Viser opslag med etiketten julerose. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten julerose. Vis alle opslag

torsdag den 18. december 2008

Tusmørkezonen

Nu nærmer vintersolhverv sig hastigt. På mandag er det årets korteste dag. Sådan rent teknisk set, for det vi har i øjeblikket, kan vel næppe kaldes for dag.
Onsdag lysnede det ved 10-tiden og det begyndte ærlig talt at ligne rigtigt dagslys ved 11-tiden, hvor billedet her er taget, men allerede en time efter begyndte det såmænd at blive mørkt igen - og det var så det.
Nu er det ikke nødvendigvis så galt, som det lyder. Onsdag var specielt slem, fordi det var overskyet. Havde det ikke været tilfældet, kunne det sagtens have mindet om rigtigt dagslys. Men vejret har været rigtig træls de seneste dage. Efter en lang periode med hård frost er det nu slået om til varme og gråvejr. Hele dagen har temperaturen ligget omkring otte grader, så det er ganske varmt. Desværre blæser det også voldsomt.
Desuden er der smeltet en del sne. Og da jeg nu var ude med kameraet, skulle jeg da også lige se, hvordan det går med julerosen fra Farsø. Og sandelig om ikke, den står dernede - efter længe at have været dækket af is og sne - og ser frisk og grøn ud.
Det er da dejligt, ikke?

Ha' det
Jesper



søndag den 26. oktober 2008

Sommerasters



















Efter ikke at have set haven i dagslys i en hel uge var det herligt endelig at komme ud og kigge i dag - og der ventede der mig en stor overraskelse.
Da jeg besøgte mine forældre i Farsø i slutningen af juni, fik jeg nogle af fars små sommerasters med hjem. De blev plantet, men der har nu ikke været den vilde vækst i dem i løbet af sommeren - kølig som den har været.
Men nu - her i slutningen af oktober og efter den første periode med nattefrost - står de i fuldt flor. Tja blomsterne er måske lidt små i det, men de blomstrer i hvert fald. Og efter en nat, hvor vi har skruet uret tilbage, fordi det ikke længere er sommertid, og hvor dagen efterhånden er kortere end otte timer, så er det helt vidunderligt bare at se noget, der blomstrer.
Og det er jo ikke slut med disse sommerasters. Bemærk julerosen nederst til højre i det lille billede. Den blev plantet samtidig med asters'ne. Den har fået en glans på bladene, som den ikke har haft hele sommeren, så gad vide, om ikke den er ved at vågne til dåd?
Ellers er weekenden ved at gå på hæld, og en ny arbejdsuge står for døren. Mandag morgen tager jeg til Helsingfors, hvor jeg skal til møde det meste af ugen. Hjemme igen enten torsdag eller fredag.

Ha' det
Jesper