Mission: Irak

En jægersoldat er cirka en meter bred - mellem øjnene, og han er i stand til alt, hedder det sig i myten.
Men når det kommer til at bekæmpe FN's bureaukrati, må selv en jægersoldat give op. Det har den tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl skrevet en lille, underholdende bog om.
Poul Dahl var fra 1993 til 96 chef for FN's vagtstyrke i Irak. Vagten havde til formål at beskytte de forskellige humanitære organisationers indsats blandt kurderne i det nordlige Irak. Det blev en ulige kamp i et område, hvor hver mand har en kalashnikov og en bazooka med sig over alt - og hvor der ellers nok kunne være brug for både humanitære og fredsskabende initiativer. Efter tre år med chikane fra overordnede og et overbureaukratisk FN-system gav han op og søgte sin afsked - selv om han ellers havde nået betydeligt bedre resultater end sin forgænger i embedet.
Bogen er historien om, hvordan de mange penge, som vi ellers velvilligt altid støtter nødlidende i hele verden med, bliver sløset væk - enten på grund af uduelighed hos dem, der skal administrere dem - eller endnu værre, fordi der er så mange begærlige mennesker ude i verden, som skrupelløst vil have deres del af vores aflad.
Bogen beskriver blandt andet, hvordan en god del af de humanitære midler røg direkte i Saddam Husseins lommer i en tid, hvor landets borgere ellers led under den internationale embargo. Beskrivelserne leverer også et par gode argumenter for, at verdenssamfundet fjernede Saddam fra magten. Hans regime tjente hverken Iraks eller dele af landets interesser - kun hans egne. I den sammenhæng er jeg da revnende ligeglad med, om krigen var begrundet i en fejlagtig påstand om, at den irakiske diktator skulle disponere over kemiske våben. Det, som tæller, er, at han blev fjernet og henrettet.
Som sagt: bogen er underholdende og letlæst. Men alligevel savner jeg en lidt dybere analyse af, hvorfor FN-systemet er så dårlig til at løse sin opgave - for jeg er helt enig med Poul Dahl, når han mener, at der ikke er andre til at løse opgaven.
Poul Dahl er i dag politiker og bogen må vel til en vis grad ses som et partsindlæg i en politisk debat, lige som man nok ikke kan se bort fra bogens terapeutiske betydning - derfor er der kun tre ud af seks mulige tørfisk til den. Men læs den alligevel næste gang, du skal slå et par timer ihjel i et fly eller tog.

Jesper