Drevne tulipaner

I efteråret satte vi tulipaner i blomsterkrukkerne. Egentlig var det meningen, at de skulle have smykket vores indkørsel en gang i slutningen af maj, men siden vi nu skal til at flytte, har vi taget dem indendørs - og det betyder, at vi allerede nu har de smukkeste tulipaner.
Jeg skrev sidste år med stor begejstring om en spæd tulipanspire den 27. april. Men det var selvfølgelig også den ægte vare - ikke drevne tulipaner.
I weekenden har vi haft tøvejr, og jeg har da også været ude at rode i haven for at se efter spor af de første spirer - men det har vi endnu til gode. Der er imidlertid ingen tvivl om, at naturen går den rigtige vej. Søndag morgen lagde jeg mærke til, at fuglene, det vil sige musvitterne og mågerne er begyndt at synge og larme, når det lysner. Solen står mandag op i Tromsø kl. 7.37 og går ned igen kl. 16.19. Der er nu mindre end en måned til forårsjævndøgn den 20. marts.

Ha' det
Jesper

En kold lørdag morgen

Det er lørdag morgen, og det er koldt uden for. Termometret viser minus 11. Det er faktisk så koldt, at det damper fra de varmeste områder af fjorden. Det er ikke så tit, vi oplever det her i Straumsbukta, men det skete nu hvert år, mens vi boede i Grønland - også selv om havtemperaturen er lavere der. Og det er simpelthen fordi de minus 11 faktisk ikke er særlig koldt efter grønlandske forhold.
Men her er det altså koldt - meget koldt. Kulderekorden for Tromsø ligger omkring de minus 18, så alt under minus ti må betegnes som frygtelig koldt.
Klokken er 9, og solen står op over Rya. Her er fjeldene ikke så høje, så derfor er det et ordentlig ryk i forhold til sidste weekend, hvor solen først kom halvtolv-tiden. Solen skinner på fuglebrættet, hvor musvitterne som sædvanligt er i fuldt vigør. De synger også så højt, at jeg kan høre det gennem ruden, så de er rigtigt i humør i dag.
Ovre i selje-rønnen residerer en sjagger. Det er en ufredelig karl, som helst har træet for sig selv. Men det er tydeligt på billedet, hvis man sammenligner med silkehalerne fra sidste weekend, at der er meget mere lys i dag. Billedet bliver både klarere og skarpere.
Nede ved elvens udløb er der også liv. En flok gråænder tager morgenbad i det nok kolde, men også ferske vand oppe fra fjeldet. De har det herligt og tolererer en nysgerrig og sikkert småsulten måge i nærheden.
Det er lørdag, det er morgen, og solen står op... Det bliver en herlig dag.

Ha' det
Jesper

P.s. Solen stod i dag op kl. 8.19 og går ned igen kl. 15.38, men allerede ved sekstiden i morges begyndte det at dæmre.

