onsdag den 24. februar 2010

Mandalaband

For nogle dage siden tændte jeg fjernsynet lige som børneprogrammerne skulle til at slutte sidst på eftermiddagen.
Jeg røg ind i rulleteksterne til et program i en norsk serie, der hedder Brødrene Dal - og som absolut ikke har noget som helst med den danske VVS-grossist at gøre.
Det var imidlertid ikke det, som var det interessante. Det var musikken, som blev brugt - og som lød meget bekendt. Det tog et par sekunder, inden jeg kom i tanke om, at det var det meget pompøse titel- og åbningsnummer på LP'en The Eye of Wendor med Mandalaband, som jeg faktisk har haft på LP-hylden i mange år - og som jeg kan forstå er lidt af et collectors item i dag.
Musikken er sådan noget overproduceret, pretentiøst, mystisk og utilgængeligt symfo-rock, som var meget populært i slutningen af 70'erne. Den er også et godt eksempel på et andet tidstypisk fænomen, nemlig at man ikke bare lavede plader - man lavede projekter og samlede et hav af musikere til indspilningerne. Mandalaband var også et projekt - startet af ægyptologen David Rohl og med folk fra kredsen omkring Barclay James Harvest, 10CC, Moody Blues og andre store navne fra den tid. David Rohl havde i sin tid måttet lide den tort, at pladeselskabet ikke ville udgive hans første LP i slutningen af 60'erne, selv om man havde bekostet indspilningen, da man - sikkert meget realistisk - skønnede, at der ikke var noget marked for den slags.
Musikken til The Eye of Wendor er angiveligt inspireret af Ringenes Herre - en bog der også dengang var meget populær - og det var da også oprindeligt meningen, at projektet skulle have været udmøntet i tre LP'er. Men det blev nu til denne ene - og måske er det godt nok, at det endte sådan.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig hører andet end åbningsnummeret på LP'en. Det er stort, flot og melodiøst, mens resten altså er for sejt at komme igennem. Og det er absolut et flot valg, når den norske komikertrio KLM valgte "The Eye of Wendor" som underlægningsmusik til rulleteksterne til serien om Brødrene Dal.
Jeg har aldrig set serien, men det skulle angiveligt være sådan noget lidt Poul og Nulle-agtigt parafraseren over traditionelle TV-serier og serien har været meget populær blandt nordmænd, som var unge i begyndelsen af 90'erne.
Mandala er navnet på nogle store symmetriske mønstre, som man kan købe og selv farvelægge. Det skulle efter sigende bidrage til afspænding og indre ro - og er New Age-miljøets svar på Sudoko og Kryds og Tværs. Nu er meget af det der New Age jo overtro og kvaksalveri, så det kan næppe forbavse nogen, at man i de kredse slapper af med noget, som man hverken skal kunne skrive eller regne for at finde ud af.
Men nu skal det jo ikke bare være gnaveri det hele, så lad os slutte af med ouverturen - eller hvad man nu skal kalde det - til The Eye of Wendor. Det er som sagt stort, flot og meget melodiøst.

Har du lyst til at se, hvordan musikken bliver brugt i Brødrene Dal, kan du klikke her. David Rohl var oprindeligt uddannet fotograf, inden han blev komponist, producer og sidenhen ægyptolog. Blandt hans fotografiske arbejder er innerslevet til Moody Blues "A Question of Balance", som kan ses her.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: