Bøgens top

- Vort gamle Danmark skal bestå, sålænge bøgen spejler sin top i bølgen blå..., lyder det i den danske nationalsang.
Men dette billede af et par unge bøgetræer, som spejler sig i en glasfacade, er faktisk taget tirsdag eftermiddag i Larvik i sydnorge. Og der taler vi virkelig om nordgrænsen for, at bøg i det hele taget kan gro.
For et par år siden var jeg på en vandretur i Rold Skov med skovrideren for Buderupholm Skovdistrikt, som den statslige del af skoven hedder. Han mente faktisk, at Rold Skov er nordgrænsen for at dyrke bøg. Han havde tidligere arbejdet i skovene omkring Vejle - og han havde lagt mærke til en væsentlig forskel.
- Når man fælder en bøg i Vejle, så er den død - og dermed basta. Men når vi fælder en bøg her i Rold Skov, så begynder den at skyde igen fra stødet. Det er simpelthen, fordi bøgene i Rold Skov er så presset på eksistensen, at de er tvunget til at have flere overlevelsesstrategier for at bringe generne videre til nye generationer, mente den vidende skovmand, som jeg desværre har glemt navnet på.
Forresten har jeg et tæt forhold til både bøg og Norge. Mit allerførste besøg i Norge var i maj 1972, hvor jeg var med i en lille spejderdelegation, som delte bøgegrene ud på plejehjemmene i Frederiksstad i Sydnorge. Det var en stor oplevelse - jeg husker, at mange af de ældre nordmænd fik tårer i øjnene, når vi overrakte dem tre små forpjuskede bøgegrene, som vi havde høstet i Rold Skov tre uger tidligere.
Det var den gamle og navnkundige skovrider Jens Hvass i Rold Skov, der efter anden verdenskrig fik den ide at sende bøgegrene til norske plejehjem og sygehuse som en hilsen til nationaldagen den 17. maj og for at varsle det kommende forår og sommeren. Et varmt skulderklap til en norsk befolkning, som mange steder var betydeligt hårdere ramt af krigen end den danske.
Traditionen med at sende bøgegrene til Norge uddøde i midten af halvfemserne, men du kan læse mere om det her. Du kan også klikke på avisudklippet for at få det i stor størrelse.
Billedet fra Larvik øverst fortæller selvfølgelig også, at jeg nu er tilbage i Danmark efter at have siddet askefast i Norge nogle dage. Nu er det spændende, om askeskyen når at forsvinde inden fredag - for da er det ellers planen, at jeg skal en tur til Grønland.

Ha' det
Jesper

Metro

Tilbage på Øland kan jeg se tilbage på en fin arbejdsuge i Kongens København.
Som sædvanlig boede jeg på Hilton i lufthavnen - fjernt fra den forstyrrede storby og dog tæt på takket være metroen. Denne nyskabelse i den københavnske infrastruktur er simpelthen genial. Lufthavnens metro-station er direkte forbundet med lobbyen på Hilton, så jeg om morgenen bogstaveligt talt kan stå direkte ud af sengen og ombord på toget til City. Turen ind til udenrigsministeriet tager mindre end ti minutter og koster 17,50 kr. I morgenmyldretiden vil den samme tur koste mindst 150 kroner og tage en halv time i taxi.
Men københavnerne er altså nogle forstyrrede, fortravlede væsener. På trods af at der går et tog hvert andet minut, så er der altid en masse mennesker, som begynder at løbe, når de på afstand ser et tog komme ind på perronen. Jamen herregud - at opføre sig sådan og smide al værdighed og hensyntagen til andre mennesker bare for at komme to minutter hurtigere frem. Jeg forstår det ikke.
Jeg oplevede forresten en anden sær ting, som tyder på udpræget stess-syndrom hos hovedstadens indbyggere. Ved en bager bad jeg om to smurte birkes. Han spurgte om jeg ønskede smørret inden i eller ovenpå....!?!
Noget desorienteret spurgte jeg, hvad han mente med det. Jeg kender kun en måde at smøre birkes på - og det er flække brødet og så smøre smørret ud over krummen. - Jamen, det er der mange, som ikke har tid til, og så får de bare smørret ovenpå, forklarede bageren.
Jeg tog mig til hovedet, forklarede og undskyldte mange gange, at sådan gør vi altså ikke i Jylland.
Men tilbage til metroen. Det er altså en genial nyskabelse, som efter min mening gør oplevelsen af storbyen mindre stresset - fordi det er et utroligt effektivt transportmiddel i en gammel by som København, som slet ikke er designet til tæt biltrafik.
Desuden er metroen et særdeles spændende sted at fotografere. Derfor blev det til hele tre billeder til denne lille historie, som egentlig bare handler om, at jeg holder weekend på Øland - indtil søndag aften, hvor turen går tilbage til Hilton, så jeg kan nå flyet til Grønland mandag morgen, hvor den kommende arbejdsuge skal foregå.
For første gang i to år skal jeg tilbage til den store ø - og jeg glæder mig...

Ha' det
Jesper

Whiteout

Whiteout er et kendt og frygtet vejrfænomen i arktiske egne. Det opstår, når snefog eller tåge fjerner alle konturer i landskabet og nedsætter kontrasten, så jord og himmel bogstavelig talt falder i et.
Der er eksempler på folk, som er faret vild ganske få meter fra deres telt eller hytte under whiteout, men specielt blandt piloter er fænomenet frygtet. For ikke alene gør whiteout det svært at se, hvor jorden er. Det kan også påvirke pilotens sanser, så han får svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned. Under sådanne omstændigheder er det altafgørende, at han er fortrolig med instrumentflyvning - og ikke begynder at flyve efter sine indre fornemmelser. Tæt ved lufthavnen i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord i Grønland ligger der den dag i dag tre flyvrag fra en amerikansk formation på i alt otte jetfly, som i 1968 kom ind i whiteout kort før landing. De tre fly mistede orienteringen under landingen og piloterne måtte lade sig skyde ud med katapultsædet. Det skete såmænd ikke længere væk fra landingsbanen, end at man kan gå ud til vragene, hvis man har nogle timers ventetid i den grønlandske lufthavn.
I den hårde danske vinter kan det også lade sig gøre at komme ud i whiteout. Billederne her tog jeg søndag formiddag på de store sletter mellem Kokkedal og Østerby - og selv om tågen ikke er særlig tæt, så er det tydeligt, at man ikke kan se, hvor jorden slutter og himlen begynder. Forestil dig, hvordan du ville have det med at flyve under sådanne forhold!
Forresten tror jeg også, at dyrene bliver forvirret. På turen så vi flere rådyr, som stod stille ganske tæt på vejen. Det er ikke så almindeligt, så jeg tror også, at de har svært ved at orientere sig i whiteout.
Det er spændende, at vi har fået sådan en rigtig vinter i Danmark, så alle kan få en smagsprøve på, hvordan det er at leve i Arktis. Men jeg tror nu alligevel, at de fleste ligesom jeg nu snart begynder at længes efter vintergækker og erantis.

Ha' det
Jesper

Groenlandica

Norsk Polarinstitutt rydder op i disse dage. De gamle boglagre skal tømmes for at give plads til den stadigt voksende stab af arktiske eksperter og administratorer, der har kastet sig over en af de sidste af bureaukrati-verdenskortets hvide pletter.
De usolgte oplag af gamle bøger kastes i containere for at blive kørt til forbrændingen. Den slags mener jeg ellers, at man skal overlade til virkelige eksperter som nazister, Ku Klux Klan og Guy Montag, men her er det altså et par studenter-medhjælpere, der har fået bøddelens rolle.
Heldigvis opdagede jeg processen i tide. Torsdag eftermiddag stod jeg på hovedet i containerne og fik reddet et par rigtige perler til min samling af Groenlandica.
Norsk Polarinstitutt (Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser) spillede en aktiv rolle i perioden op til Haag-dommen i 1933, hvor Danmark fik tilkendt suveræniteten over hele Grønland. Derfor udgav man i perioden en hel del skrifter, som beskæftiger sig med Grønland. Et væsentligt partsindlæg var blandt andet rapporten "Norske Fangstmenns og Fiskeres Ferder til Grønland 1922-1931". Dette skrift står nu for at skulle brændes - fred være med de norske drømme om Grønland.
Udover den nævnte titel sikrede jeg mig også titler som "Ekspeditionen til Østgrønland med "Veslekari" sommeren 1929" (Denne ekspedition var et regulært besættelsestogt, der næppe lader Hitlers Weserübung i 1940 noget tilbage), "Dagbøker av Nordmenn på Grønland før 1814", "Grønlandske distriktsbeskrivelser forfattet af Nordmenn før 1814", "Hvor langt mod Nord kom de Norrøne Grønlendinger på sine Fangstferder i Utbygdene?" samt flere andre titler. Desuden fik jeg reddet mig et eksemplar af den historisk interessante, men ikke specielt grønlandsrelevante "Med hundespann på eftersøgning efter "Italia"-Folkene" fra 1928.
Det skal i øvrigt nævnes, at udgiveren af mange af disse skrifter er noteret som "Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser, Leder: Adolf Hoel". Denne Hoel var virkelig en af Norges førende polarforskere, men i lighed med Quisling og Hamsum faldt han i unåde efter krigen for et angiveligt lidt for ukritisk samarbejde med tyskerne under okkupationen.
Jeg har i mange år samlet på Groenlandica, men min samling har hidtil næppe været større eller mere speciel, end hvad man finder hos de fleste grønlands-entusiaster. Men nu har jeg i hvert fald fået en stribe perler til samlingen, som det er de færreste forundt at have - og det endda helt gratis.
Så det kan vist kun betegnes som en vellykket uge. Fredag eftermiddag går turen til Danmark for en hurtig weekend på Øland. Vi er nu i store træk færdige med at indrette stueetagen i det lille hus - så planen er at komme i gang på første sal. Skulle det mod forventning holde tørvejr, håber jeg også, at der bliver tid til en tur i haven.

