Det er lørdag morgen, og det er koldt uden for. Termometret viser minus 11. Det er faktisk så koldt, at det damper fra de varmeste områder af fjorden. Det er ikke så tit, vi oplever det her i Straumsbukta, men det skete nu hvert år, mens vi boede i Grønland - også selv om havtemperaturen er lavere der. Og det er simpelthen fordi de minus 11 faktisk ikke er særlig koldt efter grønlandske forhold.
Men her er det altså koldt - meget koldt. Kulderekorden for Tromsø ligger omkring de minus 18, så alt under minus ti må betegnes som frygtelig koldt.
Klokken er 9, og solen står op over Rya. Her er fjeldene ikke så høje, så derfor er det et ordentlig ryk i forhold til sidste weekend, hvor solen først kom halvtolv-tiden. Solen skinner på fuglebrættet, hvor musvitterne som sædvanligt er i fuldt vigør. De synger også så højt, at jeg kan høre det gennem ruden, så de er rigtigt i humør i dag.
Ovre i selje-rønnen residerer en sjagger. Det er en ufredelig karl, som helst har træet for sig selv. Men det er tydeligt på billedet, hvis man sammenligner med silkehalerne fra sidste weekend, at der er meget mere lys i dag. Billedet bliver både klarere og skarpere.
Nede ved elvens udløb er der også liv. En flok gråænder tager morgenbad i det nok kolde, men også ferske vand oppe fra fjeldet. De har det herligt og tolererer en nysgerrig og sikkert småsulten måge i nærheden.
Det er lørdag, det er morgen, og solen står op... Det bliver en herlig dag.
Ha' det
Jesper
P.s. Solen stod i dag op kl. 8.19 og går ned igen kl. 15.38, men allerede ved sekstiden i morges begyndte det at dæmre.
lørdag den 14. februar 2009
En kold lørdag morgen
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/14/2009 04:59:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: Grønland, gråand, Musvit, Rya, seljerøn, sjagger, Straumsbukta, Tromsø
mandag den 9. februar 2009
Silkehaler!

Så skete det endelig. Silkehalerne slog sig ned i selje-rønnen.
Silkehalen er forholdsvis almindelig heroppe, og jeg har flere gange i bilen set store flokke flyve rundt. Men det har længe undret mig, at jeg ikke har set dem i haven, hvor vi har en selje-røn fuld af bær. Af en eller anden grund lod sjaggerne nemlig træet stå i efteråret. Forrige efterår ribbede en flok sjakkere træet for bær i løbet af et par timer.
Men lørdag morgen skete det så. Jeg var ved at lave morgenkaffe og så som så mange gange før en flok fugle ude i træet uden egentlig at tage notits af det. Men hov, hvad var det? De her havde da en sjov lille top på hovedet. Jamen, er det ikke...? Jo, det er sørme silkehaler.
Det var godtnok ikke ordentligt lyst, men frem med kameraet. Det blev til de få billeder, du ser her. For pludselig lettede flokken - og væk var de, før jeg fik monteret blitz og kom i overtøjet.
Men modlys eller ej! Der er ingen tvivl - det er silkehaler.
Og det er faktisk første gang, jeg har haft lejlighed til at se dem sådan helt tæt på heroppe. Men jeg husker tydeligt, da jeg så en silkehaleflok for første gang i mit liv.
Det var en gang i begyndelsen af 70'erne. På Postbakken i Farsø, der hvor der i dag er cykelforretning, stod der dengang et tjørnehegn. En vinterdag med frost og klart solskin - jeg husker det, som var det i går - sad der en kæmpeflok i tjørnene og forlystede sig med tjørnebær.
Silkehalen kan i kolde vintre ses i Danmark. De kommer da i store flokke med tusindvis af individer. Men alligevel er det da et så sjældent syn, at mit første møde med silkehalerne stadig står mejslet ind i min bevidsthed.
I øvrigt er det langt fra alle dyr, som kan tåle at spise bær på denne tid af året. Mange gange gærer de nemlig og får et kraftigt indhold af alkohol - og det sker jævnligt i Sverige, at politiet må ud og tage sig af en beruset elg.
Men det gælder ikke for silkehalerne. De kan tage fra og tåle mosten. For selv om den forholdsvis lille fugl - på størrelse med en stær - fortærer store mængder gærede bær om vinteren, så bliver den alligevel ikke beruset, idet arten er udrustet med en usædvanlig stor lever, som sætter den i stand til at forbrænde store mængder alkohol, noterer Dansk Ornitologisk Forening på sin hjemmeside.
Som navnet antyder, er silkehalen en utrolig flot fugl med gule og røde felter på især hale og vinger. Jeg håber, at de vender tilbage til selje-rønnen igen en anden dag, så jeg få nogle bedre billeder. Kryds fingre!
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/09/2009 04:46:00 AM
0
kommentarer
Etiketter: Danmark, Farsø, seljerøn, silkehalerne, sjagger
torsdag den 1. maj 2008
Fuglene
Det har som tidligere nævnt været rigtig flot vejr i dag. Og med det flotte vejr er der kommet en masse fugle til Straumsbukta. Vi bor kun et par kilometer fra Tisnes, der er et såkaldt RAMSAR-område - altså et internationalt fuglebeskyttelsesområde.
Jeg vil ikke kommentere de enkelte billeder - blot konstatere at vi nu i modsætning til hvad jeg tidligere har beklaget - har masser af lys, og det er blevet lidt lettere at lave ordentlige fuglebilleder.
I øvrigt har jeg i dag set, men ikke fotograferet vibe, musvit, gråkrage, gråspurv, snespurv, solsort, stær, husskade og skarv.
Grågås, hjejle, skarv og kvækerfinke er for mit vedkommende første i år.
Billederne er som altid klikbare. Jeg beklager den rodede opstilling, men blogspots cms-modul kan ikke lave ordentlige tabeller.














Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
5/01/2008 06:43:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: Edderfuglen, fiskehejre, grønirisk, gråand, grågås, havørn, hvid vipstjert, kvækerfinke, sjagger, stor regnspove, strandskader, svartbag, sølvmåge
søndag den 14. oktober 2007
Fuglene
Det var tid for revanche. Jeg har tidligere på disse sider demonstreret mine evner som fuglefotograf, og det var bestemt ikke imponerende. Det må kunne gøres bedre.
Jeg har en vane med at stå tidligt op lørdag morgen og tusse rundt i køkkenet, tømme opvaskeren, skifte viskestykker og så videre. Det gjorde jeg også i dag.
Men samtidig kan jeg holde øje med, hvad der sker i haven og på havet. I dag havde en flok sjaggere erobret seljerønnen i haven, der stadig bugner af røde bær. Alle andre fugle blev brutalt jaget væk, hvis de forsøgte at få en lille bid. Lyset var godt, motiverne var der, og jeg havde masser af tid. Fuglefotografen måtte gå i aktion.
Resultatet ses her. Sjaggeren sidder velbjerget mellem mængder af rønnebær og siger sjag-sjag (deraf navnet) og advarer alle andre fugle om at komme nær. På jorden sidder en forsmået solsort og kigger misundeligt op på træet med de fede røde bær, men må nøjes med smulerne fra de riges bord. Og på tilskuerrækkerne sidder husskaden klædt i sort og hvidt, som den naturens bedemand den er, og venter opportunistisk på, om der måske vil flyde blod.
Billederne er noget mere vellykket end havørnen i sidste måned. Først og fremmest fordi lyset er godt, og dramaet udspillede sig over lang tid, så jeg havde noget at vælge i mellem. Men denne gang huskede jeg også at være opmærksom på lukketiden, der på alle billederne er så kort som 1/1000 sec. Jeg har kameraet fastindstillet på en lysfølsomhed svarende til 800 ASA, optikken er en 300 mm zoom og billederne er efterbehandlet i PhotoShop med partiel lysning og unsharpen mask-filteret.
Og således fik weekenden en god start. Jeg vil håbe, at det samme er tilfældet for bloggens læsere.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
10/14/2007 03:08:00 AM
0
kommentarer