Synd og tilgivelse

DR-K viser i øjeblikket TV-serien fra 1977 bygget på Hans Kirks roman Fiskerne. Der er tale om en dramatisering af en af de vigtigste danske romaner i det 20. århundrede. Set med vore dages øjne er TV-serien nok lidt altmodisch og lang i spyttet, men det var nu engang sådan, at man lavede TV-dramatik i monopol-tiden, og det er på sin vis ganske befriende at se - sammenlignet med moderne serier som Lærkevej og Livvagterne, hvor det næsten ikke er til at holde styr på alle intrigerne.
Handlingen i Fiskerne er mere enkel. Det er kampen mellem religiøs snæversyn, vanvid, intolerance og frådende fundamentalistisk forstokkelse mod frisind og oplysning. Det er en kamp, som er yderst relevant den dag i dag, hvor intolerant åndsformørkelse stikker sit grimme fjæs frem overalt i form af både middelalderlig islamisme og moderne politisk korrekthed. For også tidens helsebølge har dette religiøse træk over sig, når rygere, drukmåse og overvægtige formenes adgang til store dele af det offentlige liv sammen med bandeordene og det levende sprog, og skolernes væsentligste opgave er at opdrage ungdommen til at blive radmagre, anæmiske livsforagtere. Budskabet om jammerdalen og renhed som vejen til frelse har til stadighed gode kår, og som altid udviser de frelste en nyfigen og omklamrende omsorg for alle os andre.
Jeg læste i sin tid Fiskerne i mine teenageår i Farsø. Her var romanen særdeles levende læsning, da mange af bogens arketyper gik rundt i byen og prædikede skinhellighed og skinbarlig farisæisme. Jeg erindrer blandt andet præsten ved min konfirmation, som virkelig troede, at Jesus kunne reparere biler, hvis man bad ham om det - og man så i øvrigt var from nok til at blive tilgodeset med slige verdslige tjenester.
Fiskerne er selvfølgelig også interessant, fordi jeg nu er flyttet nordenfjords. Bogen foregår nemlig her på egnen. Hans Kirk kunne ikke sætte sine ben i Gjøl i adskillige år efter bogens udgivelse - og Gjøl Kro skylder faktisk TV-serien sin eksistens.
Tirsdag aftens afsnit - det tredje ud af seks - er et af de centrale kapitler i bogen. Det er her, hvor Laust Jensen, glimrende spillet af Otto Brandenborg, ligger for døden efter at være blevet stukket af den i øvrigt velsmagende fjæsing. Han har syndet og gjort sin steddatter Adolfine gravid. Selv mener han, at fjæsingebiddet er Guds straf og nægter at modtage behandling. Menigheden samtykker, men beder dog for hans frelse, når han skal til doms. Efter Laust Sands død diskuterer man, om det nu er muligt at få frelse for stor en synd. De fleste med den stærke, snu og ellers uforsonlige indremissions-leder Thomas Jensen i spidsen er overbevist om Guds nåde - og er således allerede godt på vej ind i den mere blide grundtviganisme, som man ellers foragter, men Adolfines kæreste er uforsonlig. Laust Jensen vil blive svedet i svovlpølen til evig tid. Hvad har man ellers helvede til? spørger han såre logisk og menneskeligt.
Og det kan vi jo så gå og tænke lidt over her i den søde juletid. Hans Kirks roman og TV-serien er således evig aktuel.

Ha' det
Jesper

Foto: DR

Manden på månen

I mit halve århundrede har der været fire begivenheder, som fungerer som en slags varder, hvor fra man kan orientere sig i livet. Det er historiske højdepunkter, som kan bruges til at datere andre begivenheder i forhold til. Karakteristisk nok for udviklingen og for tiden spiller USA en vigtig rolle i alle begivenhederne.
Det drejer sig om mordet på Kennedy i 63. månelandingen i 69, murens fald i 89 og angrebet på New York i 2001.
Mordet på Kennedy er jeg lige i det yngste til rigtigt at kunne bruge til noget, og murens fald og 11. september var efter min mening forudsigelige begivenheder, som egentlig bare var konsekvensen af lang tids politisk udvikling. Men månelandingen: Det var den rigtige ikoniske begivenhed, som jeg altid vil kunne huske som den allerstørste begivenhed på verdensscenen i mit liv.
Mange yngre mennesker vil måske mene, at det ikke var noget særligt, men for en 11 års knægt i Farsø var det den ultimative begivenhed. Først og fremmest, fordi jeg altid har været bidt af flyvning og rumfart, men også fordi det var verdens første store begivenhed, som blev transmitteret worldwide i TV, og så var det simpelthen livsfarligt for astronauterne. Ingen vidste om de måske pådrog sig ukendte vira deroppe - måske ville de endda bringe denne smitte til jorden med en altudslettende pandemi til følge. Desuden var mængden af ilt, vand, brændstof og andre fornødenheder på rumfærden stærkt begrænset, der var absolut ingen muligheder for at sende hjælp derop og endelig foregik det hele i et fartøj bygget af staniol på størrelse med en lille bil og med mindre datakraft end kørecomputeren i en moderne bil. Det var simpelthen vor tids Erik den Røde, Columbus, Magellan, Vitus Bering, Vasca de Gama, Amundsen, Nansen og Knud Rasmussen samlet i et diminutivt månelandingsmodul på en halv snes kubikmetre og personificeret i TV-stjernerne Armstrong og Aldrin. Det var kort sagt suicidalt galmandsværk transmitteret direkte ind i stuen, mens det foregik.
Så natten til den 20. juli blev tilbragt foran fjernsynet - først for at se selve landingen og efterfølgende Armstrongs berømte månevandring, som også er omtalt i forrige indlæg. Og det at se fjernsyn om natten var i sig selv en begivenhed. Der var nemlig kun en tv-kanal i Danmark på det tidspunkt , og den sendte normalt ikke længere end til ved 11-tiden. Månelandingen gjorde folk som Claus Toksvig, Christian Rovsing og Henrik Stub til lokale TV-kendisser over en nat.
Det var så stor en begivenhed, at den danske tyggegummi-fabrikant Dandy i tiden efter producerede tyggegummi med samlebilleder af de største begivenheder i forbindelse med færden til månen.
Mange af billederne er lagret næsten ikonografisk præcist på min indre monitor - og jeg vil med pavlovsk automatik altid forbinde disse billeder med duften af frisk tyggegummi.
Jeg har været inde på NASA's hjemmeside og lånt nogle af fotos'ene fra disse såkaldte tyggegummibilleder. Prøv selv at se og snus så rigtig godt ind. Måske kan du også lugte duften af Dandy?

Ha' det
Jesper

Silkehaler!

Så skete det endelig. Silkehalerne slog sig ned i selje-rønnen.
Silkehalen er forholdsvis almindelig heroppe, og jeg har flere gange i bilen set store flokke flyve rundt. Men det har længe undret mig, at jeg ikke har set dem i haven, hvor vi har en selje-røn fuld af bær. Af en eller anden grund lod sjaggerne nemlig træet stå i efteråret. Forrige efterår ribbede en flok sjakkere træet for bær i løbet af et par timer.
Men lørdag morgen skete det så. Jeg var ved at lave morgenkaffe og så som så mange gange før en flok fugle ude i træet uden egentlig at tage notits af det. Men hov, hvad var det? De her havde da en sjov lille top på hovedet. Jamen, er det ikke...? Jo, det er sørme silkehaler.
Det var godtnok ikke ordentligt lyst, men frem med kameraet. Det blev til de få billeder, du ser her. For pludselig lettede flokken - og væk var de, før jeg fik monteret blitz og kom i overtøjet.
Men modlys eller ej! Der er ingen tvivl - det er silkehaler.
Og det er faktisk første gang, jeg har haft lejlighed til at se dem sådan helt tæt på heroppe. Men jeg husker tydeligt, da jeg så en silkehaleflok for første gang i mit liv.
Det var en gang i begyndelsen af 70'erne. På Postbakken i Farsø, der hvor der i dag er cykelforretning, stod der dengang et tjørnehegn. En vinterdag med frost og klart solskin - jeg husker det, som var det i går - sad der en kæmpeflok i tjørnene og forlystede sig med tjørnebær.
Silkehalen kan i kolde vintre ses i Danmark. De kommer da i store flokke med tusindvis af individer. Men alligevel er det da et så sjældent syn, at mit første møde med silkehalerne stadig står mejslet ind i min bevidsthed.
I øvrigt er det langt fra alle dyr, som kan tåle at spise bær på denne tid af året. Mange gange gærer de nemlig og får et kraftigt indhold af alkohol - og det sker jævnligt i Sverige, at politiet må ud og tage sig af en beruset elg.
Men det gælder ikke for silkehalerne. De kan tage fra og tåle mosten. For selv om den forholdsvis lille fugl - på størrelse med en stær - fortærer store mængder gærede bær om vinteren, så bliver den alligevel ikke beruset, idet arten er udrustet med en usædvanlig stor lever, som sætter den i stand til at forbrænde store mængder alkohol, noterer Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside.
Som navnet antyder, er silkehalen en utrolig flot fugl med gule og røde felter på især hale og vinger. Jeg håber, at de vender tilbage til selje-rønnen igen en anden dag, så jeg få nogle bedre billeder. Kryds fingre!

Ha' det
Jesper

Karlsvognen

- Og så har vi en hilsen til Karl i rummet. Vi samlede ind i Store Bjørns rumhjelm og vi vil gerne høre "Når på himlen små stjerne blinker..."
Intet kan jage tankerne så meget på himmelflugt, som når man en frostklar stjernenat stiller blikket på uendeligt og sender en telepatisk hilsen til alle dem, der måske er derude.
Jeg kan ikke rigtig huske det, men efter sigende skulle en sådan stjernenat stemme unge mennesker specielt romantisk - og hvis der så kommer et stjerneskud, er den helt hjemme.
For en midaldrende herre som mig, er stjernerne mere en påmindelse om det store uendelige, som er så svært at forestille sig. I vores forestillingsverden er alting endeligt og målbart - og så passer sådan en uendelig og dog evigt ekspanderende størrelse som verdensrummet meget dårligt ind i modellerne. Det kan man så acceptere - eller ty til religiøse forestillinger om en eller anden gammel mand, der sidder og leger med stjerner, som vi andre legede med Lego, da vi var små.
Forleden aften fik jeg dette fine billede af Karlsvognen - eller Carlsbergvognen, høhø, som vi sagde i mine unge dage. For mange er dette stjernebillede indgangen til en lidt større forståelse af rummet. Billedet er nemt at finde, og da det med et fint ord er circumpolart, så kan man altid se det, når der ellers ikke er skyer på nattehimlen.
Karlsvognen kan bruges til finde Nordstjernen og var derfor tidligere et vigtigt redskab i navigationen. Nordstjernen findes ved at forlænge bagsmækken på Karslvognen fem gange opad. Set fra jorden er Nordstjernen stationær cirka en grad fra himlens nordpol, og kan derfor bruges til at bestemme verdenshjørnerne med. I gamle dage brugte man nordstjernen til at bestemme misvisningen på et kompas. Misvisningen er det fænomen, der opstår, fordi den magnetiske nordpol rent faktisk ikke ligger på den geografiske nordpol. I Danmark er misvisningen ubetydelig, men på vore breddegrader snakker vi om en 50 - 60 grader, og det kan jo føre en ganske langt fra det tænkte mål, hvis man ikke lige får det med i beregningerne.
Den slags problemer har vi heldigvis ikke, når vi kører i bil i vore dage. Det er bare ind på internettet og skrive en kørselsvejledning ud - så skulle det gerne gå af sig selv.
I den kommende uge skal vi have et såkaldt SAO-møde i Kautokeino - oppe i den norske Finnmark. Jeg kører selv derop, og starter derfor her til morgen med de første 400 km til Hätta i Finland, hvor jeg overnatter og samler en kollega fra Murmansk op søndag.
Det bliver en travl uge, men mon ikke jeg får tid til at blogge et par billeder. Torsdag aften går turen til Oslo, og så er det planen at tage et smut til Farsø mandag og måske tirsdag.

Ha' det
Jesper

Sommerasters

Efter ikke at have set haven i dagslys i en hel uge var det herligt endelig at komme ud og kigge i dag - og der ventede der mig en stor overraskelse.
Da jeg besøgte mine forældre i Farsø i slutningen af juni, fik jeg nogle af fars små sommerasters med hjem. De blev plantet, men der har nu ikke været den vilde vækst i dem i løbet af sommeren - kølig som den har været.
Men nu - her i slutningen af oktober og efter den første periode med nattefrost - står de i fuldt flor. Tja blomsterne er måske lidt små i det, men de blomstrer i hvert fald. Og efter en nat, hvor vi har skruet uret tilbage, fordi det ikke længere er sommertid, og hvor dagen efterhånden er kortere end otte timer, så er det helt vidunderligt bare at se noget, der blomstrer.
Og det er jo ikke slut med disse sommerasters. Bemærk julerosen nederst til højre i det lille billede. Den blev plantet samtidig med asters'ne. Den har fået en glans på bladene, som den ikke har haft hele sommeren, så gad vide, om ikke den er ved at vågne til dåd?
Ellers er weekenden ved at gå på hæld, og en ny arbejdsuge står for døren. Mandag morgen tager jeg til Helsingfors, hvor jeg skal til møde det meste af ugen. Hjemme igen enten torsdag eller fredag.

Ha' det
Jesper

Hej hejre

Jeg tager til Farsø om et par timer, men jeg syntes da lige, at jeg ville tage en runde i haven, før jeg kører i lufthavnen.
Vejret i dag er gråt, men stille. Alt åndede fred og idyl, da mågerne pludselig begyndte at skræppe. Det skyldes en gammel hejre, der lige syntes, at den ville slå et slag ned forbi min have.
Mågerne mente sådan set at have vundet hævd på stedet og larmede voldsomt. Fiskehejren lod sig dog ikke så meget som mærke med det. Den lod som ingenting - tog et par slag med vingerne og satte næbbet ned mod Hella - de lokale fiskehejrers foretrukne fiskested. Imponerende ser det ud, når denne store grå fugl adstadigt og med værdighed glider gennem luften.
Det er fredag eftermiddag, så alle ønskes en god helg.

