Trafikdøden

Det er så synd for Dina. Hun vil så gerne se en elg i virkeligheden, men det er endnu ikke lykkedes - også selv om den seneste optælling viser, at der skulle være 28 elge i skoven oven for vejen.
Nå ja, nu er der altså kun 27 tilbage - for i morges, da jeg kørte på arbejde, lå denne døde elg i vejkanten kun 800 meter fra vores hus. Åbenbart ramt af en bil i løbet af natten og i øvrigt pænt afmærket med en advarselstrekant.
På vej ind mod byen ringede jeg og vækkede Dina, så hun havde chancen for at se en død elg - når nu de levende ikke vil vise sig.
Hun stod da også op og gik ned ad vejen. Men da var det allerede for sent. Elgen var væk - så hun har stadig til gode at se en elg her i Straumsbukta.
Jeg har vel efterhånden set dem en halv snes gange - elgene. Men jeg må indrømme, at specielt om aftenen er jeg meget bange for at møde en elg på vejen. Og den døde elg her til morgen er en påmindelse om, at den frygt bestemt ikke er ubegrundet. Uden i øvrigt at være ekspert vil jeg vurdere denne afsjælede elg til at være en mindre en af slagsen, så det er bestemt ikke noget at spøge med.
Forresten fik vi elggryde i går aftes. Det er en af mine livretter - og i øvrigt en god anledning til at smage på den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta.
Billedet er taget ved otte-tiden, og som man kan se, har vi haft det mest vidunderlige vejr i dag. Høj klar himmel, masser af skarp forårssol og temperatur lige omkring frysepunktet. På en sådan dag bør man være udendørs - og ikke sidde på et lummert kontor. Jeg håber alvorligt, at det gode vejr vil holde sig til weekenden med. Efter de seneste vejrvarsler at dømme skulle chancerne være gode.

Ha' det
Jesper

På sangens vinger

En af de mærkeligste og samtidig en af de mest gribende og underholdende biograffilm, der nogensinde er lavet, er den norske Heftig og begejstret. Filmen, der også er en af de få norske kommercielle filmsuccesser, havde premiere i begyndelsen af 2001 og fyldte de norske biografer med et jublende publikum.
Heftig og begejstret er en besynderlig film, der absolut ikke lever op til almindelige kommercielle krav. Det er et dokumentarisk epos, der handler om mandskoret i en af Norges mest afsidesliggende bygder, Berlevåg, der ligger tæt på Nordkap. Historien er både gribende og morsom og kalder på alle følelser - og derfor var successen i hus allerede på premieredagen.
En så stor succes skal selvfølgelig have en efterfølger, og den havde premiere i 2002. På sangens vinger hedder den, og vi brugte søndag eftermiddag til at se den - nærmest i mangel af bedre, men filmen har nøjagtig de samme kvaliteter som etteren, så søndagen var ikke ligefrem spildt.
Historien er ganske kort, at mandskoret i Berlevåg blev så berømt efter den første film, at de i efteråret 2001 blev inviteret på en måneds turne rundt i USA. Det skete tre uger efter den 11. september, og vi følger blandt andet korets besøg på de endnu rygende ruiner på Ground Zero. Men mest af alt handler filmen om, hvordan de 30 let bedagede herrer, der for flestes vedkommende ikke er vant til at være hjemmefra, klarer sig uden kjerringerne - nordnorsk for kællingerne (Det er den bedste oversættelse, men der ligger ikke noget specielt nedsættende i den nordnorske betydning). På turen skal de klare alting selv - stryge skjorter og det vanskeligste af alt: selv tage smokingsløjfe på. (Jeg ved det af bitter erfaring, og har flere gange måttet bede receptionisten på hotellet om hjælp.)
På sangens vinger er mindst lige så vellykket som Heftig og begejstret, men man kan jo fundere lidt over, om filmen ville fungere, hvis ikke det er fordi, den er toeren. Jeg tror helt ærligt ikke, at den kan ses med særligt stort udbytte, hvis ikke man har set etteren.
Det har pudsigt nok været lidt bøvlet at finde frie billeder til historien. Normalt plejer filmselskaberne ikke at være så karrige med den slags, men det her er selvfølgelig også Norge, hvor statsstøtten til film er så stor, at en normalt kommercielt udviklet filmbranche faktisk ikke findes. Statsstøtten er sikkert også grunden til, at de fleste norske film er så uinteressante, at der ikke er nogen, der gider se dem. Heftig og begejstret 1 og 2 er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Her til aften står den i øvrigt på rensdyrkoteletter med kantarelsauce og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta. Det skal nok blive godt! I morgen er det pudsigt nok mandag og endnu en uges arbejde står for døren. God arbejdslyst.

Ha' det
Jesper

Indian summer

Vi har den seneste uge haft noget, der ligner indian summer her i Nordnorge.
Det er det smukkeste solskin og næsten ingen vind. Specielt søndagen har været helt fantastisk, så der har været tid til masser af udendørs aktiviteter.
Blandt andet har vi nu fået plukket rønnebær til den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta. Rønnebærrene i år er store og fine - og der er rigelige mængder, så det tog såmænd ikke lang tid at plukke de par kilo, som vi har brug for.
Men i øvrigt så tog jeg også en tur i ribskrattet nede ved elven. Det er sådan et selvsået ribskrat, og hvis der havde været slanger i Nordnorge, havde jeg næppe forsøgt mig, for planterne står så tæt, at man næppe ved, hvor man sætter foden. Det lykkedes mig også at samle et par kilo ribs dernede - og det er et godt supplement til de ribs, vi har i haven.
Nu er kartoffelhøsten ovre. I følge Leif-Inge har den været knap så god som sidste år, men vi har i hvert fald kartofler nok, som han siger. Jeg berettede i sidste uge om vores selvsåede solsikke i kartoffelbedet, og den har overlevet høsten - omend den nu er blevet lidt ensom. Prøv at sammenligne med billedet her.
Vi håber selvfølgelig, at det gode vejr holder nogen tid endnu. Latyrussen er først begyndt at blomstre i weekenden, og stokroserne er godt på vej, men trænger til et par dage mere med sol.

Ha' det
Jesper

TAK

Nu er 50 årsdagen overstået, og det er ved at være hverdag igen.
Selve dagen gik stille og roligt. Jeg havde jo besøg af far. Det var temmelig koldt, selv om solen skinnede, så det blev en rigtig turistdag. Vi kørte en tur til Sommerøy om formiddagen, og om eftermiddagen var vi på Håkøy for at se mindepladen for Tirpitz.
Aftensmaden stod på elggryde med kartoffelmos og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta til dessert is med multebærkompot og så en flaske god rødvin. Stille og roligt uden de store falbelader. Festlighederne gemmer vi, til vi kommer til Danmark i maj.
Jeg har den seneste uge modtaget et væld af hilsener på e-mail. De skal nok også blive besvaret efterhånden, men lad mig her sige en foreløbig tak.
Arbejdsmæssigt er der fuld knald på. Arktisk Råd har SAO-møde i Svolvær på Lofoten den 23. og 24. april. Som det ser ud nu, tager jeg til Lofoten allerede den 19. april, så jeg forhåbentlig får lidt bedre tid til et gensyn med det lille samfund, hvor jeg boede et halvt års tid for otte år siden.