En søndag i haven

Det går ikke altid, som præsten prædiker. Denne uigendriveligt uimodsigelige, men trivielle talemåde måtte jeg sande lørdag. På trods af den meteologisk set gode start på dagen, så endte det alligevel i regn og rusk, inden jeg var færdig med morgenmaden. Og således gik det rent ud sagt i vasken med alle mine gode planer for en dag i haven.
Men søndag var vejret fint hele dagen, og det var tid til revanche. Jeg fik flyttet mine hindbærbuske, plantet de sidste blomsterløg og ikke mindst kom jeg i skoven efter et par grantræer.
Det viste sig i øvrigt at være en ikke hel nem opgave, da de fleste smågraner i den lokale skov er mere eller mindre skadet af elgbid. Det var derfor nogle temmeligt undseelige grimme ællinger, jeg fik plantet i haven. Men sådan må det nødvendigvis blive, når man er fornæret som en tysklærer og ikke vil købe træerne i en planteskole. Nu sætter jeg min lid til, at lidt omsorg og sikkert også lidt bedre jord og noget gødning kan rette op på træerne. Men træer er jo et langsigtet projekt, og der er derfor ingen garanti for, at vi får glæde af anstrengelserne. Men nu er det gjort, og Dina har fået et par grantræer, som hun ønskede sig - også selv om der i hvert fald går et par år, før de kan bære julelys, hvad der vistnok var den usle bagtanke.
Da vi nu var i haven, faldt vi også over vores majroer, som vi lod stå, da vi høstede de øvrige rodfrugter. Nu er der jo nok en grund til, at de hedder majroer, for de her blev først sået i august, og de var ikke større end radiser. Men de smager godt, og så skulle de også være sunde. Næste år må vi huske at så dem i maj!
Det er ved at være småt med fugle i haven, men musvitterne holder trofast ved. De er såmænd også halvtamme efterhånden - og lader sig ikke længere mærke med, at vi går rundt i haven. Og det kan den gamle fotograf så glæde sig over. Dina kæmper i øvrigt en daglig sisyfos-kamp for at holde skaderne væk fra fuglebrættet. Det støder i høj grad hendes retfærdighedssans, at de store fugle jager de små væk.
Ellers går jeg og håber på, at vi måske får besøg af silkehalerne. I sidste uge var der blevet set en flok på over 100 i Larseng - cirka fem kilometer herfra. Vi har i hvert fald masser af bær til dem eller sjaggerne i selje-rønnen.
Men dagen som sådan var nu ikke så ringe endda. Vi så flere havørne i løbet af søndagen, og sandelig om ikke også odderne viste sig. Et sikkert vintertegn er det, at et gråandepar nu har taget fast ophold i udløbet af vores elv, ligesom edderfuglene samles i store flokke ude på fjorden. Jo, vist kan vinteren komme, før vi ved af det...

Ha' det
Jesper

Fotogene fotomodeller

Musvitten er nok den mest viste fugl her på bloggen, men ikke desto mindre drister jeg mig til at bringe et par billeder mere.
Den er jo nok så fotogen - og i modsætning til så mange andre fugle, så stiller den gerne op til en fotosession.
Disse dejlige billeder er fra i morges, da vejret endnu ikke rigtig havde bestemt sig til, hvad det ville. Der var vindstille, men let skyet - og senere på formiddagen blæste det da også op og begyndte at småregne. Men inden da havde jeg altså været en tur i haven med kameraet for at snuppe et par billeder - og for at nappe de få modne jordbær, der stadig er tilbage, inden skaderne tager dem.
Prøv i øvrigt at klikke på billederne og nyd dem i stor størrelse.
Leif-Inge har kørt traktoren frem - så den står helt sikkert på kartoffelhøst i dag.

Ha' det
Jesper

Farvel til barndommens gade

Musvitterne oppe under tagskægget nåede i sidste uge skelsår og -alder og forlod reden.
Det hele gik så stærk, at jeg knapt opdagede, hvad der var ved at ske. Men jeg nåede da lige at få et billede af denne her lille fætter, der tager afsked med barndommens gade - og nu skal ud i den pulserende verden. Det bliver en tøff tilværelse, som vi siger på norsk. Prognoserne for en musvitunge siger, at kun 50 % overlever den første vinter. Men allerede redetiden er farlig, og den har i hvert fald overstået det første step i kampen for at give generne videre til nye generationer af musvitter. Så vi kvitterer med et "God rejse" og krydser fingre for, at det lykkes.

Ha' det
Jesper

Fugle omkring huset

Det har været en begivenhedsrig dag, som jeg vil dele op i tre indlæg.
Som nævnt har jeg holdt fri i dag, og for en gangs skyld lå jeg og gassede mig helt frem til klokken syv. Vejret var lunt, og det var fuldstændigt vindstille.
Jeg synes, at det er lang tid siden, at vi har kigget på fuglene omkring huset, så efter at have startet kaffemaskinen listede jeg mig ned til stranden med kameraet.
En af de fugle, vi hører meget til i øjeblikket, er rødben. Vi har et specielt tosset eksemplar, som lige så snart vi går ud ad døren, forsøger at lokke os væk fra den rede, som den sandsynligvis har et eller andet sted i nærheden. Den dykker tæt, og stiller sig ofte på hegnspælene, hvor den synger højt for at tiltrække sig opmærksomheden. Den er temmelig væver i luften, men det ser altså ikke så elegant ud, når den flyver på grund af de lange ben - men et festligt bekendtskab er den da.
Nede ved stranden har vi i øjeblikket flere grupper af edderfugle. De er ikke så nemme at komme tæt på og slet ikke her i ællingeperioden, men den her gruppe er antagelig yngre fugle uden forældreforpligtelser, og de gik kun modvilligt og under megen knurren i vandet. Jeg kan ikke rigtig beskrive lyden af edderfugle, men der altså en slags kurren eller knurren. Bemærk i øvrigt, at jeg skriver edderfugl med to d'er. Det viser, at jeg ikke har rigtig forstand på fugle. Af en eller anden grund skriver ornitologer altid ederfugl med et d. Begge dele er korrekt retstavning. På norsk har man slet ikke problemet, for her hedder det en ærfugl.
Nede på stranden var det lavvande. Det er ensbetydende med masser af strandskader, som går og roder i tangen i vandkanten. Om natten leder de ofte efter orm i græsplænen. Jeg forestiller mig, at de stikker det orangefarvede næb ned i jorden. Når en orm ser det, tror den, at det er en gulerod - og haps!
I øvrigt tror jeg, at vores musvitter snart skal have ungerne på vingerne. Vi følger spændt med og det vil der helt sikkert komme mere om her på siden.

