Dus med dyrene

Denne flotte leguan - eller hvad man nu kalder sådan et kreatur - er et rigtigt snapshot. Snuppet fra en taxa i et lyskryds i Charlotte Amalie på St. Thomas.
Egentlig var formålet med vores ferie først og fremmest at få sol, masser af sol og så nogle eksotiske drinks under palmernes skygge. Men naturligvis kunne jeg ikke modstå chancen for at forevige nogle af de mere eller mindre spændende dyr og fugle, som vi mødte undervejs.
På den danske kirkegård i Charlotte Amalie mødte jeg dette lille, men særdeles adrætte firben, som kravlede rundt på en af gravstenen. Jeg kender intet som helst til denne type firben, men det var i hvert fald en rigtig springfyr. Sekundet efter at billedet er taget, sprang den - uden tilløb - næsten en meter ud i luften og forsvandt i et buskads. Der var mange af dem på kirkegården, men desværre fik jeg ikke noget billede af springeriet - det pirrede ellers den gamle fotograf voldsomt. Og er vel et godt argument for at vende tilbage til det tabte danske paradis senere i livet!
På St. Thomas mødte jeg også denne fugl - jeg har ikke fundet ud af, hvilken art det er, men det ligner en slags due - i størrelse lidt mindre end en tyrkerdue. Den vandrede rundt på stranden i Magens Bay - og lod sig overhovedet ikke genere af de mange solhungrende badegæster.
Som jeg tidligere har nævnt var vi på udflugt til nationalparken Los Haitises i den Dominikanske Republik. Turen foregik med speedbåd, og jeg nænnede ikke at tage det tunge fotogrej med. Ærgerligt nok for her var der blandt andet masser af fugle. Som også Henrik har måttet konstatere, er Ixus'sen ikke lige kameraet til fuglefotografering, men jeg fik da dette billede af en pelikan. Udover pelikaner bød turen også på blandt andet fregatfugle og en enkelt kolobri, men de billeder er ikke værd at vise her - ak ja.
Los Haitises bød imidlertid også på en møde med mangrosumpens særprægede dyreliv - blandt andet trælevende krabber som denne lille fætter, der har taget ophold på skulderen af en deltagerne i turen.
Jeg var også heldig at få et billede af en anden krabbe, der sad og gemte sig mellem mangroverødderne - denne flotte røde som jeg fik i kassen mens vi sejlede - og derfor ikke fik lejlighed til at studere nærmere. Forresten brugte vi meget tid på at kigge efter pukkelhvaler på speedbådsturen over bugten ved Samana til Los Haitises. Efter sigende skulle det være her, pukkelhvalerne fra Nuuk holder til om vinteren - desværre så vi dem ikke - guiden mente, at vi var lidt tidligt på sæsonen.
På turens sidste dag, da vi var vendt tilbage til et vinterkoldt New York mødte vi et gråegern i Battery Park på sydspidsen af Manhattan. Det er lidt fascinerende, at der faktisk lever vilde dyr midt i verdens største betonhelvede. Ham her så ud til at have det godt - og stillede gerne op til fotografering.
Det gjorde også disse to grossenolliker. Vi lægger måske ikke så meget mærke til gråspurvene til hverdag, men de er jo dybt knyttet til menneskelig adfærd, så de findes selvfølgelig også i New York. Det var koldt den dag, men solen skinnede - og fornemmer vi ikke en lille forårsflirt i luften? Jeg tror, at det er et af sommerens kommende par, vi ser her!
Ud over hvad jeg her har vist, vil jeg lige nævne, at vi også så flagermus i klippehulerne i Los Haitises og jeg var heldig at se et par hvaler tidligt om morgen, da vi ankom til Haiti. Desværre var de for langt væk til at jeg kunne identificere dem, men det kunne godt ligne en flok grind eller en anden mindre tandhval.
Med til dyreverdenen hører også insekterne, men dem har vi nu ikke set meget til. Et enkelt myggestik blev det til - og når man har været i Grønland, er et myggestik jo det samme som slet ikke at være blevet stukket!

Ha' det
Jesper

Mangroven

Stuebirken er en af de mest almindelige planter i den Dominikanske Republiks regn- og mangroveskove. Og den vil aldrig mere blive det samme efter at have set den og andre potteplanter i fri dressur.
Under gaarsdagens besoeg i den Dominikanske Republik havde vi valgt folklore og fattigdomsporno fra. I stedet for at besoege byen Samana, som er paa stoerrelse med Aalborg, valgte vi i stedet at sejle med speedbaad til en nationalpark en god times sejlads vaek - med 25 knob.
Netionalparken gemmer paa et saerpraeget landskab af mangrovesumpe, limstensklipper og -huler samt regnskov. Det er her, stuebirken kommer ind i billedet. Vi saa blandt andet en siderod fra saadan en plante, som var tyk som en fuldfed anaconda og slyngede sig over 50 meter ned i en kalkstensgrotte. Det er stuebirkens evne til at lave sideroedder, der goer den nam at avle til stuebrug, men det er ogsaa denne evne, der sikrer planten en plads forrest i regnskovens genpulje.
Ikke desto mindre var dagens mest eksotiske indslag mangrovens mange traelevende krabber. Jeg fatter ikke rigtig, at de ikke kan opfoere sig som almindelige krabber og blive ved jorden, men ind i mellem formelig dryssede det med smaakrabber fra traerne.
Dagen boed ogsaa paa mange spaendende fugle. Blandt andet saa jeg en del pelikaner og fregatfugle, et par fiskeoerne, nogle splitterner - og sandelig om ikke jeg var heldig ogsaa at se en enkelt kolibri.
I dag staar den paa gamle danske Vestindien og St. Thomas. Vi skal paa en lang vandretur i hovedbyen Charlotte Amalie.

Ha' det
Jesper

Hispaniola

Da jeg var dreng, havde jeg et model-sejlskib, som jeg legede med. Jeg havde doebt skibet Hispaniola. Inspirationen havde jeg fundet i Robert Louis Stevensons soeroeverroman Skatteoen, som var en af de allerfoerste boeger, som jeg har laest.
Jeg har egentlig aldrig rigtig taenkt over, hvad navnet betoed - ind til i gaar, da jeg for foerste gang i mit liv satte foden paa skatteoeen -Hispaniola.
Det er nemlig navnet paa den oe, der bestaar af de to stater Haiti og den Dominikanske Republik.
Haiti er det fattigste land paa den vestlige halvkugle og betragtes ikke som saerlig turistsikkert, selv om Joergen Leth da har gjort sit til at fremhaeve ikke mindst de kvindelige indbyggeres sikkert ypperlige fortrin.
Rederiet Royal Caribbean, som jeg sejler med, har loest problemet ved at koebe en lille halvoe ved Labadee, hegne den ind med pigtraad og bevaebnede vagter, samt adgangskontrol der er en lufthavn vaerdig.
Saaledes velbeskyttet kunne vi i gaar bade i det rene Bounty-land - oehh vand? - og nyde solen for at runde det af med et kaempe barbecue-party med salsa-rytmer og sand mellem taeerne. Heldigvis er sololien opfundet og baade Dina og jeg slap da helskinnet fra det - men der gik nogle faelt roede turister rundt paa skibet i gaar aftes efter afsejlingen mod den Dominikanske Republik, som vi anloeber her til morgen.
Lokaliteten hedder Samana og er et stort naturreservat. Det er planen, at Dina og jeg skal ud og studere fugle i en mangrovesump.

Ha' det
Jesper