Det glade selvstyre

Som ventet blev det et ja, da Grønland forleden holdt folkeafstemning om en ny selvstyreordning.
Alt andet ville også have været en sensation af de mere spæktakulære... For det første er en grønlandsk folkeafstemning aldrig nogen sinde endt med et nej, og for det andet er den sagesløse grønlandske befolkning blevet udsat for en massiv propaganda finansieret af gode skattekroner for et ja, så man har skullet være ualmindelig tykho'det for ikke at fatte, at det var et ja, magthaverne ønskede.
Nu får selvstyreordningen næppe den helt store praktiske betydning, så om det nu blev et ja eller nej betyder mindre. Ordningen giver grønlænderne lidt mere albuerum til selv at bestemme i deres eget land, og det er der vel ingen, der kan have noget imod. Som nordjyde har jeg såmænd også ofte ønsket mig et nordjysk selvstyre. Uanset hvor i kongeriget, man bor, kan der være uendeligt langt til lovgiverne og bureaukraterne i København. Og deres forståelse for livet uden for Valby Bakke kan som bekendt ligge på et meget lille sted.
Heldigvis blev ja'et så massivt, at man kan håbe, at debatten om rigsfællesskabet nu vil gå i stå. For den debat er ikke særlig væsentlig, men den har skygget for en seriøs debat om de massive politiske og økonomiske problemer, man står over for i dette kæmpemæssige og betagende land. Eftersom pengekassen nu i princippet er smækket i fra dansk side, bliver disse problemer ikke mindre. Det drejer sig om en helsesektor, som ikke fungerer. Der er ingen tandpleje af betydning. Niveauet på sygehusene er langt under det, som man ser i Landsbyhospitalet fra England i 60'erne, hvis man i øvrigt er så heldig, at der er en læge til stede. Folkeskolen giver en grunduddannelse, som efter 11 år i heldigste fald gør eleven i stand til at bestå en dansk 9. klasse. Børn bliver misbrugt og lever ofte for lud og kold vand - og jeg kunne blive ved.
Det er ikke fordi det skorter på store ord og visioner. Viljen til at gøre noget, er såmænd ofte til stede, men det er som om, at alle ressourcerne forsvinder i et uendeligt bureaukrati og til nogle politikere, der næppe ville opnå valg til et menighedsråd andre steder.
Og det er det, som er Grønlands største problem. Afstanden mellem politikerne og befolkningen er enorm. De bevilger sig selv nye og større lønninger (og det skal nok ske igen, nu man skal have selvstyre - ansvaret er jo blevet større, ak ja). De har efterhånden raget hele den attraktive boligmasse i Nuuk til sig til de rene røverpriser, så der er ikke mere at hente, men så må politikerlønnen jo op. Det sker samtidig med, at man nægter at øge lønningerne til dem, der rent faktisk arbejder. De kan jo betale for sig selv, synes ræsonnementet at være.
Grønland har tidligere haft en pragtfuld rollemodel i landsfaderen landstyreformand Jonathan Motzfeldt, som er veluddannet og som i sine lyse øjeblikke er både retsskaffen og en rigtig hædersmand. Det kan man næppe sige om den nuværende, der uden hensyn til principper og tidligere udtalelser hager sig til taburetten i et underligt regime, der i de fleste afrikanske og sydamerikanske lande ville være endt med et militærkup og en hurtig standret på lossepladsen. Hans Enoksens regime har resulteret i en uendelig zigzag-kurs og rekordudskiftning af ministre. Senest har bygdepartisanen, som han kaldes i Sermitsiaq, Grønlands største uafhængige medievirksomhed, fået hele Landstinget imod sig i en sag om nye lokalråd. Andre steder ville man tage sit gode tøj og gå, hvis det sker, men ikke i Grønland.
Paradoksalt nok vil denne infantile og ignorante hønsetyvs-type nu gå over i historien som den landsstyreformand, som skaffede Grønland selvstyre. Det udløser helt sikkert et ridderkors med kors, bånd og stjerner samt den grønlandske pendent, Nasornaat i guld. I de blindes rige er den enøjede som bekendt konge.
Nu, hvor folkeafstemningen er ovre, og vi kan se frem til en periode, hvor Grønland stadig er en del af rigsfællesskabet, er det mit håb, at man vil tage sig sammen og finde en løsning på de grønlandske problemer. Og det kræver såmænd også, at de danske politikere tager sig sammen. Ind til nu er Søren Espersen fra Dansk Folkeparti den eneste danske politiker, som har turdet give de grønlandske politikere lidt modspil. Jeg vil ønske, at nogle flere vil tage sig sammen og sige, at vi i hele rigsfællesskabet skal have en minimum-standard for tandpleje, uddannelse og sygehusbehandling. For først da er der reel ligestilling mellem rigsdelene.
Og så skal vi væk fra den kræmmerholdning, der har gennemsyret debatten om selvstyret. Det er ikke et spørgsmål om at lege købmand - du får dit, hvis du giver mig dat. Det er et spørgsmål om, at alle danske statsborgere - danskere, færinger eller grønlændere - har krav på en tryg barndom, en ordentlig uddannelse og en ordentlig helsebetjening.
Forholdet mellem Danmark og Grønland er ofte beskrevet som koldt og varmt vand, der er hældt sammen i en spand - det kan ikke skilles igen. Derfor må danske politikere også indstille sig på, at man ikke er sluppet af med problemet, selv om Grønland nu får selvstyre. Det danske kongerige har et stort ansvar for Grønland - især i dag, hvor stormagter som Kina, Indien, Brasilien og det samlede EU sammen med de nuværende arktiske stormagter Rusland og USA kæmper for indflydelse i fremtidens Arktis.
Og der skal penge til, for at lykkes i det spil. Forslaget om at nedlægge Dansk Polarcenter er vanvittigt. Tværtimod skal institutionen styrkes som forvalter af nationalparken i Nordøst-grønland.
Desuden skal forsvarets muligheder for at håndhæve suverænitet og gennemføre SAR i området forbedres med flere skibe, flere fly og helikoptere og ikke mindst politisk opmærksomhed. Canada opruster og bygger i øjeblikket seks nye fregatter til arktisk brug og man har besluttet at anlægge en ny flådebase i Gjøa. USA forsøger at matche canadierne. Russerne er der allerede, Kina og Sydkorea har hver bygget deres første isbrydere og så videre. Derfor skal vi være nærværende i området, og det kræver altså både hardware og software. Så kan det altså ikke nytte noget at sidde og lave cost benefit-analyser i forsvarskommandoen om det nu stadig kan betale sig at opretholde flådestationen i Grønnedal, fordi de tekniske muligheder nu giver mulighed for at styre hele herligheden fra Holmen. For det her spil handler om nærvær, nærvær og atter nærvær.
Den grønlandske folkeafstemning har vist, at et flertal i den grønlandske befolkning har viljen til at tage ansvar for sin fremtid. Nu er det op til politikerne i Danmark og Grønland at sikre, at det også bliver muligt. Det kræver meget specielt af Danmark. Jeg håber, at man har viljen til at tage udfordringen op - og så glemme, at der måske røg en enkelt finke af panden i debatten forud for selvstyreafstemningen. Selvstyreordningen er som sagt ikke særlig væsentlig - set i det store perspektiv.

Takuss
Jesper

P.s. Billedet er et gammelt analogt billede fra 2003. Kolonihavnen i Nuuk den første søndag i advent. Stadig vajer både det grønlandske flag og splitflaget side om side - og det vil de blive ved med forhåbentlig i mange år endnu.