Solens genkomst

Hvis nu Tromsø lå på en position ude i havet, og hvis nu det havde været klart vejr i området, så ville man i dag for første gang i år have kunnet se solen mellem kl. 11.28 og 12.19.
Men nu ligger byen altså inde midt mellem fjeldene, og så har det i øvrigt været snestorm i dag, så det er ligesom et dødfødt projekt.
Solens genkomst i Tromsø bliver officielt markeret den 21. januar, for først da kommer solen så højt på himlen, at den kommer over fjeldene. Og så er det endda kun i Tromsø. I Straumbukta må vi vente yderlige et par uger, selv om vi faktisk ligger længere mod syd. Vores fjelde er nemlig højere.
Da jeg ikke har kunnet illustrere artiklen med årets første sol, har jeg til gengæld valgt at illustrere den med to turister, der stråler som en sol, da de gik i land på St. Thomas for godt en uge siden.

Ha' det
Jesper

På Nørregade...

Næst efter amerikanerne er danskerne samlet set den største turistgruppe i St. Thomas. Det er man sig selvfølgelig pinlig bevidst, og helt sikkert en af grundene til, at man har bevaret de gode gamle danske gadenavne i Charlotte Amalie.
Men hyggeligt er det - også selv om enkelte af navnene er blevet oversat. Dronningens Gade er således blevet til Queens Street med den forklarende tekst Main Street, hvis man i øvrigt skulle være i tvivl.
I en række af de små stræder har man oven i købet benyttet skiltet med gadenavnet som en slags oversigt over, hvad man finder af forretninger i netop den gade.
I øvrigt er den gamle bydel delt op i tre kvarterer, som det fremgår af dette skilt fra Kongens Kvarter. De to øvrige er Dronningens Kvarter og Prinsens Kvarter.
Men ellers taler skiltene vel nærmest for sig selv. Vi lader dem stå et øjeblik!

Ha' det
Jesper

Dus med dyrene

Denne flotte leguan - eller hvad man nu kalder sådan et kreatur - er et rigtigt snapshot. Snuppet fra en taxa i et lyskryds i Charlotte Amalie på St. Thomas.
Egentlig var formålet med vores ferie først og fremmest at få sol, masser af sol og så nogle eksotiske drinks under palmernes skygge. Men naturligvis kunne jeg ikke modstå chancen for at forevige nogle af de mere eller mindre spændende dyr og fugle, som vi mødte undervejs.
På den danske kirkegård i Charlotte Amalie mødte jeg dette lille, men særdeles adrætte firben, som kravlede rundt på en af gravstenen. Jeg kender intet som helst til denne type firben, men det var i hvert fald en rigtig springfyr. Sekundet efter at billedet er taget, sprang den - uden tilløb - næsten en meter ud i luften og forsvandt i et buskads. Der var mange af dem på kirkegården, men desværre fik jeg ikke noget billede af springeriet - det pirrede ellers den gamle fotograf voldsomt. Og er vel et godt argument for at vende tilbage til det tabte danske paradis senere i livet!
På St. Thomas mødte jeg også denne fugl - jeg har ikke fundet ud af, hvilken art det er, men det ligner en slags due - i størrelse lidt mindre end en tyrkerdue. Den vandrede rundt på stranden i Magens Bay - og lod sig overhovedet ikke genere af de mange solhungrende badegæster.
Som jeg tidligere har nævnt var vi på udflugt til nationalparken Los Haitises i den Dominikanske Republik. Turen foregik med speedbåd, og jeg nænnede ikke at tage det tunge fotogrej med. Ærgerligt nok for her var der blandt andet masser af fugle. Som også Henrik har måttet konstatere, er Ixus'sen ikke lige kameraet til fuglefotografering, men jeg fik da dette billede af en pelikan. Udover pelikaner bød turen også på blandt andet fregatfugle og en enkelt kolobri, men de billeder er ikke værd at vise her - ak ja.
Los Haitises bød imidlertid også på en møde med mangrosumpens særprægede dyreliv - blandt andet trælevende krabber som denne lille fætter, der har taget ophold på skulderen af en deltagerne i turen.
Jeg var også heldig at få et billede af en anden krabbe, der sad og gemte sig mellem mangroverødderne - denne flotte røde som jeg fik i kassen mens vi sejlede - og derfor ikke fik lejlighed til at studere nærmere. Forresten brugte vi meget tid på at kigge efter pukkelhvaler på speedbådsturen over bugten ved Samana til Los Haitises. Efter sigende skulle det være her, pukkelhvalerne fra Nuuk holder til om vinteren - desværre så vi dem ikke - guiden mente, at vi var lidt tidligt på sæsonen.
På turens sidste dag, da vi var vendt tilbage til et vinterkoldt New York mødte vi et gråegern i Battery Park på sydspidsen af Manhattan. Det er lidt fascinerende, at der faktisk lever vilde dyr midt i verdens største betonhelvede. Ham her så ud til at have det godt - og stillede gerne op til fotografering.
Det gjorde også disse to grossenolliker. Vi lægger måske ikke så meget mærke til gråspurvene til hverdag, men de er jo dybt knyttet til menneskelig adfærd, så de findes selvfølgelig også i New York. Det var koldt den dag, men solen skinnede - og fornemmer vi ikke en lille forårsflirt i luften? Jeg tror, at det er et af sommerens kommende par, vi ser her!
Ud over hvad jeg her har vist, vil jeg lige nævne, at vi også så flagermus i klippehulerne i Los Haitises og jeg var heldig at se et par hvaler tidligt om morgen, da vi ankom til Haiti. Desværre var de for langt væk til at jeg kunne identificere dem, men det kunne godt ligne en flok grind eller en anden mindre tandhval.
Med til dyreverdenen hører også insekterne, men dem har vi nu ikke set meget til. Et enkelt myggestik blev det til - og når man har været i Grønland, er et myggestik jo det samme som slet ikke at være blevet stukket!

Ha' det
Jesper

En lille overraskelse

I modsaetning til St. Thomas har jeg aldrig nogen sinde droemt om at komme til Puerto Rico.
Derfor var det ogsaa en stor overraskelse at komme til saa smukt et sted - eller naermere bestemt Puerto Ricos hovedstad San Juan.
Byen er fra 1500-tallet og med sine cirka 500 aar paa bagen faktisk den aeldste by i de to amerikanske verdensdele. Byen har cirka 1,5 million indbyggere, og det meste ligner en normal moderne storby, men hele centrum omkring havnen er smukt restaureret og med masser af gamle bygninger fra kolonitiden. Og det var den store overraskelse at se saa mange og saa gamle bygninger og omgivelser blive passet og holdt som en lille baby.
Vi ankom om morgenen og skoent spansktalende virkede befolkningen flittig og arbejdssom. Overalt blev der spulet fortorv, fejet med fejemaskiner og vasket, saa det naesten ikke var til at vaere der for larmen. Men nogle timer senere fornaegtede resultatet sig heller ikke. San Juan fremstod som noget af det smukkeste, idylliske og pitoreske, som jeg nogensinde har set. Den smukke gamle spanske koloniarkitektur blev overalt suppleret med blomster og palmer - enten direkte i jorden, i krukker eller fra altaner. Igen et godt eksempel paa, hvor veludviklet et samfund bliver, naar man ikke har skatter og afgifter at slaas med.
Opholdet torsdag i San Juan varede kun faa timer. Om eftermiddagen staevnede vi mod New York igen, hvor vi ankommer soendag. Afsejlingen var festlig med barbucue og reggae paa pool-daekket, saa vi fik taget afsked med caribien med fuld musik.
Der foelger sandsynligvis ikke flere indlaeg nu, foer jeg er tilbage i Straumsbukta mandag aften.

