Skumringstimen

Den svenske krimi-forfatter Johan Theorin er i gang med en serie på fire bøger, som alle foregår på Øland. Det første bind i serien er Skumringstimen.
Når man som jeg bor på Øland i Nordjylland, er det svært at komme uden om en populær krimi-debut, som foregår på den svenske ø Øland. Når bogen så samtidig er blevet rost af de fleste anmeldere, så er det jo bare med at komme i gang.
Skumringstimen lever i høj grad op til forventningerne. Det er en af de der bøger, hvor man efter et par timers læsning pludselig opdager, at man er "hooked" - hvor siderne bare bliver spist uden videre modstand og alting bare handler om at se, hvad der nu sker på den næste side.
Modstand var der til gengæld nok af på de første 50 sider. For Johan Theorin er bestemt ikke svensker for ingenting. I indledningen bliver vi præsenteret for en vaskeægte svensk depression, sendrægtige sagsbehandlere, drukproblemer, regnvejr og så videre. Lidt af en sej omgang, men et effektivt akkompagnement til en spændende opklaring af et tyve år gammelt barnemord.
Kort fortalt handler bogen om Julia, som i 1976 mistede sin søn, der forsvandt i tågen en efterårsdag på Øland. Siden er tiden gået med nervepiller og druk i et regnfuldt Gøteborg, som hun er flyttet til efter tragedien. Men en gang i 90'erne bliver hun pludselig kontaktet af sin gamle far, der nedslidt af gigten bor på et alderdomshjem på Øland. Han mener at have fundet ud af, hvad det egentlig var, som skete med Julias søn og beder hende om at komme tilbage til Øland. Modstræbende vender hun hjem og sammen med sin far forvandles de to nu til et umage detektivpar, som lag for lag arbejder sig gennem fortidens hændelser og til sidst naturligvis den overraskende opklaring. Ser vi bort fra indledningen, så er det spændende, meget spændende og faktisk slet ikke så lidt morsomt og ganske underfundigt. Og så glæder det en gammel bonderøv som mig, at handlingen foregår på landet med et persongalleri, som næsten er trukket ud af en klassisk engelsk krimi - landbetjenten, lokalredaktøren, den lokale byggematador, den pensionerede doktor og så videre...
Skumringstimen er tæt på en ren sekser, men jeg nøjes med fem tørfisk ud af seks - simpelthen fordi jeg føler, at Johan Theorin er lige flittig nok med den grå pensel i bogens indledning. Det er overflødigt, for plottet kan sagtens stå på egne ben - uden at have en grå, svensk hverdag at støtte sig til.

Jesper

En død odder

Tidligt søndag morgen fandt vi denne døde odder på Gjøl-dæmningen. Sandsynligvis ramt af en bil i løbet af natten.
Det er trist, når noget sådant sker. Og specielt for os, for vi synes ligesom, at vi er lidt i familie med odderne, efter at vi boede klos op ad en odderfamilie i de to år, vi boede i Straumsbukta. Se her og her.
Desværre kan den slags konflikter mellem mennesker og dyr ikke undgås i et tæt befolket land som Danmark - for vi vil naturligvis ikke undvære muligheden for at køre over Gjøl-dæmningen, som skærer 20 km af køreturen mellem Øland og Aalborg. Men jeg vil nu også påstå, at hvis man kører forsigtigt over dæmningen, så er det altså muligt at undgå at ramme dyrene og fuglene, som færdes der trygt og hjemmevant - især om natten. Somme tider har jeg endog ærgret mig lidt over, at jeg ikke kørte lidt hurtigere, når en mink har krydset min vej. For mink hører hjemme på minkfarme - og ikke i et fuglereservat.
Noget helt andet er så, at jeg godt kunne tænke mig lidt begrænsninger på trafikken over dæmningen. Hver weekend får vi den ølandske fred forstyrret af motorcykelklubber og cykelentusiaster, der forståeligt nok gerne vil have vores idyl med i weekendturen. Specielt motorcyklerne er irriterende. Efter at det er blevet moderne at køre Harley Davidson, er lydniveauet på disse steget helt enormt. Og i grunden er det da patetisk, at midaldrende velhavere nu er begyndt at køre på motorcykel - som om det skulle give dem deres virilitet tilbage.
Men forresten så har odderen det helt godt i Danmark. Antallet af trafikdræbte oddere har i mange år ligget temmelig stabilt, men hvor man før fandt de dræbte oddere på de samme steder, er der nu meget større spredning - og det afspejler, at odderen de seneste 30 år har spredt sig fra Nordvestjylland til nu det meste af Jylland.
Det skyldes ikke mindst, at man ved mange broer har etableret odderpassager. Af en eller anden grund kan odderne ikke lide at svømme under broer, men ved at etablere et "fortov" under broen har man fået odderne til at blive væk fra vejene.
I et område som vores har det sikkert også haft stor betydning, at det nu er blevet lovpålagt, at der skal være odderspærrer i åleruser. Tidligere druknede en del oddere i ruserne, fordi de ligesom ålene ikke kan finde ud, når først de er kommet ind i rusen.
Forresten er det ikke tilladt at tage en trafikdræbt odder med hjem for at udstoppe den. Den skal pænt afleveres til myndighederne. Som et fredet dyr betragtes den nemlig som Danekræ, som min gamle ven Jan Skriver fortæller på Netnatur.dk. Og så er en levende odder forresten meget mere spændende end en død. Derfor tillader jeg mig at gentage det pletskud af en spisende odder, som jeg tog sidste år i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