Ha' det
Jesper

Ex libris igen

Som jeg har skrevet før, så er heldagsregn lig med Ex-Libris-vejr.
Det er nu halvandet år siden, at jeg begyndte at pusle med at få lavet et Ex Libris - et mærke til bøgerne i samlingen, så man kan se, hvem der ejer dem.
Lørdag regnede det hele dagen, og nu, hvor vi snart skal flytte og bøgerne alligevel skal ned af hylderne, var det en passende anledning til at gøre arbejdet færdigt.
Men nu skal man ikke tro, at al tiden er gået med ingenting. Jeg fik jo den ide at bruge symbolet fra Ravnefanen som logo. Men for at gøre det ordentligt, har jeg været nødt til at lære programmet Illustrator at kende. Det kan man ikke bare lige sådan gøre af sig selv, men Rudi, som er IT-ansvarlig på kunstskolen i Tromsø, har været så venlig at hjælpe mig. Og allerede sidste sommer havde jeg logoet klar. Jeg har blandt andet brugt det til etiketter på den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta - og jeg bruger det også på mine bjesker af omegnens frugter.
Om det færdige Ex Libris kan jeg fortælle følgende.
De rød-hvide farver symboliserer selvfølgelig min danske oprindelse, men samtidig også min tilknytning til Grønland, hvor den røde farve i flaget symboliserer midnatssolen og den hvide indlandsisen. Ravnen, som jeg har lånt fra ravnefanen og modificeret til moderne streg, er i øvrigt en karakterfugl fra Nuuk-området. Odin havde to ravne, Hugin og Munin, som holdt ham orienteret om alt, hvad der skete i verden. Det prøver jeg også - efter bedste evne, og så må jeg ganske ubeskedent tilføje, at ravnen er en temmelig intelligent fugl. Ravnefanen er det ældste kendte danske flag og symboliserer dermed min historiske interesse og tilknytning. Til teksten Ex Libris har jeg valgt en tysk fraktur - Koenigsberger Gotisch - som en hyldest til Gutenberg. Uden hans blytyper gik vi stadig rundt i verden som uvidende menneskeaber. Og lad det samtidig være en hyldest til den ultimative ytringsfrihed, som jeg går ind for. Endelig har jeg valgt en Times New Roman til mit navn - simpelthen fordi jeg synes, det er en af verdens smukkeste skrifter. Det er en klassisk antique-skrift, og jeg har valgt at sætte den som kapitæler for at efterligne en typisk romersk stenhuggerskrift - og det kan man passende se som min anerkendelse af det gamle Roms betydning for den europæiske kultur. Ikke mindst i form af latin, som jeg mener, at alle burde have kendskab til. Har man lært latin, forstår man bedre, hvor vi - og ikke mindst alle vore ord - kommer fra, og hvordan vi tænker. Samtidig giver kendskab til latin en sproglig værktøjskasse, som er med til at holde sproget skarpt og betydningsbærende. Den slags skal man ikke kimse af i en tid, hvor perkerdansk og sproglig slaphed lurer alle vegne.
Nu mangler jeg så bare turen til bogtrykkeren.

Ha' det
Jesper

Den grønlandske danskhed

Vivi Sørensen er en lovende ung, grønlandsk skuespillerspire, som har gjort sig positivt bemærket i mange sammenhænge de seneste par år.
I efteråret var hun blandt andet på turne i Norge med forestillingen Polaroid - What's really going on around the North Pole. Det funderer hun over i en klumme i forrige nummer af den grønlandske ugeavis Sermitsiaq.
Hun fortæller om sin tid som ung, oprørsk gymnasieelev, der mente, at alt dårligt i Grønland skyldtes Danmark og Hans Egede, og hvordan det ikke kunne gå hurtigt nok med en løsrivelse.
Efter en måned i Norge kommer hun i Gardermoen til en erkendelse:
"Jeg skal boarde i Gate 46. Jo mere jeg nærmer mig gaten, jo flere danske tunger hører jeg. Hvor er det dejligt at høre dansk! En sur københavnerinde klager tilsyneladende til sin mobiltelefon. Hvem havde troet, jeg ville blive glad for at høre en skingrende stemme lige i dette øjeblik?
Min grønlandske krop bliver pludselig fyldt med en mere eller mindre ukendt form for dansk stolthed. Blandt mine danske medpassagerer får jeg lyst til at vifte med mit danske pas, så de kan se, at jeg også er dansk. (...)
Det går op for mig, at jeg er dansk! En grønlænder er dansk på en eller anden måde. Vi er som et folk helt afhængige af blandt andet medisterpølse, Kim Larsen, kongefamilien og rugbrød. Vi kan ikke løbe væk fra det.
(...) For Danmark glemmer vi aldrig. Rugbrød vil vi altid spise."
Jeg håber, at alle mennesker i Jylland, på Fyn, Sjælland og omliggende øer vil tage disse smukke ord til sig - også når de møder et menneske fra Grønland, Disko og omliggende øer, som har svært ved at tilpasse sig i det danske samfund.

Ha' det
Jesper

Billedet er taget af CB Reklame og fra pressematerialet til forestillingen Polaroid. Den nydelige unge pige i herreunderbukser længst til højre er Vivi Sørensen.

En kold lørdag morgen

Det er lørdag morgen, og det er koldt uden for. Termometret viser minus 11. Det er faktisk så koldt, at det damper fra de varmeste områder af fjorden. Det er ikke så tit, vi oplever det her i Straumsbukta, men det skete nu hvert år, mens vi boede i Grønland - også selv om havtemperaturen er lavere der. Og det er simpelthen fordi de minus 11 faktisk ikke er særlig koldt efter grønlandske forhold.
Men her er det altså koldt - meget koldt. Kulderekorden for Tromsø ligger omkring de minus 18, så alt under minus ti må betegnes som frygtelig koldt.
Klokken er 9, og solen står op over Rya. Her er fjeldene ikke så høje, så derfor er det et ordentlig ryk i forhold til sidste weekend, hvor solen først kom halvtolv-tiden. Solen skinner på fuglebrættet, hvor musvitterne som sædvanligt er i fuldt vigør. De synger også så højt, at jeg kan høre det gennem ruden, så de er rigtigt i humør i dag.
Ovre i selje-rønnen residerer en sjagger. Det er en ufredelig karl, som helst har træet for sig selv. Men det er tydeligt på billedet, hvis man sammenligner med silkehalerne fra sidste weekend, at der er meget mere lys i dag. Billedet bliver både klarere og skarpere.
Nede ved elvens udløb er der også liv. En flok gråænder tager morgenbad i det nok kolde, men også ferske vand oppe fra fjeldet. De har det herligt og tolererer en nysgerrig og sikkert småsulten måge i nærheden.
Det er lørdag, det er morgen, og solen står op... Det bliver en herlig dag.

