En kold lørdag morgen

Det er lørdag morgen, og det er koldt uden for. Termometret viser minus 11. Det er faktisk så koldt, at det damper fra de varmeste områder af fjorden. Det er ikke så tit, vi oplever det her i Straumsbukta, men det skete nu hvert år, mens vi boede i Grønland - også selv om havtemperaturen er lavere der. Og det er simpelthen fordi de minus 11 faktisk ikke er særlig koldt efter grønlandske forhold.
Men her er det altså koldt - meget koldt. Kulderekorden for Tromsø ligger omkring de minus 18, så alt under minus ti må betegnes som frygtelig koldt.
Klokken er 9, og solen står op over Rya. Her er fjeldene ikke så høje, så derfor er det et ordentlig ryk i forhold til sidste weekend, hvor solen først kom halvtolv-tiden. Solen skinner på fuglebrættet, hvor musvitterne som sædvanligt er i fuldt vigør. De synger også så højt, at jeg kan høre det gennem ruden, så de er rigtigt i humør i dag.
Ovre i selje-rønnen residerer en sjagger. Det er en ufredelig karl, som helst har træet for sig selv. Men det er tydeligt på billedet, hvis man sammenligner med silkehalerne fra sidste weekend, at der er meget mere lys i dag. Billedet bliver både klarere og skarpere.
Nede ved elvens udløb er der også liv. En flok gråænder tager morgenbad i det nok kolde, men også ferske vand oppe fra fjeldet. De har det herligt og tolererer en nysgerrig og sikkert småsulten måge i nærheden.
Det er lørdag, det er morgen, og solen står op... Det bliver en herlig dag.

Ha' det
Jesper

P.s. Solen stod i dag op kl. 8.19 og går ned igen kl. 15.38, men allerede ved sekstiden i morges begyndte det at dæmre.

Silkehaler!

Så skete det endelig. Silkehalerne slog sig ned i selje-rønnen.
Silkehalen er forholdsvis almindelig heroppe, og jeg har flere gange i bilen set store flokke flyve rundt. Men det har længe undret mig, at jeg ikke har set dem i haven, hvor vi har en selje-røn fuld af bær. Af en eller anden grund lod sjaggerne nemlig træet stå i efteråret. Forrige efterår ribbede en flok sjakkere træet for bær i løbet af et par timer.
Men lørdag morgen skete det så. Jeg var ved at lave morgenkaffe og så som så mange gange før en flok fugle ude i træet uden egentlig at tage notits af det. Men hov, hvad var det? De her havde da en sjov lille top på hovedet. Jamen, er det ikke...? Jo, det er sørme silkehaler.
Det var godtnok ikke ordentligt lyst, men frem med kameraet. Det blev til de få billeder, du ser her. For pludselig lettede flokken - og væk var de, før jeg fik monteret blitz og kom i overtøjet.
Men modlys eller ej! Der er ingen tvivl - det er silkehaler.
Og det er faktisk første gang, jeg har haft lejlighed til at se dem sådan helt tæt på heroppe. Men jeg husker tydeligt, da jeg så en silkehaleflok for første gang i mit liv.
Det var en gang i begyndelsen af 70'erne. På Postbakken i Farsø, der hvor der i dag er cykelforretning, stod der dengang et tjørnehegn. En vinterdag med frost og klart solskin - jeg husker det, som var det i går - sad der en kæmpeflok i tjørnene og forlystede sig med tjørnebær.
Silkehalen kan i kolde vintre ses i Danmark. De kommer da i store flokke med tusindvis af individer. Men alligevel er det da et så sjældent syn, at mit første møde med silkehalerne stadig står mejslet ind i min bevidsthed.
I øvrigt er det langt fra alle dyr, som kan tåle at spise bær på denne tid af året. Mange gange gærer de nemlig og får et kraftigt indhold af alkohol - og det sker jævnligt i Sverige, at politiet må ud og tage sig af en beruset elg.
Men det gælder ikke for silkehalerne. De kan tage fra og tåle mosten. For selv om den forholdsvis lille fugl - på størrelse med en stær - fortærer store mængder gærede bær om vinteren, så bliver den alligevel ikke beruset, idet arten er udrustet med en usædvanlig stor lever, som sætter den i stand til at forbrænde store mængder alkohol, noterer Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside.
Som navnet antyder, er silkehalen en utrolig flot fugl med gule og røde felter på især hale og vinger. Jeg håber, at de vender tilbage til selje-rønnen igen en anden dag, så jeg få nogle bedre billeder. Kryds fingre!

Ha' det
Jesper

Sne

Endelig kom den, sneen, som vi har ventet på. Her i den spirende mørketid er sneen nemlig et lyspunkt. Al det hvide lyser op og gør mørket lidt nemmere at leve med.
Snevejret begyndte ganske beskedent onsdag morgen, som man kan se på billedet fra haven med selje-rønnen i centrum. Silkehalerne har endnu ikke været her og taget for sig af de ellers rigelige retter.
Op ad dagen - ved middagstid tog jeg kameraet med til frokost - og fik dette billede af et sneklædt fløya-fjell. Det er der, vi tager alle gæster med op med svævebanen. I forgrunden ser vi Polaria - et halvhjertet forsøg på at lave et arktisk akvarium, men det mangler nu helt Nordsøcentrets format. Kontorbygningen til højre i billedet er min arbejdsplads - Norsk Polarinstitutt.
Men, og der er altså et men: Snevejret fortsatte hele onsdagen og natten til torsdag med. Så torsdag morgen måtte jeg ud med skovlen og grusspanden for at komme ud af indkørslen. Det var mørkt, og det var koldt - og det kunne nok være, jeg kunne bande og svovle. Og for at det ikke skal være løgn, så gled jeg også. Ned og ligge på ryggen med arme og ben vildt fægtende i luften, som en skildpadde på slagtebænken. Og brillerne var selvfølgelig røget ad helvede til - sunket ned i sneen. Heldigvis fandt jeg dem igen efter lidt søgen og nogle minutter senere havde jeg også bilen oppe på vejen. Rasende som en tyrk og dødsensfarlig for alt levende.
Heldigvis var jeg kommet til at svede, så jeg stod ud af bilen for at lægge jakken. Og så kom det oppe fra himlen: Iiiip, iiiip. To af kvarterets havørne lå 20 meter over mig. De skulle da lige se, hvad det var der skete. Og det syn varmede mig helt ind i hjertet, så al galskaben forsvandt og jeg kunne begive mig ud i trafikken uden at være til nævneværdig fare for andre.
Det er først nu her til aften, at jeg kom til at tænke på, at havørne er ådselsædere - ligesom gribbe - og det der selvfølgelig har tiltrukket dem var udsigten til en luns af undertegnede.
Nå, det er måske at lægge for meget i det. Under alle omstændigheder: Sneen er kommet, og vi må se at leve med den, så vi ikke ender som havørneføde!

Ha' det
Jesper