Endnu en gang tak for alle hilsenerne
Jesper

Udsigt til Atlanten

Det har været fint vejr i dag - let skyet, begrænset vind og temperaturen omkring frysepunktet. Desværre skranter Dina med lidt forkølelse og blev i sengen. Jeg tog derfor kameraet under armen og kørte en tur ud til Atlanterhavskysten ved Sommerøy.
Måske skulle jeg lige forklare lidt om geografien heroppe. Tromsø by ligger på en lille ø i en fjord klemt inde mellem det norske fastland og en stor ø, som hedder Kvaløya. Vi bor cirka 35 kilometer fra Tromsø i Straumsbukta på sydsiden af Kvaløya og har altså godt 40 km til Atlanterhavskysten. (se eventuelt kortet og klik på det for at få det større).
Kort før Sommerøy kommer man gennem et lille fiskerleje, som hedder Brensholm. På de store sletter før byen, er der gærder til at samle rensdyr. Det sker vistnok hvert forår og efterår.


Broen til Sommerøy - klassisk norsk brodesign og ensporet. Det er Atlanten i baggrunden.

Når man er på Sommerøy, skal man altid have et billede ud mod Atlanterhavet mod Håja, som den store klippe i baggrunden hedder.


Og det gik så den lørdag med. Aftensmaden står på elgkarbonader og kartoffelmos med den berømte hjemmelavede rønnebærgele fra Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

Ryper

Juleaften blev fejret i Farsø - blandt andet med de medbragte norske ryper, som var vores fedtfattige alternativ til juleanden.
Dina og jeg stod for tilberedningen, der sådan set ikke er særlig kompliceret. Kræene fyldes med en god fars, krydres og steges i en times tid i en gryde. Stegeskyen tilsættes lidt fjerkræ-boullion og jævnes. Hertil serverede vi hvide kartofler og rødkål samt kogte æbler med den berømte hjemmelavede rønnebærgele fra Straumsbukta. Rigtig julemad i en håndevending - og sådan set en rigtig herreret. Det kan selvfølgelig gøres mere kompliceret med bacon, brunede kartofler, fløde eller rødvin i saucen, waldoff-salat og så videre - men det involverer altsammen betydeligt flere kalorier, og det var jo netop ideen med aftenens menu, at den skulle være lækker og fedtfattig.
Ryperne faldt i god jord og specielt far og Dina, som begge elsker at gnave fjerkræ, havde en rigtig god aften.
Efter ryperne fik vi som traditionen foreskriver ris ala mande. Jeg scorede mandelgaven - Og det var Danmark... af Morten Ingemann. Syg humor der gør godt i juledagene. Første juledag gik dog med at besøge Dinas søster Jensigne i Børglum midt i Vendsyssels hjerte. Her blev vi trakteret med Jensignes specialitet - ribbensteg efter alle kunstens regler. Rent kaloriemæssigt er det noget helt andet end ryperne, men det er jo kun jul en gang om året.
I dag flyver vi til Beijing. Her skal vi være ind til søndag, hvor turen går videre til palmer og hvide badestrande i Hainan i det sydligste Kina.

Ha' det
Jesper

Slut med torskekvoten

Lørdag middag fandt jeg fiskestangen frem og gik ned til stranden. Sandsynligvis for sidste gang i år. Dels er det ved at være for mørkt til slige fornøjelser, dels er det også lidt småkoldt at stå nede ved stranden - selv i bamsedragten.
Det er samtidig et problem, når man skal kombinere højvande med lyset. Så lad det være sagt med det samme. Betingelserne var bestemt ikke optimale.
Og resultatet kan heller ikke ligefrem betegnes som optimalt. Eller måske er årets torskekvote simpelthen bare brugt. Jeg havde egentlig sat næsen op efter et par ordentlige nytårstorsk, men resultatet blev nu kun en enkelt pandetorsk, som vi kalder dem. Af den kan der blive et par fine fiskefileter, så måske skulle jeg traktere Dina med hjemmelavet stjerneskud en af de nærmeste dage. Nu hviler torsken foreløbig i fryseren.
Vi har i øvrigt fået en del sne de seneste dage, men et tøvejr natten til i dag fik nu hurtigt gjort kål på det meste af sneen.
I aften skal vi forresten have forloren hare - en rigtig herreret og selvfølgelig med hjemmelavet rønnebærgele til.

Ha' det
Jesper