Opklaring

Fredag bød på tørvejr i Tromsø-området - og dermed også chancen for at få et overblik over snesituationen i fjeldene. Ved middagstid tog jeg dette billede mod Tromsdalen fra industrihavnen. Det er tydeligt, at der er faldet en del sne på fjeldtoppene oven for trægrænsen, og det vil i realiteten sige, at vi har liggende sne fra cirka 500 meter og opefter. Det stemmer forresten også meget godt med de advarsler, som der var i radioen i morges, hvor det blev meddelt, at man må forvente problemer i pas og overgange over femhundrede meter.
Fredag eftermiddag gik turen til Øland. Da jeg ankom her, var det skyfrit og natten var sort som beg spættet med mælkevejens tusinder af stjerner. En rigtig dejlig sensommeraften, som fordrede en flaske hvidvin på terrassen - iført vinterjakkerne, for det er sørme også ved at være koldt om natten her i Danmark.
Tidligere på aftenen havde Dina været ude foran huset og fange solnedgangen, som jeg har lovet hende at offentliggøre. Det være hermed gjort.

Ha' det
Jesper

Stokroseidyl

Nogle vil sikkert finde det sådan lidt Morten Korch'sk, men jeg synes altså, at når man har et lille hus på landet, så hører der også stokroser til. Det er drømmen om stokrose-idyllen og dengang, da alt endnu åndede fred og ro i Danmark med de bølgende kornmarker, og der var rigtige somre (og vintre) til.
Så selvfølgelig skulle jeg da her i forsommeren også plante stokroser foran huset på Øland. De har imidlertid fristet en lidt kummerlig tilværelse, da jeg på grund af mit dårlige ben måtte plante dem i al hast og ikke rigtig fik givet dem de rette omgivelser med lys og luft.
Det blev der rodet bod på i weekenden, hvor jeg fik ryddet buskadset foran huset ud mod vejen. Den store hængepil blev klippet til, nogle ikke særlig kønne småbuske og bunker af ukrudt revet op. For at slippe for at skulle fjerne ukrudtet igen om en måned blev det hele som prikken over i'et dækket med dækbark. Nu mangler der kun en lille stump hegn ud mod vejen, som jeg forhåbentlig får på plads i den kommende weekend.
Og så kan jeg ellers kalde mig den lykkelige ejer af en rigtig stokroseidyl. Det har jeg det rigtig godt med - og jeg håber, at alle nyder billedet af den flotte stokrose her, som just begyndte at blomstre i den forgangne uge.

Ha' det
Jesper

Groenlandica

Norsk Polarinstitutt rydder op i disse dage. De gamle boglagre skal tømmes for at give plads til den stadigt voksende stab af arktiske eksperter og administratorer, der har kastet sig over en af de sidste af bureaukrati-verdenskortets hvide pletter.
De usolgte oplag af gamle bøger kastes i containere for at blive kørt til forbrændingen. Den slags mener jeg ellers, at man skal overlade til virkelige eksperter som nazister, Ku Klux Klan og Guy Montag, men her er det altså et par studenter-medhjælpere, der har fået bøddelens rolle.
Heldigvis opdagede jeg processen i tide. Torsdag eftermiddag stod jeg på hovedet i containerne og fik reddet et par rigtige perler til min samling af Groenlandica.
Norsk Polarinstitutt (Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser) spillede en aktiv rolle i perioden op til Haag-dommen i 1933, hvor Danmark fik tilkendt suveræniteten over hele Grønland. Derfor udgav man i perioden en hel del skrifter, som beskæftiger sig med Grønland. Et væsentligt partsindlæg var blandt andet rapporten "Norske Fangstmenns og Fiskeres Ferder til Grønland 1922-1931". Dette skrift står nu for at skulle brændes - fred være med de norske drømme om Grønland.
Udover den nævnte titel sikrede jeg mig også titler som "Ekspeditionen til Østgrønland med "Veslekari" sommeren 1929" (Denne ekspedition var et regulært besættelsestogt, der næppe lader Hitlers Weserübung i 1940 noget tilbage), "Dagbøker av Nordmenn på Grønland før 1814", "Grønlandske distriktsbeskrivelser forfattet af Nordmenn før 1814", "Hvor langt mod Nord kom de Norrøne Grønlendinger på sine Fangstferder i Utbygdene?" samt flere andre titler. Desuden fik jeg reddet mig et eksemplar af den historisk interessante, men ikke specielt grønlandsrelevante "Med hundespann på eftersøgning efter "Italia"-Folkene" fra 1928.
Det skal i øvrigt nævnes, at udgiveren af mange af disse skrifter er noteret som "Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser, Leder: Adolf Hoel". Denne Hoel var virkelig en af Norges førende polarforskere, men i lighed med Quisling og Hamsum faldt han i unåde efter krigen for et angiveligt lidt for ukritisk samarbejde med tyskerne under okkupationen.
Jeg har i mange år samlet på Groenlandica, men min samling har hidtil næppe været større eller mere speciel, end hvad man finder hos de fleste grønlands-entusiaster. Men nu har jeg i hvert fald fået en stribe perler til samlingen, som det er de færreste forundt at have - og det endda helt gratis.
Så det kan vist kun betegnes som en vellykket uge. Fredag eftermiddag går turen til Danmark for en hurtig weekend på Øland. Vi er nu i store træk færdige med at indrette stueetagen i det lille hus - så planen er at komme i gang på første sal. Skulle det mod forventning holde tørvejr, håber jeg også, at der bliver tid til en tur i haven.

Ha' det
Jesper

Morelkrigen

Sommerferien i sidste uge faldt tilfældigvis og heldigvis sammen med den søde tid, hvor morellerne i træet for enden af det lille hus på Øland blev modne.
Der var lagt i kakkelovnen til et umådeholdent smovseri i disse vidunderlige bær. Således tænkte jeg - og således tænkte alle kvarterets solsorte og stære. Det blev indledningen til en mindre krig mellem fuglene og undertegnede, der ellers til dagligt nok under fuglene deres part.
Heldigvis har jeg fået bygget en altan derude, så det meste af tiden lod fuglene morellerne i fred, bare jeg opholdt mig i nærheden af altanen. Men en morgen var det helt galt - da jeg trådte ud på altanen lettede mindst 40 stære fra træet. Det var ikke helt fri for at give minder om sort sol, som det kaldes, når stærene flokkes sent på sommeren.
Nu blev morellerne allesammen modne inden for et par dage - og da moreller hverken egner sig til at sylte eller at fryse, endte det såmænd med, at der var nok til alle parter - og der blev da også til en ordentlig pose til far, som bare elsker moreller.
Sommeren er nu på sit højeste, og det er nu, vi begynder at høste frugterne af forårets slid. Jordbærsæsonen er forbi. I skrivende stund ligeledes morelsæsonen. Vi er gået i gang med tomaterne, men endnu har vi kartoflerne til gode. Jeg har prøvet at grave et par toppe op, men de er simpelthen så små stadigvæk, at det vil være synd at tage dem. Så vi venter lige en uge eller to, inden vi sætter tænderne i egne kartofler.
Det er endnu lidt sporadisk, hvad vi får ud af haven. Vi kom jo lidt hurtigt ind i arbejdet, da vi overtog huset i april, men planerne for en stor urtehave til de kommende år er allerede udtænkt. Så der er masser af arbejde i vente - men den tager vi nu lidt senere...

Ha' det
Jesper

Grand Hotel

Det er torsdag i sidste uge. Stemningen på kontoret er intens. Der arbejdes målrettet på at få afsluttet alle sager inden sommerferien. På et tidspunkt ringer telefonen. En ung mand præsenterer sig som værende fra Rica - en stor norsk hotelkæde. Om det er mig, der har bestilt et værelse til i aften?
- Nej, gu' er det ej. Se dog at få styr på jeres bestillinger, det var i sidste måned. Og lad mig så være i fred - jeg har travlt....Først et par timer senere - på vej hjem fra arbejde - slår det ned i mig, at jeg da forresten skal overnatte i Oslo om aftenen. Jeg har bestilt værelse på Rica Victoria - et nydeligt sidegadehotel i Rosenkranzgade midt i den norske hovedstad. Gad vide om det var det værelse, han ringede om? For ærlig talt troede jeg i farten, at han ringede fra det lokale Rica-hotel i Tromsø, som jeg har en del at gøre med til daglig... Ups, det var nok ikke så godt.
Jeg ringer til nummeret, som min mobil heldigvis havde gemt. Jo, det var da Rica Victoria, der havde haft ringet, og da de havde overbooket, var de da glade for, at jeg kunne hjælpe dem....
Så var der ikke andet for end at skrue den helt store, sleske charme på og beklage og undskylde mange gange. Og nede i Oslo kunne de jo godt se, at de havde deres del af skylden, så de ville til samme pris booke et værelse til mig på Grand Hotel på Karl Johan, som også er en del af Rica-kæden.
Og sådan gik det til, at jeg tilbragte torsdag aften på et af Oslos fineste og mest navnkundige hoteller. Grand er blandt andet Nobel-fredspris-komiteens foretrukne hotel, når prismodtagere skal indkvarteres. Og det er også her, mange af verdensscenens store kunstnere overnatter, når de er i Oslo.
Værelserne er såmænd hverken dårligere eller bedre end andre steder, men sådan et agtværdigt gammelt fem-stjernet hotel er alligevel noget helt særligt med tommetykke gulvtæpper, lysekroner, marmor og messing i metervis - og ikke mindst en hær af diskrete tjenere.
Så det blev til en rigtig historie om Jesper i baronens seng. Jeg drømte ikke, nej, jeg var vågen og nød det i fulde drag denne nat, hvor Oslo i øvrigt bød på en af de sjældne tropenætter.
Det var torsdag i sidste uge og ferien skulle til at begynde. Nu er det mandag halvanden uge senere - og i eftermiddag går turen tilbage til Tromsø efter en dejlig uges tid i Danmark, hvor jeg er kommet ganske langt med at indrette det lille hus på Øland - og hvor der har været tid til både et par familiesammenkomster og et par fisketure. Men det er en helt anden snak.

Ha' det
Jesper

Det lille hus på landet

Øksen ligger nu ved træets fod. Vores husvært, Leif-Inge, har besluttet at bygge et nyt hus her i Straumsbukta. Huset, vi bor i, skal derfor rives ned.
Det betyder, at vi må sige farvel til Straumsbukta, hvor vi ellers har været glade for at bo. Men der skal jo helst komme noget godt ud af forandringerne, så vi har købt et lille hus i Østerby på Øland - altså det nordjyske Øland.
Vi overtager huset i løbet af den kommende måned, og så er det planen, at vi flytter til Danmark i løbet af foråret, når jeg en gang har overstået ministermødet her i Tromsø. Det er nemlig også planen, at jeg fortsætter mit arbejde i Arktisk Råd, men satser på en skattemæssig fornuftig tilværelse som weekendpendler. Pudsigt nok køber vi huset af et par, der i mange år har haft det samme arrangement, bortset altså lige fra at manden arbejder i Bruxelles.
Det er et dejligt område, som vi nu flytter til. Naturoplevelserne vil helt sikkert stå mål med Straumsbukta. Østerby er sådan en lille landsbyidyl med gadekær og stråtækte huse samt et par gårde - og så selvfølgelig en golfbane. Der er cirka 500 meter til Limfjorden og lidt længere til Oxholmskoven - men bedst af det hele er nok, at der kun er cirka 800 meter til Ulvedybet, der er fint fuglebeskyttelses-område med en stor bestand af vadefugle og blandt andet også noget så kuriøst som skestorke. Da jeg besøgte huset første gang, noterede jeg seks rådyr, og minsandten om ikke også jeg så et ravnepar.

Vis større kart
På den anden side af Ulvedybet ligger den lille havneby Gjøl, som de fleste i min generation vel bedst husker fra filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne.
Forude venter bøvl, flytterod og papirnusseri. Men jeg har altså også lovet mig selv, at nu er det sidste gang, jeg flytter. Men det vil selvfølgelig kun tiden vise...

Ha' det
Jesper

Foto: Morten Brix