Dina er ramt af en ubændig trang til at gøre rent i disse dage. Så hvad andet kan en mand gøre end at skynde sig ud af huset og udforske faunaen under vandet med noget passende fiskegrej?
Vejret var fint, og Leif-Inge er blevet færdig med slisken ved nausten, så jeg besluttede mig for at tage jollen for at pilke torsk ovre ved Rya - den lille ø, der ligger som en prop i Straumsfjorden og skaber de helt specielle strømforhold, der er her.
Det blev en herlig formiddag i strålende sol og dejlige dovne bølger. Første forsøg gav dagens største fisk - en torsk på fire kilo. Herudover blev til yderligere tre torsk og tre sej. Desuden fodrede jeg mågerne med et par småtorsk, og en rødfisk, som gled af krogen. Jeg havde ikke opdaget den - jeg fiskede på cirka 80 meter vand, men mågerne gjorde mig opmærksom på den, da de begyndte at slås om denne dybtvands-delikatesse.
Lidt over middag trak sorte skyer op over himlen og jeg sejlede hjem - en god dag rigere.
Ha' det
tirsdag den 15. juli 2008
Under vandet
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
7/15/2008 07:42:00 PM
0
kommentarer
søndag den 27. april 2008
Nu spirer det
Mens jeg har været på Lofoten, er sneen så småt begyndt at smelte her i Straumsbukta. Søndag har været ganske lun med en seks-syv graders varme, men desværre også med lidt kold vind og lette skyer, så vi ikke rigtig har set solen.
Men der er ingen tvivl om, at den har været på spil. For sneen på græsplænen er så småt begyndt at trække sig tilbage. Og der lige i snegrænsen så jeg årets første krokus. Forkrøblet af sne og is, men livsstærk på vej op af jorden. Faktisk viste det sig, at der er en fire-fem krokus på vej af de vintergækker, erantis og krokus, som jeg i efteråret satte i græsplænen i håb om, at de med årene vil brede sig til et helt tæppe. Det har været lidt af et eksperiment, da græsplænen på grund af klippegrunden er temmelig fugtig, og jeg har været bange for, at løgene måske ville drukne og rådne. Men nu ser det altså ud som om, der er liv under sneen. Det bliver spændende at følge i de kommende dage.
Jeg har også sat tulipaner flere steder - blandt andet foran huset ned mod havet. Det er et godt varmt sted, og det ser ud til, at de kommer flot, sådan som de allerede spirer nu.
Mens jeg har været væk, er der også kommet flere fugle. Jeg har i dag noteret bogfinke, vipstjert og regnspove. Et gråandepar er også begyndt at rode i kartoffelbedet. Det er interessant, eftersom vi sådan set har haft gråænder hele vinteren i udløbet af elven, men de har været meget sky og har overhovedet ikke nærmet sig huset. Men nu er det sikkert tid for at finde redeplads, og så kan et kartoffelbed måske lokke?
Jeg stod forresten op med solen i dag i det forfængelige håb at fange et par havørreder. Det skete ikke, men jeg så blandt andet en sæl. Dina er lige kommet op fra stranden og har fanget par pæne torsk, så måske skal jeg prøve igen i aften.
Den kommende uge byder på let arbejde, afspadsering og fri 1. maj, som selvfølgelig er en helligdag i det betonsocialistiske Kommunistnorge. Jeg skal i løbet af ugen overveje at skifte til sommerdæk, men jeg erindrer fra sidste år, at der kom lidt efternølende sne i begyndelsen af maj, så jeg er ikke helt sikker endnu.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
4/27/2008 05:37:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: bogfinke, erantis, gråand, havørred, krokus, Lofoten, regnspove, Straumsbukta, torsk, tulipan, vintergækker, vipstjert
lørdag den 17. november 2007
Slut med torskekvoten
Lørdag middag fandt jeg fiskestangen frem og gik ned til stranden. Sandsynligvis for sidste gang i år. Dels er det ved at være for mørkt til slige fornøjelser, dels er det også lidt småkoldt at stå nede ved stranden - selv i bamsedragten.
Det er samtidig et problem, når man skal kombinere højvande med lyset. Så lad det være sagt med det samme. Betingelserne var bestemt ikke optimale.
Og resultatet kan heller ikke ligefrem betegnes som optimalt. Eller måske er årets torskekvote simpelthen bare brugt. Jeg havde egentlig sat næsen op efter et par ordentlige nytårstorsk, men resultatet blev nu kun en enkelt pandetorsk, som vi kalder dem. Af den kan der blive et par fine fiskefileter, så måske skulle jeg traktere Dina med hjemmelavet stjerneskud en af de nærmeste dage. Nu hviler torsken foreløbig i fryseren.
Vi har i øvrigt fået en del sne de seneste dage, men et tøvejr natten til i dag fik nu hurtigt gjort kål på det meste af sneen.
I aften skal vi forresten have forloren hare - en rigtig herreret og selvfølgelig med hjemmelavet rønnebærgele til.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
11/17/2007 04:39:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: bamsedragten, forloren hare, højvande, rønnebærgele, sne, torsk, torskekvote
søndag den 16. september 2007
Dagens fangst - en torsk og en havørn
Det har været et møgvejr hele weekenden. Egentlig var planen, at vi skulle have været ude at pilke med jollen, men det har altså silet ned i stænger. Derfor er det blevet mere til indendørs sysler. I går lavede jeg marmelade af nogle nektariner, der var ved at være for gamle, og ellers er det mest blevet til hygge foran pejsen med en god bog (Stieg Larsson: Manden der hader kvinder) og en enkelt DVD (Blodsbånd med Wallander i Ystad).
Søndag eftermiddag var der imidlertid en pause i regnen, og så måtte jeg jo lige ned til stranden for at hente aftensmaden. Det var hurtigt gjort - 10 minutters effektivt fiskeri og en torsk på halvandet kilo var hjemme.
Men nu var jeg jo klædt på til at være udendørs, så jeg satte mig ud til havebordet bevæbnet med en kop kaffe og mit kamera. Lykken står den kække bi! Så sandelig om der ikke kom en havørn flyvende, mens jeg sad der og filosoferede over eftermiddagskaffen - noget alle danskere tilsyneladende gør efter Svantes Viser.
Ved et nærmere eftersyn kunne billederne af havørnen nok have været lidt skarpere, men her er i hvert fald beviset for, at vi har havørne i baghaven. Så må jeg i øvrigt til at gå i skarp! træning som fuglefotograf. Den ædle kunst har sikkert noget med tålmodighed at gøre - og det er jo ikke just min stærke side. Noget nemmere er det at fotografere en død torsk på fortrappen mellem Dinas Tagetes - er de forresten ikke flotte?
I skrivende stund kommer Dina op fra stranden med endnu en torsk, så nu er der også lidt til fryseren.
Jo, livet er ikke det værste, man har.
Og hermed vil jeg ønske alle en lykkelig arbejdsuge.
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
9/16/2007 04:26:00 PM
0
kommentarer