Et omrejsende cirkus

Tilbage på pinden i Tromsø efter ferien lå der en mail fra en af mine gode bekendte, Mr. Harald Finkler fra Canada, som blandt andet deltog i flere af Arktisk Råds møder her i Tromsø i slutningen af april.
Han sendte mig dette billede, som han kalder "The Travelling Circus Man and His Flags". Det viser undertegnede midt mellem to af de mange møder, der blev holdt i forbindelse med ministerråds-mødet.
Som rådets praktiske gris er det blandt andet min opgave at sørge for, at der er navneskilte på bordene - og hvad der er nok så vigtigt, at der er flag fra de deltagende lande. På billedet ser man bloggeren, mens han er ved at flytte disse flag fra et mødelokale til et andet. Bordflagene er kun nødtørftig pakket ned i en indkøbspose, og kufferten er fyldt med navneskilte.
Det var nogle travle dage, jeg havde dengang, men sjovt er det. Og så en tak til Harald, fordi han havde øje for det store arbejde, som ligger bag ethvert møde.

Ha' det
Jesper

Det lille hus på landet

Øksen ligger nu ved træets fod. Vores husvært, Leif-Inge, har besluttet at bygge et nyt hus her i Straumsbukta. Huset, vi bor i, skal derfor rives ned.
Det betyder, at vi må sige farvel til Straumsbukta, hvor vi ellers har været glade for at bo. Men der skal jo helst komme noget godt ud af forandringerne, så vi har købt et lille hus i Østerby på Øland - altså det nordjyske Øland.
Vi overtager huset i løbet af den kommende måned, og så er det planen, at vi flytter til Danmark i løbet af foråret, når jeg en gang har overstået ministermødet her i Tromsø. Det er nemlig også planen, at jeg fortsætter mit arbejde i Arktisk Råd, men satser på en skattemæssig fornuftig tilværelse som weekendpendler. Pudsigt nok køber vi huset af et par, der i mange år har haft det samme arrangement, bortset altså lige fra at manden arbejder i Bruxelles.
Det er et dejligt område, som vi nu flytter til. Naturoplevelserne vil helt sikkert stå mål med Straumsbukta. Østerby er sådan en lille landsbyidyl med gadekær og stråtækte huse samt et par gårde - og så selvfølgelig en golfbane. Der er cirka 500 meter til Limfjorden og lidt længere til Oxholmskoven - men bedst af det hele er nok, at der kun er cirka 800 meter til Ulvedybet, der er fint fuglebeskyttelses-område med en stor bestand af vadefugle og blandt andet også noget så kuriøst som skestorke. Da jeg besøgte huset første gang, noterede jeg seks rådyr, og minsandten om ikke også jeg så et ravnepar.

Vis større kart
På den anden side af Ulvedybet ligger den lille havneby Gjøl, som de fleste i min generation vel bedst husker fra filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne.
Forude venter bøvl, flytterod og papirnusseri. Men jeg har altså også lovet mig selv, at nu er det sidste gang, jeg flytter. Men det vil selvfølgelig kun tiden vise...

