Til frokost med døden

I torsdags var jeg en tur i Oslo. Frokosten blev indtaget i Hard Rock Cafe på den norske hovedstads hovedstrøg Karl Johan.
Hard Rock Cafe er en verdens-omspændende kæde af restauranter, som alle er sådan en sælsom blanding af et rock-museum og en burger-bar. De findes i de fleste store byer verden over og så altså også i Oslo.
Restauranten i Oslo er langt fra den mest imponerende af slagsen. Et af kædens kendetegn er udsmykningen af lokalerne, som er alskens memorabilia fra rockens overdrev. For eksempel kan man i New York-filialen se en af George Harrisons guitarer. I København har man selvfølgelig et af Metallica-Lars Ulrichs trommesæt, men i Oslo er der altså lidt langt mellem godbidderne. Dog er der blevet plads til et lille hjørne med forskellige genstande, som har tilhørt Nirvana-sangeren Kurt Cobain, der blev fundet kvalt i sit eget bræk i 1995. For dette stunt har han opnået en vis kultstatus på linje med andre nu afdøde rockmusikere - og her i Oslo er hans skjorte og guitar så blevet den appetitvækkende garniture til burgers og pommes frites.
Når det så er sagt, så skal det også med, at maden og især burgerne og frit'erne på Hard Rock Cafe generelt er i topklasse. Og en lille detalje, som der ikke bliver sløset med nogen steder - ketchuppen er selvfølgelig fra Heinz®. Alt andet ville også være snyd.
Hard Rock Cafe er langt fra verdens billigste burgerbar, men maden og betjeningen er grundlæggende i orden - uanset hvor i verden man besøger restaurant-kæden. Så jeg har efterhånden prøvet Hard Rock Cafe i adskillige store byer. Den mest imponerende af slagsen og den, som har gjort størst indtryk på mig, er uden tvivl Hard Rock Cafe i Beijing. Den er stor - kæmpestor - og indrettet nærmest som en rock-katedral med store baggrundsbelyste glasmosaikker af nogle af rockens største - blandt andet Jimi Hendrix, Little Richard, Elvis Presley og Mick Jagger. Hard Rock Cafe er en seværdighed i Beijing på linje med Den Himmelske Freds Plads og Den Store Mur.
Den første Hard Rock Cafe blev etableret i London i 1971. I dag har kæden 162 restauranter i flere end 50 lande. En stor del af omsætningen kommer fra souvenirs. For mange er det et must at have en T-shirt med Hard Rock Cafe-logoet og bynavnet fra alle de restauranter, som man har besøgt. I sin tid begyndte jeg også at samle, men samlingen er nu ikke komplet. Til gengæld er jeg meget glad for mine T-shirts fra HRC, fordi de er skabt til folk, som spiser burgers og lignende. I modsætning til så meget andet tøj kan jeg derfor altid få en HRC-T-shirt, som passer mig uden at stramme - og det er noget, man lærer at sætte pris på i disse sundhedsfanatiske tider.

Ha' det
Jesper

Grand Hotel

Det er torsdag i sidste uge. Stemningen på kontoret er intens. Der arbejdes målrettet på at få afsluttet alle sager inden sommerferien. På et tidspunkt ringer telefonen. En ung mand præsenterer sig som værende fra Rica - en stor norsk hotelkæde. Om det er mig, der har bestilt et værelse til i aften?
- Nej, gu' er det ej. Se dog at få styr på jeres bestillinger, det var i sidste måned. Og lad mig så være i fred - jeg har travlt....Først et par timer senere - på vej hjem fra arbejde - slår det ned i mig, at jeg da forresten skal overnatte i Oslo om aftenen. Jeg har bestilt værelse på Rica Victoria - et nydeligt sidegadehotel i Rosenkranzgade midt i den norske hovedstad. Gad vide om det var det værelse, han ringede om? For ærlig talt troede jeg i farten, at han ringede fra det lokale Rica-hotel i Tromsø, som jeg har en del at gøre med til daglig... Ups, det var nok ikke så godt.
Jeg ringer til nummeret, som min mobil heldigvis havde gemt. Jo, det var da Rica Victoria, der havde haft ringet, og da de havde overbooket, var de da glade for, at jeg kunne hjælpe dem....
Så var der ikke andet for end at skrue den helt store, sleske charme på og beklage og undskylde mange gange. Og nede i Oslo kunne de jo godt se, at de havde deres del af skylden, så de ville til samme pris booke et værelse til mig på Grand Hotel på Karl Johan, som også er en del af Rica-kæden.
Og sådan gik det til, at jeg tilbragte torsdag aften på et af Oslos fineste og mest navnkundige hoteller. Grand er blandt andet Nobel-fredspris-komiteens foretrukne hotel, når prismodtagere skal indkvarteres. Og det er også her, mange af verdensscenens store kunstnere overnatter, når de er i Oslo.
Værelserne er såmænd hverken dårligere eller bedre end andre steder, men sådan et agtværdigt gammelt fem-stjernet hotel er alligevel noget helt særligt med tommetykke gulvtæpper, lysekroner, marmor og messing i metervis - og ikke mindst en hær af diskrete tjenere.
Så det blev til en rigtig historie om Jesper i baronens seng. Jeg drømte ikke, nej, jeg var vågen og nød det i fulde drag denne nat, hvor Oslo i øvrigt bød på en af de sjældne tropenætter.
Det var torsdag i sidste uge og ferien skulle til at begynde. Nu er det mandag halvanden uge senere - og i eftermiddag går turen tilbage til Tromsø efter en dejlig uges tid i Danmark, hvor jeg er kommet ganske langt med at indrette det lille hus på Øland - og hvor der har været tid til både et par familiesammenkomster og et par fisketure. Men det er en helt anden snak.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XIII

Det er nok mere korrekt at betegne det som ugens ord; det er nemlig Kristiania.
I den forløbne uge skulle bystyret i Oslo nemlig diskutere, om den centrale del af den norske hovedstad igen skulle have dette smukke gamle danske navn til minde om en af de mere succesrige danske regenter.
Det er kulturudvalget i den norske hovedstad, som har anbefalet navneændringen, og i onsdags skulle afgørelsen være faldet. Desværre blev dagsordenspunktet udsat til næste møde om tre uger.
Oslo består i dag af 15 bydele. Dele af centrum ligger i disse bydele. Regeringskvartalet og Youngstorget er i bydel St. Hanshaugen, Centrum vest med Aker Brygge er i bydel Frogner, og den østlige del af sentrum i bydel Gamle Oslo. Resten af centrum er uden for bydelsopdelingen, men omtales normalt som Sentrum. Og det er det område, som man nu vil give betegnelsen Kristiania. Området omfatter blandt andet Kristian IV’s smukke gamle by fra 1624, som ofte betegnes kvadraturen på grund af de rette gader.
Nu er sådan en navneændring ikke noget, man sådan lige gør i Norge. Debatten har været voldsom, fordi mange mener, at det er udtryk for snobberi og et knæfald for dansk kolonialisme, sådan at bruge et udtryk, som stammer tilbage fra 400-årsnatten, som man smagfuldt kalder den periode, Norge var under det danske kongehus.
Som sagt mener et flertal i kulturudvalget, at Kristiania er et godt navn til den navneløse bydel. Det bliver spændende at se, hvad det ender med.