Ha' det
Jesper

Det tabte paradis

Naar vi i de lange vinteraftener i Groenland sad paa den lokale slyngelstue og vaedede ganen, faldt talen ofte paa de vestindiske oeer. Hvad nu, hvis det var Groenland, der var blevet solgt i stedet? Saa ville vi jo sidde paa St. Thomas med rom i glasset og nyde solen - i stedet for den hylende snestorm.
Under alle omstaendigheder var det en drengedroem, der gik i opfyldelse, da jeg onsdag morgen for foerste gang satte mine foedder paa St. Thomas. Og jeg blev ikke skuffet. Det er simpelthen paradis paa jord. Og det gav stof til eftertanke om politikernes utrolige kortsigtede og idiotiske pengebegaer, naar nogen i det hele taget kunne faa den tanke at saelge dette paradis. Det burde udloese en rigsretssag!
Paa torvet er der en statue af Christian den 9, som er meget populaer i byen. Det var under ham, at slaverne paa oeen blev frigivet. Der er naesten ingen ende paa, hvor mange gode grunde der er til at vaere stolt af Christian den 9 i foelge en af de lokale taxachauffoerer.
Nu er stedet begunstiget med told og skattefrihed, saa velstanden er stor og med til saette paradiset i relief sammenlignet med f.eks. Haiti, men alligevel. Charlotte Amalie, der i perioden 1750 og de naeste hundrede aar frem var den naeststoerste danske by efter Koebenhavn, er begunstiget med stor naturhavn, og St.Thomas er derfor blevet centrum for krydstogtskibene i Caribien. Sammen med os var der seks andre skibe den dag, og der var nok at goere for en driftig befolkning med at faa noget ud af det. Paa grund af toldfriheden er det her, amerikanerne rejser til, naar de skal handle toldfrit - og det er ikke salami og flaeskesteg, de koeber. Det er guld og diamanter, og jeg vil anslaa, at der i Charlotte Amalie alene er smaa 100 juvelererer og guldsmede.
Byen er meget speciel - praeget af dansk arkitektur, som den er. Meget er restaureret i dag, men man er stadig ikke helt faerdig med blandt andet det gamle danske fort. Huse og veje virker velholdt, og saa er der et sand mylder af smukke planter - lige fra Hibiscus til guldranke og svigermors skarpe tunge. Og saa har man jo beholdt de gamle danske gadenavne. Vi indtog vores frokost paa en lille cafe i trompeterens straede - og i oevrig til tonerne af blandt andet All along the watchtower med Jimi Hendrix.
Det skal ogsaa med, at en af verdens 10 bedste badestrande ligger i Charlotte Amalie - Magens Bay. Skoen hvidt sand mellem palmerne og dejligt varmt og rent caribisk vand i bugten. Magens er i oevrigt en amerikanisering af Mogens!
Efter alt for faa timer maatte vi onsdag aften igen forlade denne tabte danske perle.

Ha' det
Jesper

Mangroven

Stuebirken er en af de mest almindelige planter i den Dominikanske Republiks regn- og mangroveskove. Og den vil aldrig mere blive det samme efter at have set den og andre potteplanter i fri dressur.
Under gaarsdagens besoeg i den Dominikanske Republik havde vi valgt folklore og fattigdomsporno fra. I stedet for at besoege byen Samana, som er paa stoerrelse med Aalborg, valgte vi i stedet at sejle med speedbaad til en nationalpark en god times sejlads vaek - med 25 knob.
Netionalparken gemmer paa et saerpraeget landskab af mangrovesumpe, limstensklipper og -huler samt regnskov. Det er her, stuebirken kommer ind i billedet. Vi saa blandt andet en siderod fra saadan en plante, som var tyk som en fuldfed anaconda og slyngede sig over 50 meter ned i en kalkstensgrotte. Det er stuebirkens evne til at lave sideroedder, der goer den nam at avle til stuebrug, men det er ogsaa denne evne, der sikrer planten en plads forrest i regnskovens genpulje.
Ikke desto mindre var dagens mest eksotiske indslag mangrovens mange traelevende krabber. Jeg fatter ikke rigtig, at de ikke kan opfoere sig som almindelige krabber og blive ved jorden, men ind i mellem formelig dryssede det med smaakrabber fra traerne.
Dagen boed ogsaa paa mange spaendende fugle. Blandt andet saa jeg en del pelikaner og fregatfugle, et par fiskeoerne, nogle splitterner - og sandelig om ikke jeg var heldig ogsaa at se en enkelt kolibri.
I dag staar den paa gamle danske Vestindien og St. Thomas. Vi skal paa en lang vandretur i hovedbyen Charlotte Amalie.

Ha' det
Jesper