fredag den 26. februar 2010

Whiskey in the Jar

Det er fredag aften, det er tøvejr uden for. Jeg har forlængst passeret den alder, hvor fjernsynet fredag aften siger mig noget som helst, så jeg sidder og hygger mig i herreværelset i det lille hus på Øland.
Egentlig var jeg i gang med at læse Ole Frøslevs Profeten, men pludselig toner Lars Lilholt ud af radioen med hans ualmindeligt tunge, rockende og svedende udgave af den gamle irske folk-klassiker Whiskey in the Jar. Sangen jager tankerne på langfart. Tilbage til mine meget unge dage i begyndelsen af 70'erne.
Dengang frekventerede jeg jævnligt et spejdercenter i det midtjyske søhøjland ved Silkeborg, som lå ved en idyllisk sø - Ravnsø - som også var centrets navn. Senere er det blevet flyttet til og har skiftet navn til Forlev. I de kredse på det tidspunkt var irsk folkemusik meget populært - og utallige er de aftener, hvor vi har siddet ved lejrbålet og sunget Whiskey in the Jar - ofte med musikalsk ledsagelse fra det århusianske folkmiljø, der senere udviklede sig til blandt andet et orkester med navnet Kræn Bysteds. Det var i den sammenhæng, at en ung Lars Lilholt debuterede for en bredere tilhørerskare.
Tankerne røg som sagt på langfart, og jeg gav mig til at søge på nettet. Her fandt jeg et billede af Ravnsø - taget af Pia Hernø - som meget præcist rammer min erindring om Ravnsø. Blandt de mange aktiviteter på Ravnsø holdt jeg især af at bygge og sejle med tømmerflåder - og da opholdene i Ravnsø som regel foregik i efterårsferien eller påsken, er jeg ofte vågnet på en tømmerflåde en tidlig morgen med Whisky in the Jar i hovedet og har set tågen og nattefrosten lette over skovene ved Ravnsø.
Senere må jeg indrømme, at jeg tabte interessen for irsk folkemusik. Det er lidt ligesom jazz - man skal altså partout være i godt humør og positivt indstillet for at høre det - og så lalleglad er jeg altså heller ikke. Men Whisky in the Jar er en god sang. Heldigvis blev den allerede i 1971 indspillet i en helt fantastisk udgave med Thin Lizzy. Den irske rockgruppe fik sit første af lang række hits med sangen, der egentlig var tænkt som b-siden til Black Boys on the Corner. Pladeselskabet vurderede heldigvis, at Whiskey... havde et større potentiale og byttede om på a- og b-siden, hvad der næppe er nogen, som vil bebrejde dem i dag.
I dag gider jeg imidlertid ikke høre Thin Lizzy spille Whiskey in the Jar. For da Lars Lilholt på LP' en "Smukkere med tiden" for et par år siden udgav en live-udgave af sangen, var jeg fuldstændig solgt. Her bliver sangen simpelthen trykket af i en frugtbar symbiose mellem det oprindelige folk-oplæg og så Thin Lizzy's hårde rock. Det er musik, som flytter sig langt ud over scenekanten - og radioen - for det skal spilles højt, skal det.
Her er Whiskey in the Jar med Lars Lilholt:


Ha' det
Jesper

1 kommentar:

Lyngby sagde ...

Hej Jesper

Ja, Thin Lizzy lavede en fremragende version af det nummer. I øvrigt havde jeg LP'en Vagabonds Of The Western Worl (rigtig god), uden Whiskey, men det kom med på senere optryk, efter at nummeret var blevet et hit.

Med hensyn til folkemusik, var du ikke også fan af Paddy Doyles??