Jesper

Gardermoen gør det igen

Torsdag var jeg til møde i det norske udenrigsministerium. Vi er i fuld gang med at planlægge ministermødet, som skal foregå i Tromsø i slutningen af april.
Arktisk Råds øverste politiske beslutningsorgan er ministermødet, der holdes hvert andet år. Det er i hovedsagen udenrigsministrene fra medlemslandene, som tegner butikken. Dog har f.eks. USA hidtil stillet med en person lidt længere nede i hierakiet. Men ikke desto mindre er det jo jokeren i vores planlægning - vi ved endnu ikke, hvordan den nye administration i USA landet vil prioritere. Og det vil sige, at teoretisk kan der ske det, at Hillary møder op. Og det er mildest talt en joker, som vil gøre al planlægning til skamme. Erfaringerne siger nemlig, at den amerikanske udenrigsminister rejser rundt med et følge, der er sådan cirka lige så stort som det antal deltagere, vi håber på vil komme. Men den tid, den udfordring.
Som sagt var jeg til møde i Oslo og bagefter blev der da tid til en lille gåtur rundt kongeslottet og på Karl Johan, inden jeg tog til Gardermoen. Næsten som sædvanlig var trafikken gået i stå. Denne gang fordi det sneede i resten af Norge, så flyene ikke dukkede op i Gardermoen til tiden. Så jeg fik rigelig med tid til at tage det skumringsbillede af tårnet, som er øverst. Taget med telefonen, grumset og uskarpt, men farverne de er gode nok. Det er sådan himlen ser ud i skumringstimen på en klar dag heroppe.
Jeg landede i Tromsø - cirka to en halv time forsinket. Tre kvarter senere sad jeg foran brændeovnen hjemme hos Dina med sutskoene på. Godt udkørt efter en uge med fuld fart på og udsigt til en dejlig lang weekend.

Ha' det
Jesper

Tycho Brahes lørdag

Lørdagen startede egentlig meget godt, men det endte med at blive lidt af en Tycho Brahes dag alligevel.
Om formiddagen var der sol i Straumsbukta og silkehaler i træerne - herom senere - men jeg havde besluttet at tage et smut til Farsø med en mors dags-hilsen, inden jeg i det meste af ugen alligevel skal til møde i København.
Turen fra Tromsø kl. 14 gik da også helt efter bogen. Jeg kom til Oslo kl. 16 og skulle videre 18.05 til København. Jeg slentrede lidt rundt i Gardermoen, købte lidt toldfrit og fik noget at spise og boardede så flyet til Kastrup et kvarters tid før afgang.
Her begyndte det så ligesom at gå galt. Vi fik at vide, at afgangen var udsat en halv times tid på grund af voldsom sne, men at SAS ville byde på en kop kaffe i ventetiden. Der var lidt småkoldt, og jeg fik fat i et tæppe og hyggede mig sådan set lidt. Jeg sad og legede lidt med min ny mobiltelefon, som jeg fik for et par måneder siden, men ikke rigtig har sat mig ind i. Alle billederne her er taget med mobilen, og det er jo ikke ligefrem den samme skarphed, som mit Canon EOS 40D producerer, men det får nu være.
På det øverste billede ser man situationen i flyet, mens alt åndede fred og ro, og der kun var udsigt til en halv times forsinkelse. Det næste er sådan et typisk taget-med-telefon-selvportræt af denne blogs forfatter tålmodigt ventende i en Boeing 737-800.
Det skal med, at kaptajnen ærligt informerede om, at han ikke havde de store forventninger til, at vi overhovedet ville komme nogen steder, men det var alligevel en skuffelse, da vi efter en times venten blev bedt om at forlade flyet.
De af os, der havde guldkort - og det var ikke mange, som det ses på næste billede, fortrak til Scandinavian loungen. Nu kunne vi lige så godt få en fest ud af det. Ventetiden bliver jo som bekendt ikke kortere af, at man sidder og hænger med skuffen.
Nogle glas hvidvin og et antal sjusser senere, var vejret ikke blevet bedre. Det var derimod stemningen. Som det ses, er jeg kommet dertil, hvor et billede af en gin og tonic er noget af det mest interessante, der findes. Nu - klokken 22 lukkede lufthavnen imidlertid totalt, og vi blev derfor booket om til fly om søndagen.
Hotelrekvisitionerne skulle man hente i afgangshallen, og her rådede kaos. Det var ganske mange fly, der var aflyst. Heldigvis hjalp guldkortet mig igennem køerne relativt hurtigt, og ved 23-tiden gik den derfor med bus ind til Oslo centrum. Busser er efter min mening rædselsfulde, men både tog og taxa var holdt op med at køre på dette tidspunkt, så der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble.
Først ved halvto-tiden kunne jeg krybe til køjs i et i øvrigt nydeligt hotelværelse på det 35 etager høje Plaza - godt udbombet og lidt forbløffet over, at man skulle opleve den slags i Norge. Flyaflysninger har jeg da været udsat for masser af gange, mens jeg boede i Grønland, men i Oslo. Selv for de mest nationalt sindede nordmænd er det lidt en gåde, at sne kan komme bag på ledelsen af Norges største lufthavn. Der var også røster fremme om, at det i virkeligheden var fagforeningerne og ikke sneen, der var problemet.
Som jeg skrev forleden, synes nordmænd, at det er utroligt sjovt, når trafikken i London og Paris bryder sammen på grund af lidt sne. Men måske skulle de tænke på, at de selv bor i et glashus, inden de kaster den første snebold!
Disse linjer skrives søndag eftermiddag, hvor jeg nu er ankommet til København. Den toldfri mors dags-gave måtte jeg pænt levere tilbage i går aftes efter krav fra toldvæsenet, og jeg må derfor nøjes med at sende en hilsen til mor herigennem.

Ha' det
Jesper

P.s. Er du forvirret omkring mors dag, så er det altså den norske mors dag, vi snakker om!

Elverhøj

Dinas foretrukne radiokanal er NRK Klassisk, der som navnet siger udelukkende spiller klassisk musik.
Mens vi spiste morgenmad i dag spillede de sørme ouverturen til Elverhøj, og anslog dermed rigtigt nationalromantiske danske toner og måske lidt uforvarende kom de også til at spille den danske kongesang, Kong Kristian.
Men nordmændene skylder selvfølgelig også Christian firtal noget, eftersom det var ham, der grundlagde Oslo, som indtil selvstændigheden i 1905 også bar det sidenhen lidt odiøse navn Christiania. I øvrigt var denne morgens indspilning med det lettiske national-symfoniorkester, så Heibergs syngespil eller opera er jo kommet vidt omkring.
Elverhøj spilles fremdeles på Det Kongelige Teater, men ellers kender de fleste vel ouverturen fra Olsenbanden ser rødt, hvor national-forbryderne sprænger sig vej gennem teatrets kælder til tonerne af dette prægtige musikstykke.
Til anledningen var det lettere omskrevet af Bent Fabricius Bjerre. I et interview fortalte han engang, at det faktisk var en større omskrivning, og at indspilningen voldte en del problemer, fordi det skete med Det Kongelige Kapel, som mere eller mindre kan originalen i søvne. Da de skulle spille Bent Fabriks udgave, spillede de derfor forkert mange gange.
Omskrivningen består i, at Bjerre har fjernet nogle lange, rolige passager og så er der byttet om på nogle andre passager, så opbygningen af ouverturen er blevet passende filmisk.
Scenen er et af højdepunkterne i dansk filmkunst - disneysk i al sin musikalitet, rablende morsomt, suspensiøs og med mindelser til 1812-ouverturen af Tschaikovski.
Scenen kan aldrig ses for tit, så her er den fra YouTube:


Ha' en god søndag. Jeg skal desværre på arbejde - nogen skal jo gøre det hårde arbejde, så jeg skal til frokost på Fjellheisen med en flok repræsentanter for de oprindelige folk i Arktis, som har konference i Tromsø de næste par dage. Jeg er teknisk arrangør på denne konference og tre andre konferencer i den kommende uge, så jeg har først virkelig fri igen næste lørdag aften. Derfor vil opdateringen af bloggen måske også komme lidt drypvis i den kommende uge.

Jesper

Et væld af blomster

Inden jeg tog til Oslo mandag morgen, blev jeg enig med Dina om, at det nu nok var ved at være tiden, hvor vi ikke får mere ud af blomsterne i haven.
Derfor kunne hun sådan set ligeså godt tage dem ind. Så det var noget af et imponerende blomsterflor, der mødte mig, da jeg kom hjem onsdag aften.
Blomsterne herover er en slags valmue, men de blev sået lidt sent og begyndte først at blomstre for et par dage siden, men jeg skal da love for, at de tager revanche, nu de er kommet indendøre.
Vores latyrus er blevet rigtig store og har mange knopper, så der stod faktisk laturus over det meste af huset. Her står de sammen med de stokroser, som jeg reddede, da nattefrosten blev hård, mens Dina var i Karasjok.
Og her - midt på sofabordet - har Dina skabt noget, der vel må betegnes som verdens største latyrus-buket. Der går sikkert et par dage, inden den springer ordentlig ud.
Og med disse blomster går vi så i vinterhi - i hvert fald for et par dage, ind til jeg kommer på arbejde igen eller vi får internettet tilbage i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

På Frogneseteren

Mandag til onsdag var jeg et smut i Oslo, der som sædvanlig er utrolig smuk om efteråret. Jeg havde aftalt med far, at han skulle komme op og møde mig.
Mandag eftermiddag tog vi på Frogneseteren og spiste frokost. Det er sådan et rigtig udflugtssted uden for Oslo - sådan a la Dyrehaven i København - hvor man kan tage T-banen (norsk for S-toget) halvvejs ud af byen og op i fjeldene nord for Holmenkollen. Den sidste station ligger ved Frogneseteren i 467 meters højde. Det er sådan et godt gammeldags traktørsted, hvor man kan få en rejemad eller en laksemad for en mindre formue. Noget af det billigste stedet kan traktere med er rømmegrød, som koster 80 kroner og vel ikke er andet end maizenajævnet opvarmet creme-fraiche. Jo, de rige nordmænd vil gerne bedrages for deres egne penge. På billedet får far sig en snak med mor.
Udsigten fra Frogneseteren over den norske hovedstad er ubeskrivelig, så vi lader billedet tale for sig selv.
Frogneseteren er sådan en rigtig norsk turistfælde, hvor det hele ser ud som et postkort.
Om aftenen var vi i øvrigt på Bristol og spise pighvar - det dur!
Men det er en helt anden historie...

Ha' det
Jesper

Vietnam-nam

Det meste af ugen er gået med en workshop i Oslo om kortstandarder i det arktiske område. Det burde egentlig være temmelig nemt. Hvis alle lavede kort på den samme måde, ville det ikke være noget problem at udveksle data landene imellem, men eftersom den geodædiske videnskab jo har sin oprindelse i militærvæsenet, er det indlysende, at de forskellige lande har brugt en masse tid og kræfter på at opfinde den dybe tallerken igen og igen.
Onsdag aften var vi ude at spise på noget så specielt som en vietnamesisk restaurant beliggende midt i Oslo. Det var noget af et kändis-sted, men jeg må også indrømme, at det var lækkert - det rene Vietnam-nam. Stedet ligger i Øvre Slotsgade og hedder Xích Lô. Jeg gætter på, at det betyder cykel på vietnamesisk. I hvert fald hænger der en taxacykel over indgangen. Til forret små forårsruller og grillede kongerejer med hvidløg, hovedretten var andebryst i ingefærsauce. Saucen var kokkens specialitet og en ganske heftig affære, men anden var saftig og mør som smør. Desserten var den creme bruille, som er den helt store dessertmode i Norge i øjeblikket - lidt trivielt, men absolut spiselig.
Selve mødet foregik i Helsfyr - et af Oslos omegnscentre, hvor det moderne Norges glashøjhuse stråler om kap i vintersolen. Værten var Statens Forurensningstilsyn, og det er vel meget symptomatisk for et fremadstormende miljønorge, at denne hurtigt voksende statslige virksomhed holder til dør om dør med børsspekulanter, vekselerere, banker, IT-gazeller og ikke mindst Norges største incassovirksomhed Lindorff. Sidstnævnte har blandt andet den lukrative opgave at inkassere betaling for sygehusbehandling i den norske velfærdsstat!
Torsdag eftermiddag havde jeg et par timer fri til en lang gåtur, inden flyet - forsinket som sædvanlig - gik retur til Tromsø.
Jeg tog T-banen til Majorstuen - en af de lukrative kändisadresser i Oslo om man skal tro sladderspalterne i pressen. Kvarteret ligger omkring et torv, hvor man blandt andet kan tage Trikken - sporvognen ind til Oslos centrum. Hvis man som jeg vælger at gå, kommer man igennem et rigtig flot ambassadekvarter med store villaer og flotte biler i garagerne. Undervejs passerer man også Vigelandparken. Et stort parkområde viet til skulpturerne af denne sære, noget vulgære og underlige kunstner. Ingen tvivl om, at han var en god håndværker, men han er også noget trættende i sit svulstige, nationalromantiske udtryk.
Vigelandsparken er en del af Frognerparken - og fortsætter man ad Frognervejen ind mod Oslo kommer manhurtigt til kongeslottet og Karl Johan - Oslos berømte gågade.
Nu er det weekend, og der er ingen særlige rejseplaner den næste måneds tid, så nu skal der slappes rigtigt af i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

Kaos i luften

De seneste dage har der været kaos i det norske luftrum. Det skyldes selvfølgelig stor udrejsetrafik i forbindelse med julen - men også det faktum, at lufthavnen i Oslo ligger på en højslette, hvor der ofte bliver meget koldt og tåget på samme tid - det vi på godt dansk kalder rimfrost.
For flyvningen giver det flere problemer. Indlysende er selvfølgelig den dårlige sigt, som gør, at flyvelederne må øge afstanden mellem flyene. Samtidig bliver landingsbanen glat, så flyene ofte bruger lidt mere tid på at lande - og endelig skaber frosten isdannelser på flyene, så man må bruge tid på afisning inden afgang.
Fredag var det helt galt. Stort set ingen norske fly afgik til tiden, for når der er forsinkelser i Gardermoen, smitter det af i hele landet. Natten til lørdag blev meget indhentet, men da vi skulle til Danmark lørdag morgen lagde vi da ud i fin stil med en halv times forsinkelse fra Tromsø. Og det fortsatte vi med hele dagen, så da vi ankom til Aalborg lørdag eftermiddag, var det sørme også med en halv times forsinkelse.
Vi havde et par timers ophold i Gardermoen. Den tid blev blandt andet benyttet til at se nærmere på rimfrosten. Det var rasende koldt; -10 grader og samtidig var luften modbydelig fugtig. Resultatet ses tydeligt på billedet - masser af rim. Landskabet ser faktisk snedækket ud, men det er det ikke. Det er rim, rim og masser af rim.
I dag er det lillejuleaftensdag, og vi er nu i Farsø.

Ha' det
Jesper

Skyggeteater i Oslo

Jeg har netop været i Farsø et par dage på et lille førjuls-besøg hos mine forældre. Jeg fløj til Danmark onsdag, hvor jeg alligevel havde et par ærinder i Oslo. Den dag bød den norske hovedstad på højt klart vejr, og da jeg kom tilbage til lufthavnen - Gardermoen - stod eftermiddagssolen vinkelret ind på terminalbygningen. Det gav en helt speciel skyggeteater-effekt, som det kan ses på det første billede, der er ubehandlet. Skyggeteatret nærmest skriger på at blive gengivet i sorthvidt, så det har jeg vist i det andet billede, samtidig med at jeg har skruet godt op for kontrasten. Desuden har jeg ændret på de styrtende linjer, så perspektivet er ændret, og det ser ud som om, billedet er taget i samme niveau som skyggerne. (Klik eventuelt på billedet for at se det i stort format.) Nu da jeg var i gang med at manipulere billedet fortsatte jeg med at ændre belysningen, så den ser ud som om, det er teget ved solnedgang - og det er egentlig mest af alt medtaget som en almindelig advarsel mod at tro alt for meget fotos. I vore dage er det alt for nemt at manipulere billeder ved hjælp af blandt andet PhotoShop, som er mit foretrukne program til billedredigering. Som sædvanlig når jeg har været i Danmark, er kufferten fuld af danske lækkerier, når jeg vender hjem. I aften skal vi have vendsysselsk grønlangkål med hamburgerryg - det er første gang i denne jul, at vi får denne udsøgte delikatesse. I morgen er det hverdag igen, og jeg ønsker alle en rigtig god arbejdslyst. Ha' det Jesper P.s.: Onsdag fik jeg også et enkelt smugkig på verdens største passagerfly Airbusses nye A-380 som blev polartestet i Oslo i sidste uge. Desværre intet brugbart foto, men jeg kan godt love, at flyet er enormt.

Efterårsstemning i Oslo

Mandag og tirsdag var jeg i Oslo. Der er efteråret langt fra så fremskredet som her i det mørke Nordnorge.
Tirsdag var jeg til et møde i Nydalen - et gammelt industriområde nogle kilometer uden for centrum. Jeg havde et par timer til overs inden dagens sidste møde i Utenriksdepartementet, der ligger på Victoria Terrasse - en af de dyreste adresser i den norske hovedstad.
Da det var dejligt vejr, lod jeg mig overtale til en gåtur langs Aker-elven ind til city. Det blev en pragtfuld spadseretur - ned ad bakke hele vejen. Langs elven ligger mange nedlagte fabrikker, der er eller vil blive omdannet til mondæne liebhaverlejligheder til det nyrige Norges boligkøbere, der er villige til at betale formuer for de helt rigtige adresser i en stille forventning om, at boligmarkedet stadig vil gå op. Blandt andet passerede jeg et sted, hvor en restaurant i en gammel fabrik havde løst de rigide norske rygeregler ved at hænge nogle presenninger op ned mod elven. Af en eller anden grund mindede det mig mest af alt om nogle af de idylliske og saneringsmodne kvarterer i Beijing.
Og det må siges, at den norske hovedstad i høj grad har ladet sig inspirere af livet i de store byer. På denne lune efterårsdag var der travlt på de mange fortovscafeer på Karl Johan - Oslos hovedstrøg der jo er opkaldt efter en svensk konge. Stemningen mindede her mest af alt om Paris, hvis det altså ikke lige var for kongeslottet i baggrunden.
I det hele taget har storbyer over hele verden det med at ligne hinanden mere og mere, men der er en enkelt lille oase i Oslo. På mit foretrukne hotel, Bondeheimen, er alting som før. Hotellet er stærkt knyttet til den nynorske sprogbevægelse, og her er man resistent over for udenlandske påvirkninger.I restauranten, Kaffistovan, har man mottoet "Her skal intet forandres" og dagens ret mandag aften var da også rensdyrkarbonader med kogt rosenkål og brun sovs. Det smagte herligt, og så kostede det endda kun 120 kroner for hotellets gæster. Det er vel overflødigt at tilføje, at man ikke kan købe noget stærkere end øl på Bondeheimen, og at der selvfølgelig heller ikke er en bar. Til gengæld er der en dagligstue med bøger og nynorske aviser, hvor der hver aften serveres gratis suppe som godnatmad. Jo, her skal intet forandres.
I morgen er det fredag igen igen.

Ha det
Jesper

Bursdag

I dag er der nede i Oslo en liten gut, som heter Eirik, som har bursdag. Mormor Dina og Jesper vil gerne ønske Eirik til lykke med de seks år.
Vi har fejret begivenheden ved at flage med det norske flag, for det er jo en rigtig norsk lille gut. Men vi har nu også benyttet lejligheden til at indvi det nyanskaffede grønlandske flag, som Elvira har været så venlig at sende til os.
På billedet ser man også begge flag, men da det jo ikke blæser ret meget i Straumsbukta, kommer de ikke rigtig til deres ret.
Tænk sig, da jeg tog billedet, måtte jeg tage mig selv i at stå og ønske lidt blæst. De ord tager jeg skyndsomt i mig igen.
Jeg vender tilbage torsdag eller fredag med en billedreportage fra det norske efterår.
Ha' det, som vi siger på norsk.

Jesper

P.s. Skulle der være nogen, der ikke har fanget det, så betyder bursdag altså fødselsdag på norsk.