Ha' det
Jesper

P.s. Solen stod i dag op kl. 8.19 og går ned igen kl. 15.38, men allerede ved sekstiden i morges begyndte det at dæmre.

Morgenrødens pas-de-deux

Med solens tilbagekomst er det også blevet tid til igen at holde morning - også selv om det er så sent som mellem ni og ti.
Jeg stod som så ofte før, når morgenrøden sniger sig ind over mørket, i køkkenet og nød udsigten over fjorden, da en flok grønirisker slog sig ned i selje-rønnen.
Jeg tog også en stribe billeder - blandt andet det oven for, hvor en af grøniriskerne under landingsmanøvren udfører nogle balletagtige bevægelser, så jeg derfor uden tøven døber billedet "Morgenrødens pas-de-deux".
Ellers lægger vi jo mest mærke til den rensdyrfamilie - sandsynligvis en voksen hun og to kalve fra sidste sommer - som mere eller mindre har slået sig ned i haven, på marken ved siden af og i kløften ved elven.
Vi har nærmest opgivet af jage dem væk. Nu kredser tankerne mere om ulovlig jagt og en fryser fyldt med kødet af tre rensdyr - men det bliver nu nok ikke til noget. Jeg solgte både min pumpgun og min riffel, da jeg flyttede fra Grønland. Vi fik forresten tilfældigvis rensdyr-bøffer i går aftes - og ikke en gang duften af stegt rensdyr kunne jage dem væk. Klovdyr er altså ikke de mest begavede dyr her i verden.
Prøv forresten at se billedet af græsplænen. Efterhånden trampet ned som en hel motorvej. Til gengæld har dyrene kvitteret med adskillige gødningsbunker, så det bliver sikkert en flot, grøn græsplæne til sommer.
I eftermiddag går turen et lynsmut til Danmark. Tilbage igen i morgen.
Ha' en god weekend.

Jesper

Charlotte Amalie

Vel vidende at der næppe er noget så kedeligt som at se andres feriebilleder vover jeg alligevel et øje og bringer her og i et par kommende indlæg en stribe billeder fra Charlotte Amalie, hovedbyen i det tidligere Dansk Vestindien.
Det gør jeg først og fremmest, fordi det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kan lade være og så med den forhåbning, at andre måske alligevel synes, det er en lille smule interessant, fordi det er en del af vores fælles kulturarv.
Charlotte Amalie og de fleste grønlandske byer har det til fælles, at de i sin tid er planlagt og disponeret på tegnestuer i København. Her i det flade Danmark har man simpelthen ikke haft gode nok informationer og fantasi til at forestille sig en anden topografi med meget store højdeforskelle. Det har man så kompenseret for lokalt ved at tilføje byplanerne en række meget store trapper. Blandt andet i Charlotte Amalie den berømte 99 trin, som vist nok er på betydelig mere end 99 - jeg havde bare ikke energi nok til at tælle efter.
Og hvis man vender sig om, går nogle meter længere hen ad gaden og ser den modsatte vej, er der sandelig en trappe mere. Jeg er ikke i tvivl om, at planlæggerne gjorde, hvad de gjorde i den bedste mening, men det er og bliver en gang skrivebordsarbejde!
Foran guvernørboligen, der blandt andet har huset den nok så berømte Peter von Scholten og i dag er hovedsæde for den amerikansk administration, har man bevaret skilderhuset - mere dansk kan det vel næsten ikke blive. Og så bærer vi over med, at vi jo ellers gerne havde set Margrethe den Andens monogram på kræmmerhuset. For resten mindes jeg ikke - ikke engang på den danske flådebase i Grønnedal - at have set et skilderhus i Grønland. Det er da en mangel. Det kunne da se flot ud foran Søren Rigsombudsmands hus på kolonihavnen i Nuuk!
Christiansfortet er ved at blive restaureret i øjeblikket. Det sker blandt andet med velvillig bistand fra en række danske murerlærlinge, der hver får seks ugers lærlingetid i Charlotte Amalie. Fortet ligger naturligvis ved havnen og var i gamle dage tilflugtssted for byens befolkning, når Caribiens navnkundige sørøvere blev for trælse. Men for det meste skete sørøveriet vistnok med den danske administrations viden og uden nævneværdig protest. for det gik jo mest ud over de andre. Det er typisk dansk neutralitetspolitik, som vi med større eller mindre held har praktiseret indtil Danmarks indtræden i NATO efter anden verdenskrig.














Denne pitoreske baggård, der mest af alt giver mindelser om en klostergård, findes ved siden af Frederikskirken i Nørregade. Det er da idyl, så det forslår! Jeg kan sagtens se mig selv sidde der under halvtaget med en iskold Lava Flow - rom, kokosmælk, ananas og jordbær blendet med is!














Den gamle bydel er gennemskåret af gader på den ene led og som her en række småstræder på den anden led. Butikkerne ligger tæt i området, der er velholdt og restaureret. Især juvelerer og tøjbutikker med tøj fra alle de store mærkevareproducenter. Jomfruøernes toldfrihed gør det til et sandt købemekka. Blandt andet købte jeg en Tommy Hilfiger poloskjorte til 38 dollars. Den nøjagtig samme model har jeg set i København til 800 kroner.














Som alle ældre byer er Charlotte Amalie ikke rigtig indrettet til biltrafik, og der er småt med plads i mange af gaderne. I øvrigt praktiserer man venstrekørsel på Jomfruøerne, selv om man ellers har højrekørsel i USA. Læg i øvrigt mærke til elledningerne både på dette foto og det foregående. Det er typisk amerikansk - noget rod, som får en til at undres over, hvordan de i det hele taget bar sig af med at sende en mand til månen - og ikke mindst at få ham hjem igen.


Ha' det
Jesper

Det tabte paradis

Naar vi i de lange vinteraftener i Groenland sad paa den lokale slyngelstue og vaedede ganen, faldt talen ofte paa de vestindiske oeer. Hvad nu, hvis det var Groenland, der var blevet solgt i stedet? Saa ville vi jo sidde paa St. Thomas med rom i glasset og nyde solen - i stedet for den hylende snestorm.
Under alle omstaendigheder var det en drengedroem, der gik i opfyldelse, da jeg onsdag morgen for foerste gang satte mine foedder paa St. Thomas. Og jeg blev ikke skuffet. Det er simpelthen paradis paa jord. Og det gav stof til eftertanke om politikernes utrolige kortsigtede og idiotiske pengebegaer, naar nogen i det hele taget kunne faa den tanke at saelge dette paradis. Det burde udloese en rigsretssag!
Paa torvet er der en statue af Christian den 9, som er meget populaer i byen. Det var under ham, at slaverne paa oeen blev frigivet. Der er naesten ingen ende paa, hvor mange gode grunde der er til at vaere stolt af Christian den 9 i foelge en af de lokale taxachauffoerer.
Nu er stedet begunstiget med told og skattefrihed, saa velstanden er stor og med til saette paradiset i relief sammenlignet med f.eks. Haiti, men alligevel. Charlotte Amalie, der i perioden 1750 og de naeste hundrede aar frem var den naeststoerste danske by efter Koebenhavn, er begunstiget med stor naturhavn, og St.Thomas er derfor blevet centrum for krydstogtskibene i Caribien. Sammen med os var der seks andre skibe den dag, og der var nok at goere for en driftig befolkning med at faa noget ud af det. Paa grund af toldfriheden er det her, amerikanerne rejser til, naar de skal handle toldfrit - og det er ikke salami og flaeskesteg, de koeber. Det er guld og diamanter, og jeg vil anslaa, at der i Charlotte Amalie alene er smaa 100 juvelererer og guldsmede.
Byen er meget speciel - praeget af dansk arkitektur, som den er. Meget er restaureret i dag, men man er stadig ikke helt faerdig med blandt andet det gamle danske fort. Huse og veje virker velholdt, og saa er der et sand mylder af smukke planter - lige fra Hibiscus til guldranke og svigermors skarpe tunge. Og saa har man jo beholdt de gamle danske gadenavne. Vi indtog vores frokost paa en lille cafe i trompeterens straede - og i oevrig til tonerne af blandt andet All along the watchtower med Jimi Hendrix.
Det skal ogsaa med, at en af verdens 10 bedste badestrande ligger i Charlotte Amalie - Magens Bay. Skoen hvidt sand mellem palmerne og dejligt varmt og rent caribisk vand i bugten. Magens er i oevrigt en amerikanisering af Mogens!
Efter alt for faa timer maatte vi onsdag aften igen forlade denne tabte danske perle.

Ha' det
Jesper

Socialismens triumf

Er der en ting, der kan samle det socialistiske regime og den kristne opposition i Norge, så er det en grundlæggende mistillid til, at folk kan tage ansvaret for egne handlinger - og for eksempel komme helligdagen i hu, hvilket vel ellers burde været et individuelt valg i en kultur, der ynder at fremstille sig selv som inkluderende og mangfoldig.
Derfor findes der en restriktiv lukkelov - for hvilken der næsten ingen undtagelser findes - som siger, at Norge er lukket land om søndagen.
Se for eksempel parkeringspladsen ved egnens største købmand, som den så ud i dag ved middagstid. Fuldstændig tom, fordi købmanden absulut skal have lukket om søndagen - også selv om det er søndagen før jul. Og selv om alle er enige om, at øget forbrug er den eneste måde at løse finanskrisen i landet på.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel er det et frygteligt spild af ressourcer at lade et kapitalapparat som et supermarked stå ubenyttet hen en søndag - især taget i betragtning at det giver ekstra travlhed om lørdagen, så man må bruge ekstra personale.
Men sådan må det nødvendigvis være i et land, hvor borgerne er villige til at acceptere, at staten bestemmer alt. I øvrigt er landet blevet mere frit, siden jeg var på Lofoten i 2000. Dengang var det sandelig også forbudt af fiske om søndagen, så det synes som en mindre bølge af frihed alligevel skyller hen over Norge.
I Grønland havde vi slet ikke nogen lukkelov. Derfor var søndag almindeligvis den største indkøbsdag - og jeg tror, at alle, der har oplevet det, vil give mig ret i, at det gav en meget afslappet og behagelig stemning i butikkerne. Så mit juleønske må være, at Danmark i det kommende år får fjernet de sidste rester af en lukkelov - for Norges vedkommende vil det sikkert være omsonst med et sådant fromt ønske.

Ha' det
Jesper

Aurora Borealis

Søndag aften oplevede vi et sandt festfyrværkeri af nordlys. Det var egentlig ikke fordi, det var særligt voldsomt, men mere fordi det stod på i timevis.
Nordlys eller aurora borealis, som det hedder med et fint ord, er elektromagnetiske udladninger fra solplet-aktivitet, som skaber flueriserende lys i forbindelse med luftarter i cirka 100 km højde over jorden. Nordlys er som navnet siger især synlige over nordlige himmelstrøg, men lysene følger jordens magnetfelt og til ethvert nordlys findes der et tilsvarende sydlys i nærheden af Antarktis.
Nordlys er et fascinerende skue - og det kan simpelthen ikke gengives retfærdigt på billeder. På den måde er det vores lille hemmelighed, som ikke kan deles med andre. Alle, der har boet på disse kanter, kan ved højtidelige lejligheder fælde en lille tåre, når man udveksler nordlys-minder. For smukt er det - og hvad der er ligeså fascinerende - det er fuldstændigt lydløst og føjer sig således smukt ind i stilheden i den store og øde del af jordkloden, som vi holder af.
Inden jeg flyder helt over med polarromantik, skal det med, at nordlys bedst ses, hvis der ikke er andet lys i nærheden - og det er altså et problem her i Nordnorge. Aktuelt har vi Straumsbukta gadelyset og på sydhimlen er der genskæret fra storbyen Tromsø. Billederne her er taget oppe fra skoven og på vejen mod Sommerøy ved Buktelia. Og som det ses, er det svært at undgå lys fra alle mulige kilder, selv om polarmørket er ved at sænke sig over egnen.
Det problem var ikke så udtalt i Grønland, og min største og smukkeste nordlys-erindring er en tur en nat fra Kapisillit til Nuuk, hvor der samtidig var morild i vandet. Vi sad fast i isen flere gange, og det var vist temmelig alvorligt, men alligevel var det en stor, stor oplevelse.
Og med disse ord vil jeg ønske alle en god, ny arbejdsuge.

Ha' det
Jesper

Sne på toppen

Det har været temmelig koldt de seneste dage. Natten til søndag var vi nede på 2,7 grader.
Det betyder selvfølgelig, at det er blevet frostvejr i de højere luftlag og mandag morgen kunne vi så konstatere, at der var kommet sne på toppen af Bentjordstinden.
Et uomtvisteligt varsel om koldere tider - og pudsigt nok på samme tid, som det samme skete i Nuuk. I alle de år jeg kan huske, lagde sneen sig altid på toppen af Sermitsiaq i den første uge af september.
I weekenden var der forresten tivoli i Nuuk. De gjorde det godt. 1,4 million i omsætning, men der var selvfølgelig også udbetaling af overskydende skat i Grønland i torsdags. Selv skulle jeg have 132 kroner tilbage. Tænk sig, de kom på en check i norske kroner. Det kan man virkelig kalde service i en kold tid fra en myndighed, der normalt ikke lige forbindes med stor kundetilfredshed.

Ha' det
Jesper

Hvalbøffer og sælskinke

Fredag aften havde Dina inviteret den grønlandske forening og naboerne til grønlandsk aften.
Jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at fremmødet var beskedent sådan rent kvantitativt, men til gengæld af høj kvalitet. Det blev en rigtig hyggelig aften, og klokken var da halvfire, inden vi kom i seng.
Aftenens kulinariske tema var nogle af de råvarer, som vi kender fra det traditionelle grønlandske køkken kombineret med alt godt fra vores lille nordnorske have.
Så garnituren bestod af pillede, nye kartofler, almindelig kartoffelsalat samt hjemmedyrket salat med egne tomater. Hertil serverede Dina sælskinke, der er et traditionelt produkt fra Tromsø og skalrejer. Desuden grillede jeg hvalbøffer og på grund af mine sarte smagsløg også lidt pølser og grisekød. Til dessert bød Dina på rabarberkage med makroner og flødeskum. Endelig kunne vi byde på friskplukkede, uendeligt søde, nordnorske jordbær som chips til de efterfølgende sjusser.
Egentlig var aftenen tænkt som en grillaften, men de seneste dage har en kold klam tåge hvilet over den straumsbuktaske idyl, så vi fortrak til de indendørs gemakker. Men iført stor uldtrøje kunne jeg så stå udenfor og tilberede grillkødet, mens tøserne sad inde i varmen og hyggede sig. Og det var jo en passende undskyldning for at nippe lidt til flasken med Dr. Nielsen. Men det er jo heller ik' så ring'.

Ha' det
Jesper

Martha

Erik Ballings maritime komedie Martha er en af de film, som jeg aldrig bliver træt af at se. Så da lørdagen er gået med regn og blæst, tog jeg den lige en gang til.
I filmen møder vi Ballings sædvanlige stab af det, som i pressemeddelelserne og filmenes salgsmateriale omtales som folkekære skuespillere. Ove Sprogøe, Poul Bundgaard, Morten Grundvald, Paul Hagen og ikke mindst stjernen over dem alle - tidernes vel nok største danske filmskuespiller, Karl Stegger - for en gangs skyld i en egentlig hovedrolle som kaptajn Peter Nielsen. Af hensyn til de leksigale skal jeg lige nævne, at Karl Stegger er noteret for medvirken i 158 film. Nærmeste konkurrent er Ove Spogøe med sølle 157 film.
Her i Norge ser vi filmen med stor fornøjelse, fordi den er en hyldest til dansk afslappethed og ikke mindst det danske store kolde bord, og fordi filmen samtidig med stor virtousitet spidder norsk hykleri, selvglæde og skryteri.
Martha er indspillet i 1967 og er den dag i dag interessant, fordi mange af karaktererne føres videre i Ballings senere produktion. Poul Bundgaard i rollen som 2. maskinmester Alf spiller nøjagtig den samme karakter som Kjeld i Olsenbanden-filmene. Ove Sprogøe lægger også grunden til de senere roller som den intelligente gentlemanstyv uden snavs på fingrene, som vi ser i både Huset på Christianshavn og naturligvis Olsenbanden.
Et lille kuriosum er en scene, hvor blandt andet Poul Bundgaard synger Stuckenbergs "To som elsker hinanden". Netop denne sang optrådte han også med i sin allersidste spillefilm Olsenbandens sidste stik fra 1998. Den var ganske vist ikke instrueret af Balling, men han havde som bekendt en stor finger med i manuskriptet.
Martha har i øvrigt opnået status som en rigtig kultfilm i både Danmark og Sverige - og sælger stadig godt på videomarkedet. I den danske marine er filmen simpelthen et "must see", og jeg har da i Grønland mødt adskillige marinesoldater, som kan filmens replikker udenad. Så mange gange har jeg endnu ikke set Martha, men Dina mener nu, at jeg er godt på vej. Dagens gensyn var så vidt jeg husker tredje gang i år.

Ha' det
Jesper

Den ultimative feriedrøm

For de fleste mennesker står et krydstogt - gerne under sydlige himmelstrøg - som den ultimative, men også uopnåelige drøm om en luksusferie. For andre er et krydstogt i Middelhavet eller Caribien så trivielt, at der skal nye boller på suppen.
Derfor vælger mange ældre velhavende amerikanere og tyskere et krydstogt i Arktis som deres once-in-a-lifetime oplevelse. Den norske vestkyst har i mange år været et populært krydstogtmål, men også fjernere steder som Svalbard og Grønland oplever i disse år en eksponentiel vækst i krydstogtsturismen.
Med vores lille hus ned til Straumsfjorden syd for Tromsø ser vi dagligt disse mastodonter af sejlende luksushoteller komme forbi. Vi forstår udmærket, hvorfor turisterne er så vilde efter at opleve området - se blot på billedet. Men samtidig tænker jeg ofte på, hvad de sejlende turister snakker om, når de passerer vores ydmyge bolig. Jeg forestiller mig replikker som denne fremsat med skinger amerikansk kvinderøst: "Oh, look at all those hardworking natives in their small cottages. And look at those beauteful gardens. I wonder what they are doing here in the wintertime..."
Ja, de skulle bare lige vide. He-he.

Ha-ha' det
Jesper

Lørdagspip

Som så ofte før om lørdagen stod jeg tidligt op og gik en tur i haven med kameraet. Og i dag kan jeg præsentere en fugl, som jeg ikke har skrevet om før på denne side.
Der er egentlig tale om en god gammel bekendt, som er blandt de fem almindeligste småfugle i Grønland. Det er gråsisken, jeg tænker på. Let genkendelig på den blodrøde top - og for hannernes vedkommende også et rødt bryst. Jeg har ikke lagt mærke til dem her i Straumsbukta før, men den seneste uges tid er de begyndt at komme i haven og ved foderbrættet.
Det er en rigtig arktisk fugl. Det sjove ved den er, at da jeg i sin tid kom til Grønland, forlod de øen om vinteren, men de senere år begyndte de også at overvintre. I Nuuk blandt andet i området ved Hernnhutdalen. Og så selvfølgelig foran rådhuset. De viste sig, at rigtig mange gråsiskener - og hvidsiskener med for den sags skyld - brugte juletræet foran rådhuset som vinterkvarter. Derfor besluttede vi også at lade juletræerne foran rådhuset blive stående hen til foråret. Tidligere blev de fjernet umiddelbart efter nytår.
En anden arktisk kending er naturligvis den hvide vipstjert. Den er svær at fotografere, da den næppe sidder stille mere end et sekund af gangen, men her til morgen fik jeg den på haveslangen.
Viben er heller ikke nem at fotografere. Selv om vi ser dem hele tiden, er den meget sky og svær at komme nær. Jeg tog en hel stribe fotos, men af en eller anden grund havde den her altid gumpen i vejret. Gumpen er i øvrigt i følge ordbøgerne et sjældent brugt udtryk i vore dage. Undskyld, men jeg kender altså ikke andre udtryk for fuglens bagdel.
Sommeren er ved at være godt fremskreden. Det ser vi blandt andet ved at stærene nu er begyndt at flokkes. Vi har næppe stære nok til en gang rigtig sort sol, men de er der da - ivrigt syngende og i flok inden den store årlige skovtur sydover.
Dagens sidste fugl er en grønirisk fra seljerønnen. I følge Stein - vores lokale ornitolog - lægger vi have til en stor del af Straumsbuktas grønirisker. Vi kan snildt have en snes stykker på en almindelig dag på foderbrættet. Det her billede har jeg taget med for at vise, hvor eminent god en camouflage den ellers temmelig farvestrålende dragt er. Hvis ikke man lige ved, at fuglen sidder i træet, skal man se temmelig godt efter for at se den.

Ha' det
Jesper

Det klør...

Det klør, så jeg er ved at blive vanvittig. Desværre er der ikke tale om den søde kløe, som Marilyn Monroe lavede film om.
Nej, der er tale om den rigtige, møgirriterende myggekløe, som altid her om sommeren sidder i et fint bånd rundt om anklerne. For sommertid er også myggetid her oppe nord på.
Myggen er ikke bare en af arktis syv plager - det er simpelthen plagen over alle plager. De seneste dage har vejret været temmelig varmt med døgntemperaturer konstant over ti grader - og det får myggene frem af alle vandhullerne.
Myggene her i Straumsbukta er små og undseelige i stedet for de F-16 typer, vi havde i Grønland. Men det skal man nu ikke tage fejl af. Fordi de er så små, får man dem ikke klapset i tide, og stikket klør alligevel. Heldigvis har jeg den erfaring fra mine mange år i Grønland, at det er de første myggestik, der er de værste. Efterhånden som sommeren går, vænner kroppen sig til giften, og man bliver mere eller mindre immun. Så det ser jeg frem til - her lidt over midnat, hvor jeg burde sove, men ligger vågen og småkradser på benene, som det især er gået ud over. Af en eller anden grund har myg en forkærlighed for at stikke gennem strømperne lige omkring anklerne.
Vidste du forresten, at myg kun stikker folk med en bestemt blodtype. Hvordan finder man så ud af, hvilken blodtype det er? - Jo, ved stikprøver, såmænd!
Jeg har desværre ikke kunnet få et billede af en myg. De myg, der sidder stille længe nok i min nærhed, er døde, alvorligt kvæstede og temmelig flade! Men jeg har lånt et billede fra Flyvertaktisk Kommando af to grønlandske myg!
I øvrigt holder jeg en fridag tirsdag, da IT-folkene har service på vores servere.

Ha' det
Jesper

Marie og Jokke

Så blev Jokke gift endnu en gang. Efter sigende til stor fortrydelse for de jyske diskoteksejere, som må se sig distanceret af en fransk bagatel ved navn Marie.
Det får mig til at tænke på en gang i 2005, hvor jeg arrangerede et besøg for Prins Joachim i Nuuk. Som bestyrelsesmedlem i Den Kongelige Grønlandsfond ønskede han at besøge nogle af legatmodtagerne – blandt andet Fritidshjemmet Aqqaluk i Nuuk.
På det tidspunkt var hele historien med Marie ganske ny – og der var i øvrigt forlydender i førende sladderblade om, at forholdet var gået i stykker. En temmelig stor del af den danske presse fandt det derfor relevant at følge Joachim i tykt og tyndt – også på et besøg i Nuuk. Nu har vi altid hyldet åbenhed i forhold til pressen i Grønland, så inden besøget blev pressefolkene omhyggeligt instrueret om, at de var velkomne til at følge prinsen rundt i byen, men skulle der falde bare et eneste spørgsmål vedrørende Marie og eventuelle andre kærester og Joachims kærlighedsliv i øvrigt, så ville resten af besøget foregå for lukkede døre.
Pressen accepterede vilkårene og opførte sig eksemplarisk en hel lang dag, hvor vi blandt andet besøgte et par skoleklasser, Nuuk Musikskole og Qajaq-klubben. Sidste punkt på dagsordenen var fritidshjemmet Aqqaluk. Her insisterede Prins Joachim på at indtage den obligatoriske kop kaffe med småkager sammen med nogle af ungerne i stedet for ledelsen. Meget folkekært og ganske sympatisk. Men der var vist ikke rigtig nogen, der havde tænkt på, at også grønlandske børn læser Se og Hør. For da Joachim var blevet foldet sammen i en børnestol, lød det første spørgsmål fra ungerne: - Hvordan går det med Marie? Man kunne høre en knappenål falde til gulved, da Joachim parerede med et: - Ja, det kunne I lide at vide..., hvorefter han hastigt gik over til at tale om det kanin- og fårehold, som er et af de bærende pædagogiske principper på fritidshjemmet Aqqaluk.
Jeg husker også en anden historie med Joachim. Det var i 1997, hvor han besøgte Nuuk sammen med Alexandra. Som den uvidende kineser spurgte hun Joachim, hvad der egentlig er forskellen på en kajak og så en konebåd? Svaret faldt prompte: - Det er akkurat lige som forskellen mellem en stationcar og en sportsvogn! Ja, han har altid været glad i biler, den knægt – og med det kvikke svar sikrede han sig, at der ikke var et øje tørt i det medfølgende selskab af honoratiores og pressefolk.
Under besøget i 2005 afslørede Joachim, at han ikke alene har blåt blod i årerne – han bærer sandelig også blå sokker!

Ha’ det’
Jesper

Lofoten ekstra

Da jeg kom på arbejde i dag, fik jeg nogle billeder af min kollega Tana fra sidste uge - og de er da så gode, at jeg lige synes, at jeg vil dele dem med bloggens læsere.
To af billederne er fra en lille sightseeing, som vi var på fredag formiddag, inden vi forlod Lofoten. Det første meget flotte billede forestiller kirken i Kabelvåg - den såkaldte Lofotkatedral. Det var ved denne kirke, at Hans Egede i sin tid var præst, inden han rejste til Grønland - og det var helt klart disse omgivelser, der inspirerede ham til at tage afsted, mente Maliina Abelsen, Grønlands Hjemmestyres repræsentant ved SAO-mødet. Måske har hun ret, men den officielle forklaring er nu, at han drog ud for at genfinde nordboerne og introducere dem til protestantismen, der som bekendt ikke var opfundet, da man havde den sidste kontakt med dem i begyndelsen af 1400 tallet.
Noget andet er så, at han kunne have mange gode grunde til at forlade Kabelvåg. Nogen lykkelig tid for ham var det ikke, men han var meget afholdt af menigheden og til afsked fik han et lille sølvbæger, der i dag kan beskues på Frederiksborg Slot side om side med en række andre nationalklenodier.
Det andet billede kræver ikke den store forklaring. Man ser bloggens forfatter stående foran fembøringen Vågan, som jeg tidligere har skrevet om.
På det næste billede er vi på udflugt med SAO-erne til Henningsvær. Og der skulle selvfølgelig tages et gruppebillede. SAO står for Senior Arctic Official og det er medlemslandenes øverste repræsentanter i den daglige ledelse af Arktisk Råd. Desuden er der repræsentanter til sted for de oprindelige folks organisationer
På det sidste billede ser vi undertegnede og SAO Chair Karsten Klepsvik, der er ambassadør i det norske udenrigsministerium og min nuværende chef. Den kritiske læser bemærker nok, at jeg er noget upassende påklædt, men det skyldes, at jeg den pågældende dag ikke deltog i mødeaktiviteterne, fordi jeg var i gang med at rigge hallen til det officielle møde, der skulle foregå de næste to dage. Da jeg havde arrangeret udflugten, måtte jeg imidlertid pjække et par timer fra hallen og tage med til Henningsvær for at spise torsketunger - nogen skal jo gøre det hårde arbejde!

Ha' det
Jesper