på at få afsluttet alle sager inden sommerferien. På et tidspunkt ringer telefonen. En ung mand præsenterer sig som værende fra Rica - en stor norsk hotelkæde. Om det er mig, der har bestilt et værelse til i aften?
- Nej, gu' er det ej. Se dog at få styr på jeres bestillinger, det var i sidste måned. Og lad mig så være i fred - jeg har travlt....Først et par timer senere - på vej hjem fra arbejde - slår det ned i mig, at jeg da forresten skal overnatte i Oslo om aftenen. Jeg har bestilt værelse på Rica Victoria - et nydeligt sidegadehotel i Rosenkranzgade midt i den norske hovedstad. Gad vide om det var det værelse, han ringede om? For ærlig talt troede jeg i farten, at han ringede fra det lokale Rica-hotel i Tromsø, som jeg har en del at gøre med til daglig... Ups, det var nok ikke så godt.
Jeg ringer til nummeret, som min mobil heldigvis havde gemt. Jo, det var da Rica Victoria, der havde haft ringet, og da de havde overbooket, var de da glade for, at jeg kunne hjælpe dem....
Så var der ikke andet for end at skrue den helt store, sleske charme på og beklage og undskylde mange gange. Og nede i Oslo kunne de jo godt se, at de havde deres del af skylden, så de ville til samme pris booke et værelse til mig på Grand Hotel på Karl Johan, som også er en del af Rica-kæden.
Og sådan gik det til, at jeg tilbragte torsdag aften på et af Oslos fineste og mest navnkundige hoteller. Grand er blandt andet Nobel-fredspris-komiteens foretrukne hotel, når prismodtagere skal indkvarteres. Og det er også her, mange af verdensscenens store kunstnere overnatter, når de er i Oslo.
Værelserne er såmænd hverken dårligere eller bedre end andre steder, men sådan et agtværdigt gammelt fem-stjernet hotel er alligevel noget helt særligt med tommetykke gulvtæpper, lysekroner, marmor og messing i metervis - og ikke mindst en hær af diskrete tjenere.
Så det blev til en rigtig historie om Jesper i baronens seng. Jeg drømte ikke, nej, jeg var vågen og nød det i fulde drag denne nat, hvor Oslo i øvrigt bød på en af de sjældne tropenætter.
Det var torsdag i sidste uge og ferien skulle til at begynde. Nu er det mandag halvanden uge senere - og i eftermiddag går turen tilbage til Tromsø efter en dejlig uges tid i Danmark, hvor jeg er kommet ganske langt med at indrette det lille hus på Øland - og hvor der har været tid til både et par familiesammenkomster og et par fisketure. Men det er en helt anden snak.

Ha' det
Jesper

En søndag på Tisnes

Selv om Tromsø ligger 700 km nord for polarcirklen, er vi i grænselandet mellem arktisk og tempereret klima. Der er enkelte planter, som er typisk arktiske, men vi er alligevel under trægrænsen og de fleste planter er de samme, som vi f.eks. kender fra Danmark.
Da jeg kørte hjem fra Straumsbukta søndag eftermiddag, slog jeg et slag forbi Tisnes - en lille halvø mellem Tromsø og Straumsbukta, hvor jeg fangede disse sommerstemninger.
Som man ser, er det jo en typisk dansk sommerdag med vild kørvel og engblomme som nogle af de dominerende planter. Vi er langt fra tundra og Finnmarkens birkekrat.
Men tag så lige et kig på det nederste billede. For midt i det hele er et stort hvidt område. Det er kæruld - og det er i hvert fald en arktisk karakterplante - om nogen. En af de store folkeskoler i Nuuks centrum hedder Ukaliussaq-skolen (USK i daglig tale). Det betyder kæruld og afspejler det faktum, at i sommerperioden er kærulden en af de mest dominerende plantearter i Nuuk-området.
Vi er ikke i Arktis, men det er sørme tæt på!

Ha' det
Jesper

Silkehaler!

Så skete det endelig. Silkehalerne slog sig ned i selje-rønnen.
Silkehalen er forholdsvis almindelig heroppe, og jeg har flere gange i bilen set store flokke flyve rundt. Men det har længe undret mig, at jeg ikke har set dem i haven, hvor vi har en selje-røn fuld af bær. Af en eller anden grund lod sjaggerne nemlig træet stå i efteråret. Forrige efterår ribbede en flok sjakkere træet for bær i løbet af et par timer.
Men lørdag morgen skete det så. Jeg var ved at lave morgenkaffe og så som så mange gange før en flok fugle ude i træet uden egentlig at tage notits af det. Men hov, hvad var det? De her havde da en sjov lille top på hovedet. Jamen, er det ikke...? Jo, det er sørme silkehaler.
Det var godtnok ikke ordentligt lyst, men frem med kameraet. Det blev til de få billeder, du ser her. For pludselig lettede flokken - og væk var de, før jeg fik monteret blitz og kom i overtøjet.
Men modlys eller ej! Der er ingen tvivl - det er silkehaler.
Og det er faktisk første gang, jeg har haft lejlighed til at se dem sådan helt tæt på heroppe. Men jeg husker tydeligt, da jeg så en silkehaleflok for første gang i mit liv.
Det var en gang i begyndelsen af 70'erne. På Postbakken i Farsø, der hvor der i dag er cykelforretning, stod der dengang et tjørnehegn. En vinterdag med frost og klart solskin - jeg husker det, som var det i går - sad der en kæmpeflok i tjørnene og forlystede sig med tjørnebær.
Silkehalen kan i kolde vintre ses i Danmark. De kommer da i store flokke med tusindvis af individer. Men alligevel er det da et så sjældent syn, at mit første møde med silkehalerne stadig står mejslet ind i min bevidsthed.
I øvrigt er det langt fra alle dyr, som kan tåle at spise bær på denne tid af året. Mange gange gærer de nemlig og får et kraftigt indhold af alkohol - og det sker jævnligt i Sverige, at politiet må ud og tage sig af en beruset elg.
Men det gælder ikke for silkehalerne. De kan tage fra og tåle mosten. For selv om den forholdsvis lille fugl - på størrelse med en stær - fortærer store mængder gærede bær om vinteren, så bliver den alligevel ikke beruset, idet arten er udrustet med en usædvanlig stor lever, som sætter den i stand til at forbrænde store mængder alkohol, noterer Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside.
Som navnet antyder, er silkehalen en utrolig flot fugl med gule og røde felter på især hale og vinger. Jeg håber, at de vender tilbage til selje-rønnen igen en anden dag, så jeg få nogle bedre billeder. Kryds fingre!

Ha' det
Jesper

Charlotte Amalie

Vel vidende at der næppe er noget så kedeligt som at se andres feriebilleder vover jeg alligevel et øje og bringer her og i et par kommende indlæg en stribe billeder fra Charlotte Amalie, hovedbyen i det tidligere Dansk Vestindien.
Det gør jeg først og fremmest, fordi det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kan lade være og så med den forhåbning, at andre måske alligevel synes, det er en lille smule interessant, fordi det er en del af vores fælles kulturarv.
Charlotte Amalie og de fleste grønlandske byer har det til fælles, at de i sin tid er planlagt og disponeret på tegnestuer i København. Her i det flade Danmark har man simpelthen ikke haft gode nok informationer og fantasi til at forestille sig en anden topografi med meget store højdeforskelle. Det har man så kompenseret for lokalt ved at tilføje byplanerne en række meget store trapper. Blandt andet i Charlotte Amalie den berømte 99 trin, som vist nok er på betydelig mere end 99 - jeg havde bare ikke energi nok til at tælle efter.
Og hvis man vender sig om, går nogle meter længere hen ad gaden og ser den modsatte vej, er der sandelig en trappe mere. Jeg er ikke i tvivl om, at planlæggerne gjorde, hvad de gjorde i den bedste mening, men det er og bliver en gang skrivebordsarbejde!
Foran guvernørboligen, der blandt andet har huset den nok så berømte Peter von Scholten og i dag er hovedsæde for den amerikansk administration, har man bevaret skilderhuset - mere dansk kan det vel næsten ikke blive. Og så bærer vi over med, at vi jo ellers gerne havde set Margrethe den Andens monogram på kræmmerhuset. For resten mindes jeg ikke - ikke engang på den danske flådebase i Grønnedal - at have set et skilderhus i Grønland. Det er da en mangel. Det kunne da se flot ud foran Søren Rigsombudsmands hus på kolonihavnen i Nuuk!
Christiansfortet er ved at blive restaureret i øjeblikket. Det sker blandt andet med velvillig bistand fra en række danske murerlærlinge, der hver får seks ugers lærlingetid i Charlotte Amalie. Fortet ligger naturligvis ved havnen og var i gamle dage tilflugtssted for byens befolkning, når Caribiens navnkundige sørøvere blev for trælse. Men for det meste skete sørøveriet vistnok med den danske administrations viden og uden nævneværdig protest. for det gik jo mest ud over de andre. Det er typisk dansk neutralitetspolitik, som vi med større eller mindre held har praktiseret indtil Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig.














Denne pitoreske baggård, der mest af alt giver mindelser om en klostergård, findes ved siden af Frederikskirken i Nørregade. Det er da idyl, så det forslår! Jeg kan sagtens se mig selv sidde der under halvtaget med en iskold Lava Flow - rom, kokosmælk, ananas og jordbær blendet med is!














Den gamle bydel er gennemskåret af gader på den ene led og som her en række småstræder på den anden led. Butikkerne ligger tæt i området, der er velholdt og restaureret. Især juvelerer og tøjbutikker med tøj fra alle de store mærkevareproducenter. Jomfruøernes toldfrihed gør det til et sandt købemekka. Blandt andet købte jeg en Tommy Hilfiger poloskjorte til 38 dollars. Den nøjagtig samme model har jeg set i København til 800 kroner.














Som alle ældre byer er Charlotte Amalie ikke rigtig indrettet til biltrafik, og der er småt med plads i mange af gaderne. I øvrigt praktiserer man venstrekørsel på Jomfruøerne, selv om man ellers har højrekørsel i USA. Læg i øvrigt mærke til elledningerne både på dette foto og det foregående. Det er typisk amerikansk - noget rod, som får en til at undres over, hvordan de i det hele taget bar sig af med at sende en mand til månen - og ikke mindst at få ham hjem igen.


Ha' det
Jesper

I honningens klæ'r

Humlebien skulle angiveligt ikke kunne flyve. Den gør det alligevel, fordi den ikke ved det, siges det.
Hvis det er rigtigt, så har vi i hvert fald haven fuld af uvidende humlebier. De sværmer om de blomstrende syrener som - undskyld sammenligningen - fluer om en kokasse.
Det er allesammen soldater, der kun har en eneste opgave, og det er at samle nektar - blomsterstøv - til dronningens æg og larver, så hendes gener kan gå videre til de kommende generationer. De er i dronningens klæ'r. Når de tungtlastede flyver hjem til boet, har de blomsterstøv i en tyk, tyk krans om benene. Man siger, at de har bukser på. Man kunne fristes til stilfærdigt at brumme, at de er i honningens klæ'r - for vi ved jo alle, at blomsterstøvet hos bien forvandles til den skønneste, skønne honning.
I Danmark er der mange, der har biavl som en hyggelig hobby - som et sødt bijob, men jeg må erkende, at jeg ikke har set bistader i omegnen af Straumsbukta. Men på torvet i Tromsø sælger de hjemmelavet norsk honning til 100 kroner glasset, så der er i hvert fald enkelte, der har set det som en mulighed for en god og næsten økologisk biindtægt.
Og det summer sig, som de sagde i den forlængst hedengangne Sparekasse Bikuben. Der er bare den brod ved historien, at ligesom humlebien begyndte den at flyve og kaldte sig en bank. Men da den opdagede, at den ikke kunne flyve alligevel, var det for sent - og den findes ikke mere. Lad os håbe, at humlebierne aldrig opdager sandheden om deres flyveegenskaber.

Ha' det
Jesper

Glade analfabeter

Danmark er det eneste land i verden, hvor analfabeterne både kan læse og skrive. Sådan sagde Poul Henningsen engang i tidernes morgen.
Han har fuldstændig ret. Sproglig slaphed og ligegyldighed breder sig overalt i det danske samfund.
Se nu blot det skilt, der står foran bageren i Farsø. Det er jo temmelig uanstændigt, blot fordi bager(-)jomfruen(?) åbenbart ikke forstår, at sammensatte substantiver (navneord) altid skal skrives i et ord på dansk. Bagerjomfruen gør sig skyldig i det, som sprogforskerne med et fint ord kalder substantivfragmentering (i et ord), og det kan alle jo høre er en stor synd. Også selv om nutidens unge næppe kan se forskel på en ældre bolig og en ældrebolig.
Der er flere årsager til, at flere og flere har svært ved at finde ud af, om det skal i et eller to ord. Den væsentligste er givetvis, at man ikke lærer grammatik i folkeskolen, og efter latinens afskaffelse næppe heller i gymnasiet. Der kan også være tale om en afsmitning fra engelsk, hvor sammensatte substantiver altid skrives i to ord. Endelig er det et problem, at der også er mange professionelle sprogbrugere, som er alt for dårligt grammatisk funderet. Ofte med den meget dårlige begrundelse eller undskyldning, at grammatisk indsigt forhindrer kreativ brug af sproget. Det er for eksempel den type af journalister, der har aflivet den gode gamle datid og derfor skriver i dramatisk præsens (nutid). Jeg vil nu nok mene, at dramatisk præsens kræver et stærkt mådehold, hvis det skal virke spændende. Som det anvendes i medierne i dag, er det blot trivielt, kedeligt og irriterende. Eftersom de skrivende analfabeter næppe kender forskel på nutid og datid, forsvinder den overlagte bevidste brug af effekten - og bliver blot til endnu en forfladigelse af sproget, en kliche, fordi dumhed ophøjes til kreativitet.
Et sprog er en levende ting. Der skal være plads til udvikling og nytænkning. Men der skal sandelig også være rammer, som vi er enige om at holde. Ellers fører det til misforståelser og anarki.
Vort modersmål er dejligt. Brug det med omtanke og omhu!

Ha' det
Jesper
(Gnaven, gammel mand)

Skyggeteater i Oslo

Jeg har netop været i Farsø et par dage på et lille førjuls-besøg hos mine forældre. Jeg fløj til Danmark onsdag, hvor jeg alligevel havde et par ærinder i Oslo. Den dag bød den norske hovedstad på højt klart vejr, og da jeg kom tilbage til lufthavnen - Gardermoen - stod eftermiddagssolen vinkelret ind på terminalbygningen. Det gav en helt speciel skyggeteater-effekt, som det kan ses på det første billede, der er ubehandlet. Skyggeteatret nærmest skriger på at blive gengivet i sorthvidt, så det har jeg vist i det andet billede, samtidig med at jeg har skruet godt op for kontrasten. Desuden har jeg ændret på de styrtende linjer, så perspektivet er ændret, og det ser ud som om, billedet er taget i samme niveau som skyggerne. (Klik eventuelt på billedet for at se det i stort format.) Nu da jeg var i gang med at manipulere billedet fortsatte jeg med at ændre belysningen, så den ser ud som om, det er teget ved solnedgang - og det er egentlig mest af alt medtaget som en almindelig advarsel mod at tro alt for meget fotos. I vore dage er det alt for nemt at manipulere billeder ved hjælp af blandt andet PhotoShop, som er mit foretrukne program til billedredigering. Som sædvanlig når jeg har været i Danmark, er kufferten fuld af danske lækkerier, når jeg vender hjem. I aften skal vi have vendsysselsk grønlangkål med hamburgerryg - det er første gang i denne jul, at vi får denne udsøgte delikatesse. I morgen er det hverdag igen, og jeg ønsker alle en rigtig god arbejdslyst. Ha' det Jesper P.s.: Onsdag fik jeg også et enkelt smugkig på verdens største passagerfly Airbusses nye A-380 som blev polartestet i Oslo i sidste uge. Desværre intet brugbart foto, men jeg kan godt love, at flyet er enormt.

Julestjernen

I alle grønlandske hjem, hvor børnene har været søde i det forløbne år, kommer nissen på besøg natten til første søndag i advent for at hænge julestjernen op i vinduet.
Selv om vi ikke har børn, skete det sør'me også i Straumsbukta.
Vi har ikke den store tradition for at pynte til jul, men den grønlandske tradition med den lysende julestjerne har vi holdt i hævd. Den kom lidt forsinket på plads søndag eftermiddag, og således er vi nu med i ræset frem mod juleaften.
I Grønland er det også en tradition, at alle går rundt den første søndag i advent og trykker på næven med et Jullimi Pilluarit - Glædelig Jul. Det ønsker vi naturligvis også til alle venner og bekendte fra fjern og nær - og det strækker vidt. I følge Google Analytics har denne blog læsere i blandt andet USA, Sydkorea, Spanien, Holland, Tyskland og selvfølgelig Norge, Danmark og Grønland.

Jullimi Pilluarit
Dina og Jesper