fredag den 17. juli 2009

Groenlandica

Norsk Polarinstitutt rydder op i disse dage. De gamle boglagre skal tømmes for at give plads til den stadigt voksende stab af arktiske eksperter og administratorer, der har kastet sig over en af de sidste af bureaukrati-verdenskortets hvide pletter.
De usolgte oplag af gamle bøger kastes i containere for at blive kørt til forbrændingen. Den slags mener jeg ellers, at man skal overlade til virkelige eksperter som nazister, Ku Klux Klan og Guy Montag, men her er det altså et par studenter-medhjælpere, der har fået bøddelens rolle.
Heldigvis opdagede jeg processen i tide. Torsdag eftermiddag stod jeg på hovedet i containerne og fik reddet et par rigtige perler til min samling af Groenlandica.
Norsk Polarinstitutt (Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser) spillede en aktiv rolle i perioden op til Haag-dommen i 1933, hvor Danmark fik tilkendt suveræniteten over hele Grønland. Derfor udgav man i perioden en hel del skrifter, som beskæftiger sig med Grønland. Et væsentligt partsindlæg var blandt andet rapporten "Norske Fangstmenns og Fiskeres Ferder til Grønland 1922-1931". Dette skrift står nu for at skulle brændes - fred være med de norske drømme om Grønland.
Udover den nævnte titel sikrede jeg mig også titler som "Ekspeditionen til Østgrønland med "Veslekari" sommeren 1929" (Denne ekspedition var et regulært besættelsestogt, der næppe lader Hitlers Weserübung i 1940 noget tilbage), "Dagbøker av Nordmenn på Grønland før 1814", "Grønlandske distriktsbeskrivelser forfattet af Nordmenn før 1814", "Hvor langt mod Nord kom de Norrøne Grønlendinger på sine Fangstferder i Utbygdene?" samt flere andre titler. Desuden fik jeg reddet mig et eksemplar af den historisk interessante, men ikke specielt grønlandsrelevante "Med hundespann på eftersøgning efter "Italia"-Folkene" fra 1928.
Det skal i øvrigt nævnes, at udgiveren af mange af disse skrifter er noteret som "Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser, Leder: Adolf Hoel". Denne Hoel var virkelig en af Norges førende polarforskere, men i lighed med Quisling og Hamsum faldt han i unåde efter krigen for et angiveligt lidt for ukritisk samarbejde med tyskerne under okkupationen.
Jeg har i mange år samlet på Groenlandica, men min samling har hidtil næppe været større eller mere speciel, end hvad man finder hos de fleste grønlands-entusiaster. Men nu har jeg i hvert fald fået en stribe perler til samlingen, som det er de færreste forundt at have - og det endda helt gratis.
Så det kan vist kun betegnes som en vellykket uge. Fredag eftermiddag går turen til Danmark for en hurtig weekend på Øland. Vi er nu i store træk færdige med at indrette stueetagen i det lille hus - så planen er at komme i gang på første sal. Skulle det mod forventning holde tørvejr, håber jeg også, at der bliver tid til en tur i haven.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: