Sne

Endelig kom den, sneen, som vi har ventet på. Her i den spirende mørketid er sneen nemlig et lyspunkt. Al det hvide lyser op og gør mørket lidt nemmere at leve med.
Snevejret begyndte ganske beskedent onsdag morgen, som man kan se på billedet fra haven med selje-rønnen i centrum. Silkehalerne har endnu ikke været her og taget for sig af de ellers rigelige retter.
Op ad dagen - ved middagstid tog jeg kameraet med til frokost - og fik dette billede af et sneklædt fløya-fjell. Det er der, vi tager alle gæster med op med svævebanen. I forgrunden ser vi Polaria - et halvhjertet forsøg på at lave et arktisk akvarium, men det mangler nu helt Nordsøcentrets format. Kontorbygningen til højre i billedet er min arbejdsplads - Norsk Polarinstitutt.
Men, og der er altså et men: Snevejret fortsatte hele onsdagen og natten til torsdag med. Så torsdag morgen måtte jeg ud med skovlen og grusspanden for at komme ud af indkørslen. Det var mørkt, og det var koldt - og det kunne nok være, jeg kunne bande og svovle. Og for at det ikke skal være løgn, så gled jeg også. Ned og ligge på ryggen med arme og ben vildt fægtende i luften, som en skildpadde på slagtebænken. Og brillerne var selvfølgelig røget ad helvede til - sunket ned i sneen. Heldigvis fandt jeg dem igen efter lidt søgen og nogle minutter senere havde jeg også bilen oppe på vejen. Rasende som en tyrk og dødsensfarlig for alt levende.
Heldigvis var jeg kommet til at svede, så jeg stod ud af bilen for at lægge jakken. Og så kom det oppe fra himlen: Iiiip, iiiip. To af kvarterets havørne lå 20 meter over mig. De skulle da lige se, hvad det var der skete. Og det syn varmede mig helt ind i hjertet, så al galskaben forsvandt og jeg kunne begive mig ud i trafikken uden at være til nævneværdig fare for andre.
Det er først nu her til aften, at jeg kom til at tænke på, at havørne er ådselsædere - ligesom gribbe - og det der selvfølgelig har tiltrukket dem var udsigten til en luns af undertegnede.
Nå, det er måske at lægge for meget i det. Under alle omstændigheder: Sneen er kommet, og vi må se at leve med den, så vi ikke ender som havørneføde!

Ha' det
Jesper