Ha' det
Jesper

Foto: Morten Brix

Forelsket i København

Søndag til torsdag morgen har jeg været i København. Anledningen var et redigerings-møde mellem SAO'erne - det øverste administrative niveau i Arktisk Råd - hvor man diskuterede det, som til sin tid vil blive kendt som Tromsø-deklarationen, og som skal vedtages på forårets ministermøde her i Tromsø.
Selv om Norge var vært for mødet, blev det af praktiske grunde holdt i København. Mine besværligheder i Gardermoen forrige weekend taget i betragtning var det sikkert et meget godt valg.
Men det skal altså også med, at blandt mødedeltagerne er København generelt et populært valg. Jeg har ikke tidligere haft øjnene rigtigt åbne for det. For mig er København en by fyldt med speedsnakkende analfabeter, som tror, at alle fra Jylland er i familie med hinanden. Men for folk udefra er det faktisk en ganske charmerende storby med flinke indbyggere, en velfungerende infrastruktur og mange handelsmuligheder og seværdigheder. Og selv om jeg jo som ansat i Arktisk Råd i princippet repræsenterer det norske formandsskab, måtte jeg som dansker lægge øre til mange rosende ord om den danske hovedstad.
Og sammenlignet med så mange andre storbyer er der måske noget om snakken. Mødet blev holdt i Udenrigsministeriets repræsentationslokaler i Eigtveds Pakhus på Christianshavn, og vi boede på Admiral Hotel lige ved siden af Nyhavn. Det er jo sådan set - må jeg indrømme - et ganske charmerende område med den nye opera og skuespilhuset på havnefronten. Sådan lidt Venezia-agtigt. Og selv om deltagerne i et sådant møde bruger taxi, så aftvinger det respekt, at man komme i lufthavnen med Metroen på under ti minutter.
Alt i alt fungerede rammerne om mødet perfekt. Eigtveds pakhus er en utrolig flot restaureret bygning, som indvendigt byder på alt, hvad vi opfatter som dansk - lige fra Bang & Olufsen, PH og Arne Jacobsen til tre slags sild på buffetten og Carlsberg på bordet.
Dog var vi nogle, der undrede os over noget stenbiderrogn, som var farvet grøn. En af de russiske mødedeltagere mente bestemt at vide, at det var frøæg! Og tirsdag morgen kørte jeg i en taxi med en pakistansk tæppehandler som chauffør. Han kunne ikke en gang finde Udenrigsministeriet. Den slags håber jeg ikke, at alt for mange af Københavns gæster bliver udsat for - for så kan man hurtigt sætte byens gode internationale rygte over styr.

Ha' det
Jesper

Lokalkolorit

Da jeg tirsdag aften forlod Rica Hotel i Tromsø efter endt arbejdsdag blev jeg ved udgangen mødt af en samelejr. Oven i købet havde de taget et rensdyr med og tøjret det til en lygtepæl.
Vi havde netop afsluttet et todages seminar, hvor samer, inuitter og indianere har diskuteret deres respektive sprogs muligheder for at overleve i fremtiden, så synet af de camperende rensdyr-holdere gav anledning til adskillige morsomme bemærkninger til de deltagende samer om, at de nok havde taget familien med. Eller at de måske ikke var tilfreds med de fine værelser på hotellet...
Historien er i virkeligheden, at der om aftenen skulle være en turist-konference på hotellet. Samelejren var opstillet for at vise, hvad man blandt meget andet kan opleve i og omkring Tromsø.
Jeg er nu ved at være næsten halvvejs i vores såkaldte SDWG-week. Det er en uge, hvor forskellige arbejdsgrupper i tilknytning til Arktisk Råds arbejdsgruppe for bæredygtig udvikling mødes. Ideen bag det er i al beskedenhed undertegnedes, og det handler om, at koncentrere møderne i en uge, da der ofte er et stort personsammenfald. På den måde kan nogle af deltagerne spare en to til tre rejser til Norge fra blandt andet Canada og USA.
Da jeg er koordinator for de i alt fire forskellige møder, symposier, konferencer eller hvad man nu kalder det, siger det sig selv, at jeg er temmelig meget "på" i øjeblikket, men det er faktisk sjovt, så det gør ikke noget.
Af praktiske grunde har jeg dog valgt tre af dagene at overnatte på hotellet i stedet for at tage hjem om aftenen. Det giver mig noget bedre tid om morgenen til at sikre, at bordopstillinger, traktementer, navneskilte og alt sådan noget praktisk stof er i orden. Men når først showet kører i løbet af dagen, er der ikke så meget at lave, så jeg får også tid til at fotografere og skrive lidt til Arktisk Råds hjemmeside om begivenhederne, så du kan se mere om, hvad vi laver på http://www.arctic-council.org/.
Men det bliver nu skønt lørdag aften, når jeg kommer hjem, tager skoene af og sætter mig foran brændeovnen med en kold bajer og kan sige: -Færdigt arbejde!

Ha' det
Jesper

Beachparty med rensdyrsteg

I den forløbne uge har jeg været til møde i Luleå i Arktisk Råds arbejdsgruppe for katastrofeberedskab. Et givende møde med mange spændende mennesker med en operationel indstilling til tilværelsen.
Onsdag aften skulle vi til den officielle diner, som altid hører med til den slags møder. Det blev et rigtigt beachparty i den lyse nordsvenske sensommerhimmel. På ægte nordskandinavisk vis startede man med vorspiel - f.eks. i saunaen og hottoppen. De mest seje var også ude at bade i den 15 grader varme Østersø. Enkelte af os nøjedes med at sidde på verandaen og nyde et par øl - men jeg havde paparazzi-gearet med, så jeg kunne tjekke stemningen i hottoppen. Det ser ud som om, at de har det sjovt, mens de bliver kogt som en flok suppehøns.
Selve spisningen foregik i en stor lavvu - en samisk tipee, hvor der blev stegt rensdyr på et bål i midten. Her var højt til loftet og plads til masser af sjov og ballade samt de nødvendige taler.
Rensdyrsteg er altid godt, men når man er inuit, så er det allerbedste, hvis man kan få knoglerne og spise marven.
En af deltagerne fra den canadiske delegation havde været på Systembolaget og der købt en kasse med fem liter Carlsberg. Hvad han lige overså i farten var, at det var en fustage til et fadølsanlæg, han havde købt. Men med hjælp fra den canadiske Coast Guard og en boremaskine kom der alligevel hul på kokusnødden. Få brøkdeles sekund efter at billedet var taget, stod der en voldsom stråle ud af fustagen.
Og så var der ellers øl til alle. I mangel af glas måtte man tage den frisk fra fad...
Torsdag middag kunne mødet så slutte med det obligatorisk gruppebillede. Taget i betragtning at der ikke er blevet sovet så meget den foregående nat ser de da egentlig meget friske ud.
Jeg er nu i Danmark og på vej til Brovst, hvor vi skal til fest i weekenden. Så må vi se om der kommer nogle billeder ud af det... God weekend.

Ha' det

Jesper

Surströmning og smuglerjagt

Jeg er i Luleå i øjeblikket til et møde i EPPR - Arktisk Råds arbejdsgruppe for forebyggelse og bekæmpelse af katastrofer - lige fra skibsforlis til atomuheld.
Vært er den svenske Kystbevakningen, som har sammensat et alsidigt program, hvor vi både får lov til at prøve noget af deres isenkram og samtidig får smagt på interessante sider af det svenske køkken. Min internetforbindelse er ikke så god, så historien kommer i form af billedtekster.



















Tirsdag var der premiere på årets surströmning, som er gæret sild. I modsætning til den almindelige danske antagelse er det ikke uspiseligt, men smagen er da unægtelig lidt særpræget - sådan ala ammoniak eller lignende. Men garneret med nye kartofler og rødløg bliver den dæmpet lidt.















Til surströmningen serveredes der lättøl, hvilket gav míg anledning til at konstatere, at jeg snart ikke vidste, hvad der smagte værst - selvfølgelig med et smil på læben! Man skal jo ikke fornærme værterne.

















Så er vi klar til at tage på smuglerjagt i Østersøen.

















Kystvagtens hurtigste speedbåde går 55 knob. Så hurtigt sejlede vi ikke, men vi var da over 44 knob - se det indsatte billede. Det svarer til 80 km/t, og det er hurtigt på søen.

Det blev sandelig også til en tur i en hoovercraft. Det har jeg aldrig prøvet før, men det var ganske behageligt, og slet ikke så støjende som jeg havde forventet. Fart cirka 35 knob tværs over et skær - uden at mærke det. Fantastisk.














Udsigten over Østersø-skærgården fra hotellet, Bemærk, hvordan kystvagt-kaptajnen skødesløst har smidt sin hoovercraft foran kroen.

Mere følger
Ha' det

Jesper

Ost for feinschmeckere

Norsk ost er en ualmindelig kedelig oplevelse. Det har jeg skrevet om før, og det er et synspunkt, jeg bestemt ikke står alene med. Det stod lysende klart for mig onsdag formiddag.
Hver formiddag klokken 10 mødes vi i en lille kaffeklub, som består af Polarinstituttets klimagruppe og Arktisk Råds sekretariat. Her havde jeg mandag begejstret berettet om al den ost, som jeg havde slæbt med hjem fra weekendens besøg i Danmark. Men nu er 45% Danbo jo et ukendt begreb for udlændinge, så for at højne den gode smag blandt kollegerne bød jeg onsdag på et diminutivt ostebord med lidt Danbo, dansk rugbrød og hjemmeavlede radiser.
Det var et virkeligt hit, men der var altså heller ingen nordmænd på arbejde den dag. Kun kolleger fra Tyskland, England, USA, Finland og Holland. Og prøv lige at se min hollandske kontornabo Margot, som hun fylder sig med ost. Det er hende i den ,gule trøje, og hun er i øvrigt også ivrig blogger. Nummer to til højre for hende er tyske Gerit, post doc, der tilfældigvis havde fødselsdag i går. Jeg ved ikke lige præcist om det var på grund af den gode ost, men hun var da rørt til tårer over, at der var nogen, der huskede hendes fødselsdag.
Jeg begik i øvrigt en rigtig freudiansk fortalelse, mens vi sad og snakkede ost. Sproget er jo engelsk og i stedet for Norwegian cheese kom jeg - sikkert med en venlig tanke til The Beatles - til at sige Norwegian Wood. Alle var sådan set enige om, at der ikke er den store forskel på norsk ost og så, ja, netop træ... Jeg havde medbragt min osteskærer, og man mente i hvert fald, at strengen ville knække, hvis jeg brugte den på en norsk ost. Og det er jo sikkert ikke tilfældigt, at det er nordmændene, som opfandt ostehøvlen!
Det er jo en sand fornøjelse, når det, man sætter på bordet, bliver værdsat - og det blev det. Og således beriget kunne vi begive os tilbage til dagens arbejde.

Ha' det
Jesper

Farvel til St. Johns

Mødet er nu ved at være ovre. Det ser ud til, at verden er blevet beriget med et nyt sæt guidelines for olieefterforskning i Arktis, og at vi kan se frem til en vurdering af de fremtidige besejlingsmuligheder i området. Hvis ellers politikerne vil, for det er arbejdspapirer til næste forårs ministermøde i Arktisk Råd, som vi har arbejdet med her i St. Johns.
Byen har været et positivt møde. Folk her er venlige og taler med alle de møder helt uden hæmninger - og lige som både i Danmark og Norge er vejret her på kanten af Atlanterhavet et aldrig opslideligt emne. Men det har altså også vekslet lige fra kold regn til strålende sol - fra blæst til vindstille, i de dage jeg har været her.
Jeg har samlet lidt billeder fra ugen:
Et kig på bilerne lader ingen tvivl om, at man er i Nordamerika. For eksempel lastbilerne - eller den truck, som det vistnok hedder, som her drøner om hjørnet.
St. Johns er cirka på størrelse med Aalborg - og ligesom Aalborg har sin Jomfru Ane Gade, så har St. Johns sin George Street. En rigtig værtshusgade, der byder på lidt af hvert inden for nattelivet. Men fælles for alle de steder, jeg har set, har været det sædvanlige fjernsyn med ishockey. Mandag aften var den helt gal. I USA spillede Pitsburg mod Detroit, og en af byens sønner er åbenbart en nøglefigur hos Pitsburg. Jeg spiste på en irsk restaurant med livemusik, men den irske folkesanger måtte hele tiden konkurrere med fjernsynet. Barbarisk efter min smag.
Beliggenheden her ved Atlanterhavet betyder, at fiskeriet historisk set altid har været det bærende erhverv. Og ligesom på Lofoten har den vindtørrede torsk haft en kolosal betydning for både kultur og økonomi. Foran St. Johns kongrescenter står denne fine skulptur af de gamle fiskerkoner, som knokler med klipfisken. En smuk hyldest til kystkulturen.
Modsat denne smukke gestus står så det lokale tilbud om en havnerundfart. Det foregår med en gammel hjuldamper fra Mississippi - hvad i himlens navn det har at gøre med St. Johns må man ikke spørge mig om. Sandsynligvis er det en eller anden fantast, som i smagløs søgen efter rigdom har fået en løssluppen kreativ ide, som savner enhver relation til atlanterhavskulturen.
Men ellers er der ingen tvivl om, at området er domineret af indvandrere fra Skotland og Irland. Retsbygningen i St. Johns minder faktisk mest af alt om et gammelt skotsk slot, hvor McDonalds spøgelse hver nat render rundt med sin sækkepibe.
Maden på hotellet var ikke noget at skrive hjem om - men rundt om i St. Johns er der mange små, billige og rigtig gode restauranter. Tirsdag aften var jeg ude at spise med den norske delegation samt Gunn Britt fra Samerådet. Det blev til en ganske hyggelig aften på en fin lille fiskerestaurant med det malende navn Aqua. Kokken skulle angiveligt være en af byens toneangivende unge madkunstnere på kun 25 år - og det skal der nok være noget om. Jeg fik en hummerbisque til forret, rensdyr med svampe til mellemret, hummer med kartoffelmos og asparges til hovedret og til dessert den sædvanlige creme bruille, som alle nordmænd elsker. Denne her tilsat en forsvarlig mængde bourbon, hvilket næppe ville være sket i Norge.
Menuen er måske ikke helt passende sammensat med to gange hummer, men jeg ville altså ikke gå glip af en ægte atlantisk hummer, nu den var inden for økonomisk rækkevidde. Og hele menuen blev så garneret med en kølig, tør australsk Chardonnay, som på restauranten kostede mindre, end hos Vinmonopolet i Norge.
I eftermiddag vender jeg så hjemad igen. Rejsebureauet har denne gang sendt mig via Toronto, så jeg kan se frem til mere end 15 timers sammenlagt flyvetid, inden jeg er i Tromsø torsdag aften. Heldigvis er det business class til Oslo.

Ha' det
Jesper

Potet-lægning

Onsdag aften var det blevet tid til at lægge poteter, havde Leif-Inge bestemt. Normalt lægger man dem på disse kanter omkring den norske nationaldag den 17. maj, men således var det ikke blevet i år på grund af de noget langtrukne, kolde forår.
Men onsdag skulle det altså være. Jorden var blevet gyllet og pløjet i weekenden og stod jomfruelig klar til at modtage de kartofler, som vi nu har haft til spiring i kælderen i et par måneder. Det var hurtigt gjort i løbet af et par timer, men her til morgen torsdag kan jeg nu godt mærke i både ryg og arme, at kartoffellægning ikke er mit normale arbejde!
Kartoffelbedet er lidt mindre i år end sidste år, da vi også skal have plads til Dinas urtehave. Det har Leif-Inge så kompenseret for ved at anlægge et næsten lige så stort kartoffelbed op imod skoven. Så hvis alt ellers får efter planen, kan vi se frem til at skulle pille over et ton kartofler op af jorden til efteråret. Jeg hører allerede min ryg knirke...
Jeg rejser til London i dag og videre i morgen til St. Johns på Newfoundlands yderste spids mod øst, hvor jeg skal til møde lørdag til tirsdag. Beskyttelse af havmiljøet i Arktis står på dagsordenen.

Ha' det
Jesper

TAK

Nu er 50 årsdagen overstået, og det er ved at være hverdag igen.
Selve dagen gik stille og roligt. Jeg havde jo besøg af far. Det var temmelig koldt, selv om solen skinnede, så det blev en rigtig turistdag. Vi kørte en tur til Sommerøy om formiddagen, og om eftermiddagen var vi på Håkøy for at se mindepladen for Tirpitz.
Aftensmaden stod på elggryde med kartoffelmos og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta til dessert is med multebærkompot og så en flaske god rødvin. Stille og roligt uden de store falbelader. Festlighederne gemmer vi, til vi kommer til Danmark i maj.
Jeg har den seneste uge modtaget et væld af hilsener på e-mail. De skal nok også blive besvaret efterhånden, men lad mig her sige en foreløbig tak.
Arbejdsmæssigt er der fuld knald på. Arktisk Råd har SAO-møde i Svolvær på Lofoten den 23. og 24. april. Som det ser ud nu, tager jeg til Lofoten allerede den 19. april, så jeg forhåbentlig får lidt bedre tid til et gensyn med det lille samfund, hvor jeg boede et halvt års tid for otte år siden.

Endnu en gang tak for alle hilsenerne
Jesper

Arktisk topmøde

I denne uge befinder jeg mig i Narvik - den eneste nordnorske by af betydning, som har jernbane. Banen går til Kiruna, bliver primært brugt til at transportere jernmalm og havde stor strategisk betydning under krigen - ja, der er dem, der mener, at det var årsagen til at tyskerne overhovedet besatte Norge.
Det er nu ikke grunden til, at jeg er her. Årsagen er, at Arktisk Råd holder sit halvårlige SAO-møde. Hvorfor det lige blev Narvik, fortaber sig i glemselen, men nu er vi her. Jeg ankom mandag eftermiddag efter næsten 300 kilometers kørsel fra Straumsbukta over Tromsø. Det var egentlig en god tur, hvis ikke det havde været snevejr de sidste 60 kilometer. Så skulle jeg eventuelt have glemt det fra Grønland, så har jeg nu fået glatførekurset repeteret.
Og nu er jeg her. I går arbejdede jeg fra 8.00 til cirka halvtotiden i nat med at gøre klar til mødet. Det er sådan en slags bestyrelsesmøde i Arktisk Råd, men debatten foregår i offentlighed, og der er stor interesse for at høre, hvad de arktisk pinger har at sige. Her er cirka 170 mødedeltagere, inklusive observatører, NGO'er og lignende.
Mødet begyndte i morges. Billedet er taget lige over middag, hvor det allerede er begyndt at tynde lidt i mødedeltagelsen. Jeg skriver dette her lige før kl. 18.00, hvor mødet stopper. Så står den på reception og middag i aften. Jeg håber, at jeg ikke er for træt til at deltage i det - nogen er jo nødt til at gøre det hårde arbejde.

Ha' det
Jesper

I skoven

Søndag ved middagstid gik vi en tur i skoven. Mest af alt for at få rørt os lidt, men også i det forfængelige håb måske at få et glimt af en fugl eller et dyr - allerhelst selvfølgelig en elg.
Desværre var der ikke meget liv at spore. Vinterfreden har sænket sig over fjeldlandet, og de få dyrespor, vi så, var fra en hund og en kat.
Vi fulgte vejen, som går lige over for huset op til Bårdsens sommerhus. Jeg har ikke tidligere gået turen, men Dina har gået turen en del gange sammen med Elin, der er den landmand, som ejer de køer, der somme tider har været på besøg i vores have.
Ligesom vort hus er Bårdsens sommerhus (fjeldhytte på norsk) udbygget over flere omgange, og jeg kunne se, at han er i gang med en større udbygning, der vil fordoble husets størrelse. Omkring huset er strøet et antal havebænke, så det er sådan set et godt sted at gå hen om søndagen. Så kan man lige få pusten, inden det går ned ad bakke igen hjemad.
Det er vel overflødigt at nævne, at udsigten oppe fra fjeldhytten over mod Bentjordstinden er ret fantastisk.
Tirsdag morgen søsætter vi Arktisk Råds nye hjemmeside. Den er endnu ikke helt færdig, men vi vil gerne teste den i drift.

Ha' det
Jesper

Internationalt selskab

Jeg er nu tilbage på pinden i Tromsø, hvor vi fik et lille drys julesne i går. Det var i hvert fald sådan noget sne, som man kunne blive i julehumør af, hvis ikke det lige er en måned for tidligt.
Min væsentligste arbejdsopgave i denne uge - og den næste med for den sags skyld - er forberedelserne til lanceringen af Arktisk Råds nye hjemmeside.
Men på trods af travlheden synes jeg lige, at jeg vil delagtiggøre bloggens læsere i et billede, som jeg har fået tilsendt fra en af deltagerne i mødet i Vadsø. Mødet var et møde i Arktisk Råds arbejdsgruppe (udvalg) for bæredygtig udvikling - også kaldet SDWG med internationalt arbejdes vanlige hang til forkortelser. Arbejdsgruppen støtter og tager initiativ til især en lang række forskningsprojekter inden for området - og på de halvårlige møder bliver der så afrapporteret og gjort status. Udover repræsentanter for rådets otte medlemslande og seks medlemsorganisationer, som repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis, deltager der en lang række observatører i sådanne møder - både fra andre lande og andre organisationer. I Vadsø vil jeg tro, at der var en 12 - 13 forskellige nationaliteter til stede.
Det er altså udenrigspolitik, der bedrives i udvalget, og derfor er møderne ofte lidt stive og formelle. Men det behøver jo ikke at gøre den efterfølgende middag kedelig, og ofte er der en særdeles god stemning der på tværs af nationaliteter og kulturer.
Det ses også af billedet her, hvor vi fra venstre har Dr. Parker fra USA - en af de få "rigtige polarforskere af den gammeldags type", der endnu er tilbage, en repræsentant fra det norske renavlerforbund, Nataly, som er russisk tolk og så selvfølgelig undertegnede. Det fremgår jo også tydeligt af billedet, at påklædningen uden for mødelokalet er uformel, og derfor med til at skabe en god stemning.
Jeg vender nok tilbage senere på ugen med nogle snebilleder. Det blev alligevel ikke til nogen Oslotur i denne uge.

Ha' det
Jesper

Mød mine kolleger

Som man kan se lige her ved siden af, har jeg nu arbejdet i Arktisk Råds sekretariat i et halvt års tid. Sekretariatet er helt nyt, og de første måneder var jeg her alene.

I august fik jeg to nye kolleger og vi arbejder nu sammen om at få sekretariatet til at fungere. Jeg var blevet bedt om at skrive et par linier til en lokal publikation om sekretariatet, og i den forbindelse fik vi også lavet et gruppebillede, som jeg gerne vil dele med bloggens læsere.På billedet ses fra venstre Tana Lowen Stratton, canadier med erfaringer inden for statsligt bureaukrati og klimaforandringer, Maria-Victoria Gunnarsdottir, islandsk og amerikansk statsborger, biolog samt undertegnede kommunikatør og i øvrigt sekretariatets eneste medarbejder, som kan tale med de lokale på deres eget sprog.

Det er i øvrigt fredag eftermiddag, og jeg kan vist lige nå en pils og en dr. Nielsen på et af de lokale værtshuse, inden jeg kører hjem. Ha' en god weekend.

Jesper