Brunkål

Brunkål er en rigtig herreret - og står derfor højt på menu-kortet hjemme hos os.
Egentlig er det vel mest sådan noget, man spiser om efteråret, men den slags traditioner føler vi os nu ikke bundet af - og her midt i den kolde vinter er det en god, nærende ret, når man har været ude for at rydde sne.
I den originale brunkål kommer farven fra karamelliseret sukker - ligesom når man laver brunede kartofler til jul. Det bliver imidlertid nemt lidt for sødt til vores smag, også fordi hvidkål smager sødt i sig selv.
Jeg har derfor pillet lidt ved opskriften, og laver denne herlige spise på følgende måde:
Jeg tager en stor gryde, hvor jeg smelter noget margarine eller smør og lader det bruse af. Så tager jeg en passende mængde snittet hvidkål og svitser i fedtstoffet - akkurat ligesom man bruner noget kød til en gryderet. Så tilsætter jeg lidt hjemmelavet svinefond og krydrer med salt og peber. Oven i alt dette lægger jeg et stykke røget flæsk og lader hele herligheden snurre under svag varme en god times tid eller halvanden, til kødet er rigtig dejlig mørt.
Så tager jeg kødet op og skærer i skiver. Måske giver jeg lige kålen et par dråber kulør, hvis ikke den er brun nok, og så er hele herligheden klar til at spise. Nemmere kan det næsten ikke blive. Skal det være rigtig frækt, så smager det forresten godt, hvis man koger lidt gulerødder i tern med, men det er bestemt ikke nødvendigt!
Dovregubbens læsere har måske bemærket, at jeg næsten aldrig angiver mængder i mine opskrifter. Det skyldes, at jeg altid arbejder på øjemål i køkkenet. Man skal tænke sig om - så bliver maden bedst, og så kan man jo i øvrigt uden problemer bruge opskriften uanset om man er to eller ti til bords. Og så skal man huske at smage på maden, inden den serveres!
Velbekomme!

Jesper