Oro jaska beana

Der er ikke noget så patetisk som norske studieværter, når norske deltagere vinder den ene eller anden internationale konkurrence.
Det nationale selvglædefilter bliver slået fuldstændigt fra. "Vi er historiske. Tak, Danmark, Sverige og Finland. I har en god musiksmag." Nogenlunde sådan overdøvede en eksalteret norsk studievært publikum, da det var en kendsgerning, at Nesseby-bandet Black Sheeps lærdag aften havde vundet det nordiske børne-MGP.
Sejren er for så vidt velfortjent, og vi er da allesammen meget stolte heroppe nord på - men at gøre det en norsk, national begivenhed er måske lige at tage bægeret for fuldt.
For ungerne har faktisk en pointe med at lave en sang, hvor teksten skifter mellem samisk og norsk. Black Sheeps vil nemlig gerne vise deres hverdag - og den er altså to-sproget.
Jeg fristes endda til at sige tre-sproget. Agnete Kristin Johnsen, forsangeren i Black Sheeps, taler nemlig et uforfalsket nordnorsk. - Æ e glad! Tusen takk!, var hendes kommentar til sejren i fjernsynet. Denne uforglemmelige udtalelse blev også citeret korrekt sådan på hjemmesiden til vort lokale dagblad, Nordlys. Men i hovedstadsavisen VG er udtalelsen oversat til pænt rigsnorsk: - Jeg er glad. tusen takk!
Bladet har vel skønnet, at oversættelsen var nødvendig af hensyn til læserne. Men som jeg har sagt før - afstanden mellem Oslo og Nordnorge er mentalt også betydelig længere end de 1700 km, der er på kortet.
"Oro jaska beana" er samisk for "Hold kæft, køter", og det er jo lige en titel efter undertegnedes hjerte som gammel W.C. Fields-fan. Det var ham, der blandt andet sagde: Der er ingen tvivl om, hvem der er menneskets bedste ven, whiskeyen eller hunden. Jeg mener, når to åndsfæller finder sammen i festligt lag, sætter de sig så ned og klapper hunde?
Billedet er lånt af Finnmark Fylkeskommune.

Ha' det
Jesper