Forleden skete der noget meget mærkeligt her på bloggen. Bruger-statistikken fra Google Analytics viste nemlig en markant stigning i henvisninger fra søgemaskiner via ordet surströmning.
I forrige uge var der hele 67 af slagsen mod normalt en halv snes stykker om måneden. Det kulminerede den 23. februar, hvor denne dag alene sjovt nok gav 23 hits på surströmning.
Jeg har spurgt mig for, og forklaringen er den helt enkle, at det meget populære madprogram på DR Spise med Price netop den 23. februar havde et indslag om denne særprægede svenske delikatesse.
Så selv om vi nu har flere end 50 års erfaring i omgang med fjernsynet - og det efterhånden er mange år siden, at aftenens TV med garanti var næste dags store samtaleemne, må vi nok konstatere, at fjernsynet stadig i høj grad er med til at sætte dagsordenen.
I al almindelighed ville jeg betragte dette som bekymrende, men i Spise med Prices tilfælde vil jeg nu gøre en undtagelse. Det er intelligent TV - herligt befriet for bekymrede og løftede pegefingre. Og når brødrene Price så ovenikøbet bidrager til at øge danskernes kendskab til vore nordiske brødrefolks særprægede og distinkte spisevaner, ja, så kan jeg kun være begejstret.
Ha' det
Jesper
fredag den 5. marts 2010
Fjernsynets magt
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
3/05/2010 07:02:00 AM
0
kommentarer
Etiketter: Spise med Price, surströmning
onsdag den 20. august 2008
Surströmning og smuglerjagt
Jeg er i Luleå i øjeblikket til et møde i EPPR - Arktisk Råds arbejdsgruppe for forebyggelse og bekæmpelse af katastrofer - lige fra skibsforlis til atomuheld.
Vært er den svenske Kystbevakningen, som har sammensat et alsidigt program, hvor vi både får lov til at prøve noget af deres isenkram og samtidig får smagt på interessante sider af det svenske køkken. Min internetforbindelse er ikke så god, så historien kommer i form af billedtekster.
Tirsdag var der premiere på årets surströmning, som er gæret sild. I modsætning til den almindelige danske antagelse er det ikke uspiseligt, men smagen er da unægtelig lidt særpræget - sådan ala ammoniak eller lignende. Men garneret med nye kartofler og rødløg bliver den dæmpet lidt.
Til surströmningen serveredes der lättøl, hvilket gav míg anledning til at konstatere, at jeg snart ikke vidste, hvad der smagte værst - selvfølgelig med et smil på læben! Man skal jo ikke fornærme værterne.
Så er vi klar til at tage på smuglerjagt i Østersøen.
Kystvagtens hurtigste speedbåde går 55 knob. Så hurtigt sejlede vi ikke, men vi var da over 44 knob - se det indsatte billede. Det svarer til 80 km/t, og det er hurtigt på søen.

Det blev sandelig også til en tur i en hoovercraft. Det har jeg aldrig prøvet før, men det var ganske behageligt, og slet ikke så støjende som jeg havde forventet. Fart cirka 35 knob tværs over et skær - uden at mærke det. Fantastisk. 
Udsigten over Østersø-skærgården fra hotellet, Bemærk, hvordan kystvagt-kaptajnen skødesløst har smidt sin hoovercraft foran kroen.
Mere følger
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
8/20/2008 03:41:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: Arktisk Råd, EPPR, surströmning