Ha' det
Jesper

Forår i luften

Der har været noget i luften i weekenden. Forår måske? I hvert fald har det været tøvejr. Og selv om det har regnet, har småfuglene været i fuld aktivitet.
Fredag morgen så jeg årets første vibe, og lørdag morgen var der minsandten to grønirisker på fuglebrættet. Jeg erindrer ikke at have set grønfinker, som de kaldes lokalt, her i området før, men i følge fuglebogen skulle de yngle langs hele den norske vestkyst - sydpå som standfugle og heroppe som trækfugle. Så sammen med viben vælger jeg altså at tro, at nu er det forår - i det mindste rent ornitologisk.
Antallet af musvitter og andre småfugle er da også øget helt tydeligt de seneste dage, så søndag morgen tog jeg fat på at bygge nogle mejsekasser. Designet er mit helt eget - men jeg har da søgt hjælp på nettet til at finde den rigtige størrelse. Der er masser af steder, hvor jeg kan sætte kasserne op, så det er bare med at få bygget nogle stykker. Tre stykker blev det til i dag - bygget af de skaller, som jeg ellers bruger til at fodre ovnen med. Det er mejsekasser, men det er da planen, at jeg i løbet af påsken også vil forsøge mig med stærekasser.
Kasserne er blevet sat op rundt om huset. Så nu er det spændende i den kommende tid, om de falder i fuglenes smag.
Den kommende uge byder ikke på meget andet end fridage. Jeg holder fri fra onsdag, og hvis ellers vejret er til det, har vi planlagt en lille tredages rundtur til Sverige og Finland.

Ha' det
Jesper

Kødmejsen og fuglebrættet

Søndagen har været lun, men blæsende. I eftermiddags konstruerede jeg et fuglebræt - helt efter egen ide og udformning. Syv stykker skaller fra brændestabelen og et par lister, så var den i vinkel. Der er dem, som mener, jeg ikke besidder synderlig megen håndværkssnilde, men de må nu indrømme, at det er et fuglebræt, at det ser ordentligt ud og at det virker! Som Hermann Göring i sin tid formulerede det: "Det kan godt være, jeg skyder lidt ved siden af, men jeg skyder i det mindste".
Fuglebrættet blev straks indviet af en musvit. Og som det ses på billedet, virkede den tilfreds med faciliteterne. Bemærk, hvordan den støtter med halen for at holde balancen - nærmest med samme virtousitet som en kommunal vejarbejder støtter sig til skovlen.
I øvrigt hedder en musvit meget prosaisk kjøttmejse på norsk. Set ud fra dens spisevaner er det nok ikke helt forkert, men der er nu lidt mere poesi i musvit. Mus betyder det samme som mejse, og vit er en lydefterlignende stavelse i stil med kvittevit. I gamle dage hed den i øvrigt moskovit på visse danske dialekter.
Billedet viser også tydeligt, hvilke elendige lysforhold vi efterhånden har heroppe. Selv om solen faktisk skinner, er billedet alligevel underbelyst og kornet. Den eneste grund til, at det kan bruges, er den lave opløsning, der alligevel er standard på netsteder som dette.

Mandag og tirsdag skal jeg en tur til Oslo. Ha' det rigtig godt så længe.

Jesper