En søndag i haven

Det går ikke altid, som præsten prædiker. Denne uigendriveligt uimodsigelige, men trivielle talemåde måtte jeg sande lørdag. På trods af den meteologisk set gode start på dagen, så endte det alligevel i regn og rusk, inden jeg var færdig med morgenmaden. Og således gik det rent ud sagt i vasken med alle mine gode planer for en dag i haven.
Men søndag var vejret fint hele dagen, og det var tid til revanche. Jeg fik flyttet mine hindbærbuske, plantet de sidste blomsterløg og ikke mindst kom jeg i skoven efter et par grantræer.
Det viste sig i øvrigt at være en ikke hel nem opgave, da de fleste smågraner i den lokale skov er mere eller mindre skadet af elgbid. Det var derfor nogle temmeligt undseelige grimme ællinger, jeg fik plantet i haven. Men sådan må det nødvendigvis blive, når man er fornæret som en tysklærer og ikke vil købe træerne i en planteskole. Nu sætter jeg min lid til, at lidt omsorg og sikkert også lidt bedre jord og noget gødning kan rette op på træerne. Men træer er jo et langsigtet projekt, og der er derfor ingen garanti for, at vi får glæde af anstrengelserne. Men nu er det gjort, og Dina har fået et par grantræer, som hun ønskede sig - også selv om der i hvert fald går et par år, før de kan bære julelys, hvad der vistnok var den usle bagtanke.
Da vi nu var i haven, faldt vi også over vores majroer, som vi lod stå, da vi høstede de øvrige rodfrugter. Nu er der jo nok en grund til, at de hedder majroer, for de her blev først sået i august, og de var ikke større end radiser. Men de smager godt, og så skulle de også være sunde. Næste år må vi huske at så dem i maj!
Det er ved at være småt med fugle i haven, men musvitterne holder trofast ved. De er såmænd også halvtamme efterhånden - og lader sig ikke længere mærke med, at vi går rundt i haven. Og det kan den gamle fotograf så glæde sig over. Dina kæmper i øvrigt en daglig sisyfos-kamp for at holde skaderne væk fra fuglebrættet. Det støder i høj grad hendes retfærdighedssans, at de store fugle jager de små væk.
Ellers går jeg og håber på, at vi måske får besøg af silkehalerne. I sidste uge var der blevet set en flok på over 100 i Larseng - cirka fem kilometer herfra. Vi har i hvert fald masser af bær til dem eller sjaggerne i selje-rønnen.
Men dagen som sådan var nu ikke så ringe endda. Vi så flere havørne i løbet af søndagen, og sandelig om ikke også odderne viste sig. Et sikkert vintertegn er det, at et gråandepar nu har taget fast ophold i udløbet af vores elv, ligesom edderfuglene samles i store flokke ude på fjorden. Jo, vist kan vinteren komme, før vi ved af det...

Ha' det
Jesper