Trafikdøden

Det er så synd for Dina. Hun vil så gerne se en elg i virkeligheden, men det er endnu ikke lykkedes - også selv om den seneste optælling viser, at der skulle være 28 elge i skoven oven for vejen.
Nå ja, nu er der altså kun 27 tilbage - for i morges, da jeg kørte på arbejde, lå denne døde elg i vejkanten kun 800 meter fra vores hus. Åbenbart ramt af en bil i løbet af natten og i øvrigt pænt afmærket med en advarselstrekant.
På vej ind mod byen ringede jeg og vækkede Dina, så hun havde chancen for at se en død elg - når nu de levende ikke vil vise sig.
Hun stod da også op og gik ned ad vejen. Men da var det allerede for sent. Elgen var væk - så hun har stadig til gode at se en elg her i Straumsbukta.
Jeg har vel efterhånden set dem en halv snes gange - elgene. Men jeg må indrømme, at specielt om aftenen er jeg meget bange for at møde en elg på vejen. Og den døde elg her til morgen er en påmindelse om, at den frygt bestemt ikke er ubegrundet. Uden i øvrigt at være ekspert vil jeg vurdere denne afsjælede elg til at være en mindre en af slagsen, så det er bestemt ikke noget at spøge med.
Forresten fik vi elggryde i går aftes. Det er en af mine livretter - og i øvrigt en god anledning til at smage på den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta.
Billedet er taget ved otte-tiden, og som man kan se, har vi haft det mest vidunderlige vejr i dag. Høj klar himmel, masser af skarp forårssol og temperatur lige omkring frysepunktet. På en sådan dag bør man være udendørs - og ikke sidde på et lummert kontor. Jeg håber alvorligt, at det gode vejr vil holde sig til weekenden med. Efter de seneste vejrvarsler at dømme skulle chancerne være gode.

Ha' det
Jesper

Svampesøndag

Som sagt, så gjort. Vi brugte søndagen til en ordentlig tur i skoven. Faktisk så var vi af sted i seks timer - uagtet at skoven ligger lige på den anden side af vejen.
Men selv om der er uanede mængder af skov, så skal man ikke tro, at det bare vrimler med spiselige svampe. Det blev til en håndfuld kantareller og så en flot Karl Johan eller steinsopp, som den hedder på norsk.
Der er sådan set masser af dem, men det er svært at finde pæne, friske eksemplarer uden snegle- og ormeangreb. Så vi nøjedes beskedent med den ene, som Dina her stolt viser frem. Det er til gengæld et pragteksemplar, som det vil tage flere dage at spise. Halvdelen røg mandag aften i en elggryde, som er en ganske herlig spise. Resten i fryseren.

















Det samme gjaldt kantarellerne. Og for deres vedkommende er sæsonen bestemt ikke slut. Jeg noterede et par steder på den indre GPS, som skal besøges i den kommende uge, fordi de slet ikke var ordentlig udvokset endnu. Den slags er selvfølgelig risikabelt, for jeg er næppe den eneste i kvarteret, som gør det. Men det er mig altså inderligt imod at plukke kantarellerne før de er udvokset.
Jeg har i øvrigt en mistanke om, at elgene godt kan lide kantareller. I hvert fald var der en ordentlig dynge elglort flere af de steder, hvor jeg fandt denne dejlige svamp, der i den lokale avis mandag blev omtalt som skovens guld.
















På turen kom vi også forbi Britt og Leif-Inges sommerhus. En flot hytte som de er ved at udbygge. Det er jo flinke mennesker, så vi blev inviteret inden for til en kop kaffe, og Dina fik lov til at se Simons fotoalbum.
Således styrket kunne vi fortsætte turen ned i skoven bag huset, og det var faktisk første gang, jeg var der. En vidunderlig blandingsskov, hvor der var blåbær i store mængder. Så det blev også til ordentlig pose at disse dejlige søde bær, som er Gårdmand Bjørns ynglingsspise i Disneys tegneserie.
Jeg brugte fire deciliter til at en halv flaske vodka - og det skal med tiden blive til en forhåbentlig dejlig blåbær-likør. Resten blev til blåbær-syltetøj - og det er forresten også kræs.















Vi fik forresten også hilst på Elins kvier, som går i skoven. De er meget nysgerrige og håndtamme. Dina var ikke helt med på, at man fodrer kvier med flad hånd, så det var tæt på, at hun blev bidt af en af dem. Det havde sådan setværet en morsom afslutning på dagen, hvis vi skulle have været på skadestuen, fordi hun var blevet bidt af en ko!
Og sådan gik så den søndag. Artiklen skulle have været publiceret for flere dage siden, men der har været problemer med billedfunktionen på blogspot.

Ha' det
Jesper

TAK

Nu er 50 årsdagen overstået, og det er ved at være hverdag igen.
Selve dagen gik stille og roligt. Jeg havde jo besøg af far. Det var temmelig koldt, selv om solen skinnede, så det blev en rigtig turistdag. Vi kørte en tur til Sommerøy om formiddagen, og om eftermiddagen var vi på Håkøy for at se mindepladen for Tirpitz.
Aftensmaden stod på elggryde med kartoffelmos og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta til dessert is med multebærkompot og så en flaske god rødvin. Stille og roligt uden de store falbelader. Festlighederne gemmer vi, til vi kommer til Danmark i maj.
Jeg har den seneste uge modtaget et væld af hilsener på e-mail. De skal nok også blive besvaret efterhånden, men lad mig her sige en foreløbig tak.
Arbejdsmæssigt er der fuld knald på. Arktisk Råd har SAO-møde i Svolvær på Lofoten den 23. og 24. april. Som det ser ud nu, tager jeg til Lofoten allerede den 19. april, så jeg forhåbentlig får lidt bedre tid til et gensyn med det lille samfund, hvor jeg boede et halvt års tid for otte år siden.

Endnu en gang tak for alle hilsenerne
Jesper