Flere søjler

Så er jeg hjemme igen fra Helsinki, men inden vi lægger helt låg på den historie, skal vi lige have et kig på en af den finske hovedstads helt store seværdigheder - den intet mindre end monumentale centralstation.
Den er tegnet af en af de helt store finske arkitekter, Eliel Saarinen, og omtales ofte sammen med rådhusene i København og Stockholm som nogle af de bedste eksempler på nationalromantikken i Norden. Men har vi sagt nationalromantik, har vi også sagt art nouveau, skønvirke eller jugend-stil. Og det er nok nærmest det sidste, der fascinerer mig ved bygningen. Den er så tysk og germansk i hele sit udtryk, at Albert Speer ville have været stolt af at tegne den. Bygningen er ganske vist tegnet allerede i 1904 mange år før dannelsen af den finske republik, men linjerne giver et sikkert varsel om Finlands senere lidt uheldige alliancer med det tredje rige.
Tag et kig på søjlemændene - ja, også her er der søjler som overalt i Finland. Det er smukke nordiske arier, som kunne danne koret i en hvilken som helst Wagner-opera. Og bemærk, hvordan de let og ubesværet holder hele verden i hænderne. Endnu en visuel spådom om begivenhederne i tredverne og fyrrerne. Man kan ikke lade være med at tænke på Diktatoren Hynkel i Chaplins film, hvor han danser med jordkloden.
Centralstationen har da også sit eget lille kapitel i den finske historie. Da præsident Kyösti Kallio syg og nedbrudt trak sig tilbage fra det offentlige liv efter nederlaget i den første vinterkrig, tog han afsked med den finske hærleder, feltmarskal Mannerheim, hvorefter han døde i dennes arme - angiveligt mens et militærorkester spillede Bjørneborgernes march. Det er den slags begivenheder, der skaber legender!
Omtalte Mannerheim reddede forresten tildels Finlands gode navn og rygte efter verdenskrigen ved ganske klogt at spille på flere heste i krigens sidste år!

Ha' det
Jesper