tirsdag den 16. februar 2010

Til frokost med døden

I torsdags var jeg en tur i Oslo. Frokosten blev indtaget i Hard Rock Cafe på den norske hovedstads hovedstrøg Karl Johan.
Hard Rock Cafe er en verdens-omspændende kæde af restauranter, som alle er sådan en sælsom blanding af et rock-museum og en burger-bar. De findes i de fleste store byer verden over og så altså også i Oslo.
Restauranten i Oslo er langt fra den mest imponerende af slagsen. Et af kædens kendetegn er udsmykningen af lokalerne, som er alskens memorabilia fra rockens overdrev. For eksempel kan man i New York-filialen se en af George Harrisons guitarer. I København har man selvfølgelig et af Metallica-Lars Ulrichs trommesæt, men i Oslo er der altså lidt langt mellem godbidderne. Dog er der blevet plads til et lille hjørne med forskellige genstande, som har tilhørt Nirvana-sangeren Kurt Cobain, der blev fundet kvalt i sit eget bræk i 1995. For dette stunt har han opnået en vis kultstatus på linje med andre nu afdøde rockmusikere - og her i Oslo er hans skjorte og guitar så blevet den appetitvækkende garniture til burgers og pommes frites.
Når det så er sagt, så skal det også med, at maden og især burgerne og frit'erne på Hard Rock Cafe generelt er i topklasse. Og en lille detalje, som der ikke bliver sløset med nogen steder - ketchuppen er selvfølgelig fra Heinz®. Alt andet ville også være snyd.
Hard Rock Cafe er langt fra verdens billigste burgerbar, men maden og betjeningen er grundlæggende i orden - uanset hvor i verden man besøger restaurant-kæden. Så jeg har efterhånden prøvet Hard Rock Cafe i adskillige store byer. Den mest imponerende af slagsen og den, som har gjort størst indtryk på mig, er uden tvivl Hard Rock Cafe i Beijing. Den er stor - kæmpestor - og indrettet nærmest som en rock-katedral med store baggrundsbelyste glasmosaikker af nogle af rockens største - blandt andet Jimi Hendrix, Little Richard, Elvis Presley og Mick Jagger. Hard Rock Cafe er en seværdighed i Beijing på linje med Den Himmelske Freds Plads og Den Store Mur.
Den første Hard Rock Cafe blev etableret i London i 1971. I dag har kæden 162 restauranter i flere end 50 lande. En stor del af omsætningen kommer fra souvenirs. For mange er det et must at have en T-shirt med Hard Rock Cafe-logoet og bynavnet fra alle de restauranter, som man har besøgt. I sin tid begyndte jeg også at samle, men samlingen er nu ikke komplet. Til gengæld er jeg meget glad for mine T-shirts fra HRC, fordi de er skabt til folk, som spiser burgers og lignende. I modsætning til så meget andet tøj kan jeg derfor altid få en HRC-T-shirt, som passer mig uden at stramme - og det er noget, man lærer at sætte pris på i disse sundhedsfanatiske tider.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: