onsdag den 26. november 2008

Et multietnisk Grønland i Oslo

Jeg holder meget af og samler på små oplevelser, som det kun er de færreste forundt - af den ene eller anden årsag.
Lørdag eftermiddag bød på endnu en af den slags. Jeg drak fyraftensbajer på tagterrassen til Statens Forurensningstilsyn i Oslo. For det første er det kun de færreste, der har adgang til tagterrassen på Helsfyr, som har udsigt over en pæn del af byen, og for det andet er fyraftensbajeren som fænomen overordentlig sjælden i Norge. Jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg har været på en arbejdsplads heroppe, som har øl i køleskabet.
Hvorom alting er: Iført parcacoat og handsker kunne vi i let frost sidde på tagterrassen og nyde solnedgangen over Oslo og Lindorff - Norges svar på RKI. Det er en af de begivenheder, som ryger direkte ned i samlingen.
Fredag aften var vi inviteret ud at spise. Det foregik på restaurant Bangkok midt i det multi-etniske Grønlands-kvarter i den østlige del af Oslo. Ligesom i Finland forrige weekend bød også denne restaurant på et julebord - og da jeg ikke rigtig kunne se forskel på dette julebord og så en traditionel thai-meny, så gik det såmænd nok an at prøve: Scampi i sursød, and i østerssauce, dybstegt kylling og wok med svinekød og grøntsager. Mætte blev vi, men oven på en hård uge måtte jeg give op og trak mig tilbage på hotellet inden den efterfølgende pub-crawl.
På vej tilbage til hotellet kunne jeg så dvæle lidt ved Grønland i Oslo. Det er et gammelt arbejderkvarter, som tidligere lå uden for selve byen. Før det blev bebygget, var det landbrugsland for de bønder, som forsynede Oslo. Markerne var grønne, og derfor blev området døbt Grønland. Men mærkeligt er det da at tage toget fra en undergrundsstation, som hedder Grønland. I det Grønland, som jeg kender, er der ligesom ikke rigtig nogen togstationer.
I dag er det osloske Grønland i øvrigt et ganske farverigt kvarter, eftersom en meget stor del af den norske hovedstads indvandrere bor her - og jeg noterede mig da, at der både er en moske og bazar på Grønland!

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: