Paddy hvem?

I en kommentar til historien om Whisky in the Jar spørger min gamle skolekammerat Per Lyngby - ejer af Thitind-bloggen med de mange musikarkæologiske artikler - om ikke, jeg i sin tid var fan af det dansk-irske folkeorkester Paddy Doyles.
Hertil kan jeg ganske kort svare: Nej!
Jeg antydede i historien, at jeg har et noget anstrengt forhold til folkemusik. Jeg holder helt bestemt mere af rock - jo hårdere, jo bedre. Men jeg har muligvis været god til ikke at lægge mig ud med alle de hyggelige mennesker, som holder af folkemusik.
Jeg har muligvis endda selv medvirket til den opfattelse, at jeg synes, at det er fantastisk inspirerende at høre en flok fordrukne irere file på violiner. I firserne var jeg nemlig i en halv snes år var mere eller mindre fast inventar ved Skagen Festivalerne.
Men nu, mange år efter, skal sandheden frem: Det eneste musik, jeg nogensinde har betalt for at høre i de mange år i Skagen, er faktisk Sussi og Leo, som jeg ind i mellem hørte på Skansen i en sen nattetime. Ellers gik mine Skagen Festivaler med at drikke øl og kølig hvidvin og spise rejer på havnen. Og efter en sådan weekend er man jo ofte vendt hjem med en sund kulør og har lignet en rigtig lykkelig folkemusik-fan.
Apropos Lars Lilholt så husker jeg en lille historie fra det aalborgensiske rockmiljø i 1987, da trommeslageren Klaus Thrane begyndte at spille med Lilholt. Thrane var ellers kendt for at spille endda særdeles hård rock i orkestre som Rockmaskinen og BLT (Back, Larsen og Thrane). Da han begyndte at spille med Lilholt, blev "Thranen" betragtet som en rigtig renegat og måtte lide den tort blandt rockkollegerne konsekvent at blive omtalt som "folkemusikeren Thrane".
Men folkemusik kan føre til så meget. Thranen er i hvert fald senere blevet gift med Lilholts søster Trine - og som bekendt gør kærlighed jo blind!

Ha' det
Jesper

Foto: Skagen Turistkontor - Toppen af Danmark