Groenlandica

Norsk Polarinstitutt rydder op i disse dage. De gamle boglagre skal tømmes for at give plads til den stadigt voksende stab af arktiske eksperter og administratorer, der har kastet sig over en af de sidste af bureaukrati-verdenskortets hvide pletter.
De usolgte oplag af gamle bøger kastes i containere for at blive kørt til forbrændingen. Den slags mener jeg ellers, at man skal overlade til virkelige eksperter som nazister, Ku Klux Klan og Guy Montag, men her er det altså et par studenter-medhjælpere, der har fået bøddelens rolle.
Heldigvis opdagede jeg processen i tide. Torsdag eftermiddag stod jeg på hovedet i containerne og fik reddet et par rigtige perler til min samling af Groenlandica.
Norsk Polarinstitutt (Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser) spillede en aktiv rolle i perioden op til Haag-dommen i 1933, hvor Danmark fik tilkendt suveræniteten over hele Grønland. Derfor udgav man i perioden en hel del skrifter, som beskæftiger sig med Grønland. Et væsentligt partsindlæg var blandt andet rapporten "Norske Fangstmenns og Fiskeres Ferder til Grønland 1922-1931". Dette skrift står nu for at skulle brændes - fred være med de norske drømme om Grønland.
Udover den nævnte titel sikrede jeg mig også titler som "Ekspeditionen til Østgrønland med "Veslekari" sommeren 1929" (Denne ekspedition var et regulært besættelsestogt, der næppe lader Hitlers Weserübung i 1940 noget tilbage), "Dagbøker av Nordmenn på Grønland før 1814", "Grønlandske distriktsbeskrivelser forfattet af Nordmenn før 1814", "Hvor langt mod Nord kom de Norrøne Grønlendinger på sine Fangstferder i Utbygdene?" samt flere andre titler. Desuden fik jeg reddet mig et eksemplar af den historisk interessante, men ikke specielt grønlandsrelevante "Med hundespann på eftersøgning efter "Italia"-Folkene" fra 1928.
Det skal i øvrigt nævnes, at udgiveren af mange af disse skrifter er noteret som "Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser, Leder: Adolf Hoel". Denne Hoel var virkelig en af Norges førende polarforskere, men i lighed med Quisling og Hamsum faldt han i unåde efter krigen for et angiveligt lidt for ukritisk samarbejde med tyskerne under okkupationen.
Jeg har i mange år samlet på Groenlandica, men min samling har hidtil næppe været større eller mere speciel, end hvad man finder hos de fleste grønlands-entusiaster. Men nu har jeg i hvert fald fået en stribe perler til samlingen, som det er de færreste forundt at have - og det endda helt gratis.
Så det kan vist kun betegnes som en vellykket uge. Fredag eftermiddag går turen til Danmark for en hurtig weekend på Øland. Vi er nu i store træk færdige med at indrette stueetagen i det lille hus - så planen er at komme i gang på første sal. Skulle det mod forventning holde tørvejr, håber jeg også, at der bliver tid til en tur i haven.

Ha' det
Jesper

Soldag

I dag var det soldag. I timen rundt middag steg solen for første gang op over fjeldene omkring Tromsø. Desværre så vi ikke meget til den på grund af skyerne.
Men jeg er en optimistisk sjæl, så jeg er overbevist om, at jeg så selve solen i et kort glimt mellem to af skyerne - og troen kan jo som bekendt flytte bjerge, så det skal nok passe.
Solens genkomst er en stor begivenhed, der fejres i børnehaver og skoler. Men også på arbejdspladserne giver man sig tid til en gang eftermiddagskaffe med solboller.
Denne lokale konditor-specialitet er såmænd ikke andet end en gang berlinerboller med et drys af flormelis. Men de bliver solgt i store mængder på en dag som i dag.
Også på Norsk Polarinstitut blev dagen fejret. Det var klimagruppen, der var værter - sådan for at fejre, at det ser ud til, at vi også får et klima i år. Eller var det måske bare for hyggens skyld?
I følge tabellen var solen i dag synlig over havets overflade fra kl. 10.28 til 13.23. I morgen står den op kl. 10.21 og ned igen kl. 13.30 - altså en tilvækst på 14 minutter. Det går ganske stærkt på denne tid, og de seneste morgener har jeg da også set lyset dæmre, når jeg er kørt på arbejde.

Ha' det
Jesper

Sne

Endelig kom den, sneen, som vi har ventet på. Her i den spirende mørketid er sneen nemlig et lyspunkt. Al det hvide lyser op og gør mørket lidt nemmere at leve med.
Snevejret begyndte ganske beskedent onsdag morgen, som man kan se på billedet fra haven med selje-rønnen i centrum. Silkehalerne har endnu ikke været her og taget for sig af de ellers rigelige retter.
Op ad dagen - ved middagstid tog jeg kameraet med til frokost - og fik dette billede af et sneklædt fløya-fjell. Det er der, vi tager alle gæster med op med svævebanen. I forgrunden ser vi Polaria - et halvhjertet forsøg på at lave et arktisk akvarium, men det mangler nu helt Nordsøcentrets format. Kontorbygningen til højre i billedet er min arbejdsplads - Norsk Polarinstitutt.
Men, og der er altså et men: Snevejret fortsatte hele onsdagen og natten til torsdag med. Så torsdag morgen måtte jeg ud med skovlen og grusspanden for at komme ud af indkørslen. Det var mørkt, og det var koldt - og det kunne nok være, jeg kunne bande og svovle. Og for at det ikke skal være løgn, så gled jeg også. Ned og ligge på ryggen med arme og ben vildt fægtende i luften, som en skildpadde på slagtebænken. Og brillerne var selvfølgelig røget ad helvede til - sunket ned i sneen. Heldigvis fandt jeg dem igen efter lidt søgen og nogle minutter senere havde jeg også bilen oppe på vejen. Rasende som en tyrk og dødsensfarlig for alt levende.
Heldigvis var jeg kommet til at svede, så jeg stod ud af bilen for at lægge jakken. Og så kom det oppe fra himlen: Iiiip, iiiip. To af kvarterets havørne lå 20 meter over mig. De skulle da lige se, hvad det var der skete. Og det syn varmede mig helt ind i hjertet, så al galskaben forsvandt og jeg kunne begive mig ud i trafikken uden at være til nævneværdig fare for andre.
Det er først nu her til aften, at jeg kom til at tænke på, at havørne er ådselsædere - ligesom gribbe - og det der selvfølgelig har tiltrukket dem var udsigten til en luns af undertegnede.
Nå, det er måske at lægge for meget i det. Under alle omstændigheder: Sneen er kommet, og vi må se at leve med den, så vi ikke ender som havørneføde!

Ha' det
Jesper

On the road

Tag med på en rigtig roadmovie.
Forleden tog jeg det lille kamera i hånden, mens jeg kørte på arbejde i en dejlig våd efterårsmorgen, hvor Norge stråler i rødt og brunt. Billederne er godtnok noget dogmeagtige - taget gennem frontruden, håndholdte, uskarpe og skæmmet af reflekserne fra parkeringstilladelsen, men de giver alligevel et fint indtryk af den cirka 35 kilometer lange køretur mellem Straumsbukta og Norsk Polarinstitutt i Tromsø kogt ned til et par minutter - og husk at skrue godt op for lyden. Musikken er nemlig fed - og ikke spor dogmeagtig.
God tur!

Dagens ord VIII

Det er almindelig kendt, at helt almindelige danske ord nemt får et lidt latterligt præg, når de bliver oversat til norsk. Jeg har tidligere her for eksempel omtalt "vindpose", der bliver til "vindpølse".
Således også med det gode danske ord "klæbehjerne". I dagens udgave af Kvitt eller doppelt lærte jeg, at klæbehjerne på godt norsk - jeg havde nær sagt selvfølgelig - hedder "klisterhjerne"! Sådan er det bare.
Fra utallige quizzer i radio og TV ved vi forresten, at klappen kan gå ned, når man pludselig ikke kan svare på et ellers ganske elementært spørgsmål. På norsk får man "jerntæppe"!
På Norsk Polarinstitutt slider mange af de udenlandske medarbejdere med at lære norsk. Ikke underligt, at de bliver forvirrede, når nordmænd og danskere tilsyneladende forstår hinanden uden problemer, når vi tænker på, hvor forskellige sprogene alligevel er. Men en ting har norsk og dansk tilfælles - og det er en stor gåde for alle udlændinge: Der er forskel på - at slå sig på flasken og at slå sig på flasken!

Ha' det
Jesper

Solformørkelse

Dagens store samtaleemne på Norsk Polarinstitutt var selvfølgelig solformørkelsen, som ville blive synlig over store dele af Arktis. Selvfølgelig var vi ikke i tvivl om, at kolleger andre steder i verden ville få en stor oplevelse, men spørgsmålet var, hvordan en 75 procents solformørkelse ville blive i Tromsø? Ville vi overhovedet kunne se, at der var solformørkelse, alt den stund, at der faktisk var overskyet i Tromsø på selve dagen.
Ved elleve-tiden blev himlen lidt mørkere, som om en regnbyge var på vej. Jeg sad på kontoret, og fik øje på et lille hul i skyerne nede ved Ramsfjorden. Nu er der ikke langt fra tanke til handling, så jeg greb kameraet og kørte som død og helvede derned -der er vel en femten kilometers vej. I mellemtiden var det blevet endnu mørkere, og jeg var sådan set på nippet til at opgive, da jeg så mørke regnskyer over Fagernes. Jeg vendte derfor om og tog den gamle hovedvej hjemad, og pludseliv tæt ved Olavsvern kom hullet i skyerne. Til en køreskoleelevs og flere havearbejdende menneskers forbløffelse kastede jeg bilen ind til siden med hylende hjul og begyndte at fotografere direkte op i himlen. Jeg nåede det lige nøjagtig, som formørkelsen kulminerede - og fem minutter senere lukkede skyerne sig fuldstændig!
Hvor heldig kan man være?

Ha' det
Jesper

Ost for feinschmeckere

Norsk ost er en ualmindelig kedelig oplevelse. Det har jeg skrevet om før, og det er et synspunkt, jeg bestemt ikke står alene med. Det stod lysende klart for mig onsdag formiddag.
Hver formiddag klokken 10 mødes vi i en lille kaffeklub, som består af Polarinstituttets klimagruppe og Arktisk Råds sekretariat. Her havde jeg mandag begejstret berettet om al den ost, som jeg havde slæbt med hjem fra weekendens besøg i Danmark. Men nu er 45% Danbo jo et ukendt begreb for udlændinge, så for at højne den gode smag blandt kollegerne bød jeg onsdag på et diminutivt ostebord med lidt Danbo, dansk rugbrød og hjemmeavlede radiser.
Det var et virkeligt hit, men der var altså heller ingen nordmænd på arbejde den dag. Kun kolleger fra Tyskland, England, USA, Finland og Holland. Og prøv lige at se min hollandske kontornabo Margot, som hun fylder sig med ost. Det er hende i den ,gule trøje, og hun er i øvrigt også ivrig blogger. Nummer to til højre for hende er tyske Gerit, post doc, der tilfældigvis havde fødselsdag i går. Jeg ved ikke lige præcist om det var på grund af den gode ost, men hun var da rørt til tårer over, at der var nogen, der huskede hendes fødselsdag.
Jeg begik i øvrigt en rigtig freudiansk fortalelse, mens vi sad og snakkede ost. Sproget er jo engelsk og i stedet for Norwegian cheese kom jeg - sikkert med en venlig tanke til The Beatles - til at sige Norwegian Wood. Alle var sådan set enige om, at der ikke er den store forskel på norsk ost og så, ja, netop træ... Jeg havde medbragt min osteskærer, og man mente i hvert fald, at strengen ville knække, hvis jeg brugte den på en norsk ost. Og det er jo sikkert ikke tilfældigt, at det er nordmændene, som opfandt ostehøvlen!
Det er jo en sand fornøjelse, når det, man sætter på bordet, bliver værdsat - og det blev det. Og således beriget kunne vi begive os tilbage til dagens arbejde.

Ha' det
Jesper

Snespurve kommer vrimlende

Fredag bød på nye gæster ved foderbrættet. Det var fire snespurve - store og fede - der slog sig ned og åd på livet løs.
Det minder lidt om Grønland, hvor flokke af snespurve ankom i begyndelsen af april og fouragerede på græsfrø og andet godt, som stak op af sneen.


I følge min næstennabo Stein, der er biolog eller sådan noget på polarinstituttet, er vores snespurve på træk fra Siberien til Grønland. Han har en gang ringmærket en snespurv her i Straumsbukta, som senere blev fundet i Danmarksfjord helt oppe i Nordøstgrønland.
Det er lidt underligt - jeg har sådan set været omgivet af snespurve i årevis, men har aldrig haft lejlighed til at tage så sjove og spændende billeder, som dem her. Det skyldes alene foderbrættet, som gør, at man kommer meget tættere på fuglene og samtidig oplever dem som individer. Som det kan ses, så kan de godt slås om foderet, selv om der sådan set er nok af det.


Jeg kan godt lide billedet med snespurven, hvor benene er helt væk i sneen. Vi har fået masser af sne det seneste døgn, og den er stadig så blød og fin, at en spurv kan synke ned i den. Nu bliver det spændende at se, hvor længe vi får glæde af den - det skulle slå om i tø i den kommende uge.

Ha' det
Jesper

Brandalarm

Da jeg sidste forår begyndte i mit nye job, flyttede jeg ind i et kontor for enden af en lang, lang gang i Norsk Polarinstitutts lokaler på sjette etage i Polarmiljøsenteret i Tromsø. Det var et pænt, lyst og stort kontor med nye møbler, som jeg absolut ikke har haft noget at udsætte på.
Der var bare en lille ting - på knagerækken hang der en selvlysende grøn vest med teksten "Brandvern". Hen over sommeren spurgte jeg flere gange til vesten, uden at nogen rigtig kunne forklare, hvorfor den hang der. Men i november kom der endelig en forklaring. Det viste sig, at Polarmiljøsenterets sikkerhedsorganisation havde udset mig til at være brandvagt. Der var jo noget med, at jeg var gammel spejder og så videre...
Således hårdt presset indvilgede jeg da også i at påtage mig det ansvarsfulde hverv. Et par dage senere mødte en alvorsfuld mand klædt i sort arbejdstøj fra Statsbyg op på mit kontor og satte mig i løbet af et par timer ind i mine pligter.
Resultatet er, at jeg nu omkring den første i hver måned render rundt med blanketter og skriveplader og tjekker branddøre, brandslukkere, nødudgange med mere.
I dag gik alarmen så. Efter lidt overvejelser og en slurk kaffe, mens jeg tænkte, at den da godt måtte holde op igen, gik jeg i gang med at genne alle kollegerne ud kontorerne og ned ad brandtrapperne. Det gik planmæssigt og på midten af gangen, mødte jeg de to andre brandvagter på etagen - iført deres grønne veste, som jeg havde glemt i skyndingen. Så et hastigt tjek igennem gangene en gang til og ned til bagudgangen. Her var jo samlet alle de kolleger, som jeg havde gennet ud, og nu var opgaven så at få dem over til hovedindgangen, hvor alle brandvagterne skulle melde de forskellige dele af bygningen klar.
I mellemtiden var brandbilerne ankommet og røgdykkerne myldrede ind. Det tog sin tid - i hvert fald en kvarters tid, inden det gik op for mig, at der var tale om en øvelse! Sådan er det at være et lille hjul i en stor mekanisme - man får kun den information, der er strengt nødvendig.
Men, øvelsen forløb fint - så nu ved vi, at vi kan, hvis det en gang bliver alvor.
Jeg nåede i øvrigt at få fundet min fine grønne vest, men jeg glemte desværre mit kamera i skyndingen. Derfor den fine lille illustration af en brandmand, der så vidt jeg kan skønne, er i gang med at starte en brand. Illustrationen er lånt fra Korsbæk Tidende.
Nu er det weekend, så vi kan slappe af igen.

Ha' det
Jesper