Ha' det
Jesper

Glade analfabeter

Danmark er det eneste land i verden, hvor analfabeterne både kan læse og skrive. Sådan sagde Poul Henningsen engang i tidernes morgen.
Han har fuldstændig ret. Sproglig slaphed og ligegyldighed breder sig overalt i det danske samfund.
Se nu blot det skilt, der står foran bageren i Farsø. Det er jo temmelig uanstændigt, blot fordi bager(-)jomfruen(?) åbenbart ikke forstår, at sammensatte substantiver (navneord) altid skal skrives i et ord på dansk. Bagerjomfruen gør sig skyldig i det, som sprogforskerne med et fint ord kalder substantivfragmentering (i et ord), og det kan alle jo høre er en stor synd. Også selv om nutidens unge næppe kan se forskel på en ældre bolig og en ældrebolig.
Der er flere årsager til, at flere og flere har svært ved at finde ud af, om det skal i et eller to ord. Den væsentligste er givetvis, at man ikke lærer grammatik i folkeskolen, og efter latinens afskaffelse næppe heller i gymnasiet. Der kan også være tale om en afsmitning fra engelsk, hvor sammensatte substantiver altid skrives i to ord. Endelig er det et problem, at der også er mange professionelle sprogbrugere, som er alt for dårligt grammatisk funderet. Ofte med den meget dårlige begrundelse eller undskyldning, at grammatisk indsigt forhindrer kreativ brug af sproget. Det er for eksempel den type af journalister, der har aflivet den gode gamle datid og derfor skriver i dramatisk præsens (nutid). Jeg vil nu nok mene, at dramatisk præsens kræver et stærkt mådehold, hvis det skal virke spændende. Som det anvendes i medierne i dag, er det blot trivielt, kedeligt og irriterende. Eftersom de skrivende analfabeter næppe kender forskel på nutid og datid, forsvinder den overlagte bevidste brug af effekten - og bliver blot til endnu en forfladigelse af sproget, en kliche, fordi dumhed ophøjes til kreativitet.
Et sprog er en levende ting. Der skal være plads til udvikling og nytænkning. Men der skal sandelig også være rammer, som vi er enige om at holde. Ellers fører det til misforståelser og anarki.
Vort modersmål er dejligt. Brug det med omtanke og omhu!

Ha' det
Jesper
(Gnaven, gammel mand)

Søens folk

Weekenden blev tilbragt i Farsø. Det var egentlig en hurtig smuttur for at besøge mine forældre, og jeg havde ikke engang et kamera med - troede jeg da, indtil jeg kom til at tænke på, at der er kamera i mobiltelefonen.
Jeg har aldrig rigtig brugt kameraet før - og jeg synes unægtelig også, at billederne er meget lidt skarpe og noget flade i det. Men med PhotoShoppen har jeg prøvet at rette op på det - tilført lidt mere kontrast og lys - og ikke mindst brugt "unsharpen mask" funktionen, der får billedet til at fremstå optisk skarpere end i virkeligheden.
Mine forældre bor i en ældreboligforening, som hedder Syvsovergården. Opkaldt efter Johannes V. Jensens fantastiske Himmerlands-fortælling om nogle nytårsløjer, der måske gik lidt for vidt. Angiveligt skulle historien have foregået i virkeligheden ikke langt fra mine forældres bopæl. Adressen er i øvrigt Gråbølle, der jo var Johannes V. Jensens litterære spejling af Farsø. Syvsover-gården ligger idyllisk ved siden af den sø, der har givet byen sit navn.
Da jeg var dreng, morede vi os med, at vi havde den gamle konges særlige bevågenhed. Han sluttede jo altid sine taler med en hilsen til søens folk - og vi var jo "Far-søens folk." I øvrigt var både Kong Frederik og Dronning Ingrid ofte gæster i byen, som ligger ikke langt fra kongefamiliens sommerhus i Trend.
Dengang fandtes der i øvrigt en købmand i selve Trend - en rigtig rodebutik af en blandet landhandel og vandingssted for blandt andet posten og rutebilschaufførerne, der altid stoppede op for at få en håndbajer i butikken. Det fortælles, at købmanden en dag gik og rodede i kælderen, da døren gik. Han troede, at det var posten og råbte til ham, at han bare skulle slå røven i sædet og ta' en bajer. Og det var netop, hvad kongen gjorde. For selvfølgelig var det ikke posten, men derimod Kong Frederik, der var kommet ind i butikken.
Den gamle konge var kendt for sin folkelighed - og sine mange tatoveringer - og han morede sig sikkert glimrende over den bramfri købmand.
Jeg vendte tilbage til Tromsø søndag aften med ankomst klokken halvto om natten. Sent, men egentlig er det ganske charmerende at ankomme ved den tid og se, at solen stadig står højt på himmelen. Mandag har også budt på rigtig sydeuropæisk sommervejr med temperaturen liggende omkring de 23 grader.

Ha' det
Jesper

Ryper

Juleaften blev fejret i Farsø - blandt andet med de medbragte norske ryper, som var vores fedtfattige alternativ til juleanden.
Dina og jeg stod for tilberedningen, der sådan set ikke er særlig kompliceret. Kræene fyldes med en god fars, krydres og steges i en times tid i en gryde. Stegeskyen tilsættes lidt fjerkræ-boullion og jævnes. Hertil serverede vi hvide kartofler og rødkål samt kogte æbler med den berømte hjemmelavede rønnebærgele fra Straumsbukta. Rigtig julemad i en håndevending - og sådan set en rigtig herreret. Det kan selvfølgelig gøres mere kompliceret med bacon, brunede kartofler, fløde eller rødvin i saucen, waldoff-salat og så videre - men det involverer altsammen betydeligt flere kalorier, og det var jo netop ideen med aftenens menu, at den skulle være lækker og fedtfattig.
Ryperne faldt i god jord og specielt far og Dina, som begge elsker at gnave fjerkræ, havde en rigtig god aften.
Efter ryperne fik vi som traditionen foreskriver ris ala mande. Jeg scorede mandelgaven - Og det var Danmark... af Morten Ingemann. Syg humor der gør godt i juledagene. Første juledag gik dog med at besøge Dinas søster Jensigne i Børglum midt i Vendsyssels hjerte. Her blev vi trakteret med Jensignes specialitet - ribbensteg efter alle kunstens regler. Rent kaloriemæssigt er det noget helt andet end ryperne, men det er jo kun jul en gang om året.
I dag flyver vi til Beijing. Her skal vi være ind til søndag, hvor turen går videre til palmer og hvide badestrande i Hainan i det sydligste Kina.

Ha' det
Jesper

Kaos i luften

De seneste dage har der været kaos i det norske luftrum. Det skyldes selvfølgelig stor udrejsetrafik i forbindelse med julen - men også det faktum, at lufthavnen i Oslo ligger på en højslette, hvor der ofte bliver meget koldt og tåget på samme tid - det vi på godt dansk kalder rimfrost.
For flyvningen giver det flere problemer. Indlysende er selvfølgelig den dårlige sigt, som gør, at flyvelederne må øge afstanden mellem flyene. Samtidig bliver landingsbanen glat, så flyene ofte bruger lidt mere tid på at lande - og endelig skaber frosten isdannelser på flyene, så man må bruge tid på afisning inden afgang.
Fredag var det helt galt. Stort set ingen norske fly afgik til tiden, for når der er forsinkelser i Gardermoen, smitter det af i hele landet. Natten til lørdag blev meget indhentet, men da vi skulle til Danmark lørdag morgen lagde vi da ud i fin stil med en halv times forsinkelse fra Tromsø. Og det fortsatte vi med hele dagen, så da vi ankom til Aalborg lørdag eftermiddag, var det sørme også med en halv times forsinkelse.
Vi havde et par timers ophold i Gardermoen. Den tid blev blandt andet benyttet til at se nærmere på rimfrosten. Det var rasende koldt; -10 grader og samtidig var luften modbydelig fugtig. Resultatet ses tydeligt på billedet - masser af rim. Landskabet ser faktisk snedækket ud, men det er det ikke. Det er rim, rim og masser af rim.
I dag er det lillejuleaftensdag, og vi er nu i Farsø.

Ha' det
Jesper

Skyggeteater i Oslo

Jeg har netop været i Farsø et par dage på et lille førjuls-besøg hos mine forældre. Jeg fløj til Danmark onsdag, hvor jeg alligevel havde et par ærinder i Oslo. Den dag bød den norske hovedstad på højt klart vejr, og da jeg kom tilbage til lufthavnen - Gardermoen - stod eftermiddagssolen vinkelret ind på terminalbygningen. Det gav en helt speciel skyggeteater-effekt, som det kan ses på det første billede, der er ubehandlet. Skyggeteatret nærmest skriger på at blive gengivet i sorthvidt, så det har jeg vist i det andet billede, samtidig med at jeg har skruet godt op for kontrasten. Desuden har jeg ændret på de styrtende linjer, så perspektivet er ændret, og det ser ud som om, billedet er taget i samme niveau som skyggerne. (Klik eventuelt på billedet for at se det i stort format.) Nu da jeg var i gang med at manipulere billedet fortsatte jeg med at ændre belysningen, så den ser ud som om, det er teget ved solnedgang - og det er egentlig mest af alt medtaget som en almindelig advarsel mod at tro alt for meget fotos. I vore dage er det alt for nemt at manipulere billeder ved hjælp af blandt andet PhotoShop, som er mit foretrukne program til billedredigering. Som sædvanlig når jeg har været i Danmark, er kufferten fuld af danske lækkerier, når jeg vender hjem. I aften skal vi have vendsysselsk grønlangkål med hamburgerryg - det er første gang i denne jul, at vi får denne udsøgte delikatesse. I morgen er det hverdag igen, og jeg ønsker alle en rigtig god arbejdslyst. Ha' det Jesper P.s.: Onsdag fik jeg også et enkelt smugkig på verdens største passagerfly Airbusses nye A-380 som blev polartestet i Oslo i sidste uge. Desværre intet brugbart foto, men jeg kan godt love, at flyet er enormt.

Jul i Tromsø

Det er ret sjældent, at jeg har tid til en tur i Tromsø centrum. Når man bor på landet, bliver forstædernes indkøbscentre som for eksempel OBS nemt de foretrukne indkøbssteder.
Men i dag trængte jeg til lidt frisk luft i frokostpausen - lunsjpausen som det hedder lokalt. Jeg tog kameraet i lommen, så jeg kunne dokumentere den lokale voldsomme trængsel og alarm. Og som det ses på fotoet ved siden af, adskiller bybilledet i Tromsø sig ikke væsentlig fra, hvad vi kender i danske provinsbyer - når vi lige ser bort fra fraværet af dagslys.
Angiveligt skulle julehandelen i år nå nye rekordhøjder. Det sker i takt med fuld beskæftigelse og ejendomsprisernes himmelflugt. Jeg læste forleden, at de samlede ejendomspriser i Norge nu er på et niveau, så hvis værdien blev ligeligt delt mellem alle indbyggere, ville der være en million kroner til hver nordmand. Hertil kommer så oliefonden, der i 2010 forventes at nå samme størrelse.
Under de omstændigheder er der nok ikke noget at sige til, at årets julegavehit i følge medierne skulle være Rolex-ure. Men måske ville det være bedre med et vækkeur. Det er mig fuldstændig uforståeligt, at der i dette et af verdens rigeste lande stadig er gamle mennesker, som må gå for lud og koldt vand på alderdomshjemmene. Aviserne bringer hver eneste dag eksempler på, hvor slemt det står til i den norske pleje- og sundhedssektor. Måske er forklaringen, at man med rigdommen også har opbygget et af verdens største bureaukratier. Forleden klagede en plejehjemsleder over, at hendes personale ikke må tørre spildt vand op fra gulvet, før der var udfyldt en blanket med en risikovurdering på arbejdet. "Den slags er nødvendigt for at sikre kvalitet i ældresektoren", hævdede den ansvarlige minister. "Idioti", hævder jeg... Kvalitet er et af de mest forslidte og misbrugte ord i offentlig management-sprog. Stol aldrig på en politiker eller embedsmand, der begynder at tale om kvalitet.
I morgen tidlig tager jeg en tur til Farsø for at besøge mine forældre. Tilbage igen lørdag. Fredag har min far inviteret mig til julefrokost i Ældresagen - vi skal nok få noget at snakke om!

Ha' det
Jesper