Viser opslag med etiketten myg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten myg. Vis alle opslag

lørdag den 5. juni 2010

Gang i grillen

Det fine vejr fredag måtte selvfølgelig ende med grill til aftensmad. Hvidløgs-frankfurter, spareribs og salat med hjemmelavet senneps-dressing og et par flasker rødvin. Det er nu ikke så ringe!
Men skal jeg være helt ærlig, så har jeg det en lille smule svært med moderne grill-briketter. Hverken tændvæske eller tændblokke synes at bide på dem. Jeg tabte tålmodigheden og lavede et fint lille bål med lidt optændingsbrænde og smed så briketterne oven på. Det virker - man er vel gammel spejder.
Og når så al grillmaden er fortæret og aftenroen sænker sig over haven, så kan man jo fortsætte med et lille lejrbål, mens solen går ned og myggene kommer frem.
Jeg har gemt grenene fra de par træer, vi har fældet - og de er perfekte til sådan et lille, kontrolleret lejrbål i grillen. De er ganske tørre og udvikler kun lidt røg.
Men det er måske i virkeligheden en fejl. For i dag lørdag sidder jeg så og kæmper med en masse myggestik. Havde der været lidt mere røg, havde det måske holdt myggene væk.
Nu skulle man måske tro, at jeg er fuldstændig immun over for myggestik efter de mange år i Grønland og Nordnorge, men det er ligesom det kræver en vis tilvænning at aktivere immunsystemet - så de første myggestik hver sommer er faktisk ganske irriterende.
Der findes et hav af gode husråd mod myg og myggestik. De fleste har kun ringe effekt - men kan da aflede opmærksomheden fra problemet og på den måde virke. Er man meget påvirket af myggestik, findes der et glimrende antihistamin-produkt, Mildin, på apotekerne, som tager kløen. Jeg har brugt det et par gange på fisketure i Grønland, hvor jeg havde flere hundrede myggestik.
Forresten skal vi nok være glade for, at vi får et myggestik i ny og næ. Jeg har en gang oplevet to færinge, som måtte på skadestuen efter få timers ophold i Grønland. De blev simpelthen syge af myggestik, antagelig fordi der ikke findes myg på Færøerne.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 15. juli 2008

Det klør...

Det klør, så jeg er ved at blive vanvittig. Desværre er der ikke tale om den søde kløe, som Marilyn Monroe lavede film om.
Nej, der er tale om den rigtige, møgirriterende myggekløe, som altid her om sommeren sidder i et fint bånd rundt om anklerne. For sommertid er også myggetid her oppe nord på.
Myggen er ikke bare en af arktis syv plager - det er simpelthen plagen over alle plager. De seneste dage har vejret været temmelig varmt med døgntemperaturer konstant over ti grader - og det får myggene frem af alle vandhullerne.
Myggene her i Straumsbukta er små og undseelige i stedet for de F-16 typer, vi havde i Grønland. Men det skal man nu ikke tage fejl af. Fordi de er så små, får man dem ikke klapset i tide, og stikket klør alligevel. Heldigvis har jeg den erfaring fra mine mange år i Grønland, at det er de første myggestik, der er de værste. Efterhånden som sommeren går, vænner kroppen sig til giften, og man bliver mere eller mindre immun. Så det ser jeg frem til - her lidt over midnat, hvor jeg burde sove, men ligger vågen og småkradser på benene, som det især er gået ud over. Af en eller anden grund har myg en forkærlighed for at stikke gennem strømperne lige omkring anklerne.
Vidste du forresten, at myg kun stikker folk med en bestemt blodtype. Hvordan finder man så ud af, hvilken blodtype det er? - Jo, ved stikprøver, såmænd!
Jeg har desværre ikke kunnet få et billede af en myg. De myg, der sidder stille længe nok i min nærhed, er døde, alvorligt kvæstede og temmelig flade! Men jeg har lånt et billede fra Flyvertaktisk Kommando af to grønlandske myg!
I øvrigt holder jeg en fridag tirsdag, da IT-folkene har service på vores servere.

Ha' det
Jesper