Paddy hvem?

I en kommentar til historien om Whisky in the Jar spørger min gamle skolekammerat Per Lyngby - ejer af Thitind-bloggen med de mange musikarkæologiske artikler - om ikke, jeg i sin tid var fan af det dansk-irske folkeorkester Paddy Doyles.
Hertil kan jeg ganske kort svare: Nej!
Jeg antydede i historien, at jeg har et noget anstrengt forhold til folkemusik. Jeg holder helt bestemt mere af rock - jo hårdere, jo bedre. Men jeg har muligvis været god til ikke at lægge mig ud med alle de hyggelige mennesker, som holder af folkemusik.
Jeg har muligvis endda selv medvirket til den opfattelse, at jeg synes, at det er fantastisk inspirerende at høre en flok fordrukne irere file på violiner. I firserne var jeg nemlig i en halv snes år var mere eller mindre fast inventar ved Skagen Festivalerne.
Men nu, mange år efter, skal sandheden frem: Det eneste musik, jeg nogensinde har betalt for at høre i de mange år i Skagen, er faktisk Sussi og Leo, som jeg ind i mellem hørte på Skansen i en sen nattetime. Ellers gik mine Skagen Festivaler med at drikke øl og kølig hvidvin og spise rejer på havnen. Og efter en sådan weekend er man jo ofte vendt hjem med en sund kulør og har lignet en rigtig lykkelig folkemusik-fan.
Apropos Lars Lilholt så husker jeg en lille historie fra det aalborgensiske rockmiljø i 1987, da trommeslageren Klaus Thrane begyndte at spille med Lilholt. Thrane var ellers kendt for at spille endda særdeles hård rock i orkestre som Rockmaskinen og BLT (Back, Larsen og Thrane). Da han begyndte at spille med Lilholt, blev "Thranen" betragtet som en rigtig renegat og måtte lide den tort blandt rockkollegerne konsekvent at blive omtalt som "folkemusikeren Thrane".
Men folkemusik kan føre til så meget. Thranen er i hvert fald senere blevet gift med Lilholts søster Trine - og som bekendt gør kærlighed jo blind!

Ha' det
Jesper

Foto: Skagen Turistkontor - Toppen af Danmark

Whiskey in the Jar

Det er fredag aften, det er tøvejr uden for. Jeg har forlængst passeret den alder, hvor fjernsynet fredag aften siger mig noget som helst, så jeg sidder og hygger mig i herreværelset i det lille hus på Øland.
Egentlig var jeg i gang med at læse Ole Frøslevs Profeten, men pludselig toner Lars Lilholt ud af radioen med hans ualmindeligt tunge, rockende og svedende udgave af den gamle irske folk-klassiker Whiskey in the Jar. Sangen jager tankerne på langfart. Tilbage til mine meget unge dage i begyndelsen af 70'erne.
Dengang frekventerede jeg jævnligt et spejdercenter i det midtjyske søhøjland ved Silkeborg, som lå ved en idyllisk sø - Ravnsø - som også var centrets navn. Senere er det blevet flyttet til og har skiftet navn til Forlev. I de kredse på det tidspunkt var irsk folkemusik meget populært - og utallige er de aftener, hvor vi har siddet ved lejrbålet og sunget Whiskey in the Jar - ofte med musikalsk ledsagelse fra det århusianske folkmiljø, der senere udviklede sig til blandt andet et orkester med navnet Kræn Bysteds. Det var i den sammenhæng, at en ung Lars Lilholt debuterede for en bredere tilhørerskare.
Tankerne røg som sagt på langfart, og jeg gav mig til at søge på nettet. Her fandt jeg et billede af Ravnsø - taget af Pia Hernø - som meget præcist rammer min erindring om Ravnsø. Blandt de mange aktiviteter på Ravnsø holdt jeg især af at bygge og sejle med tømmerflåder - og da opholdene i Ravnsø som regel foregik i efterårsferien eller påsken, er jeg ofte vågnet på en tømmerflåde en tidlig morgen med Whisky in the Jar i hovedet og har set tågen og nattefrosten lette over skovene ved Ravnsø.
Senere må jeg indrømme, at jeg tabte interessen for irsk folkemusik. Det er lidt ligesom jazz - man skal altså partout være i godt humør og positivt indstillet for at høre det - og så lalleglad er jeg altså heller ikke. Men Whisky in the Jar er en god sang. Heldigvis blev den allerede i 1971 indspillet i en helt fantastisk udgave med Thin Lizzy. Den irske rockgruppe fik sit første af lang række hits med sangen, der egentlig var tænkt som b-siden til Black Boys on the Corner. Pladeselskabet vurderede heldigvis, at Whiskey... havde et større potentiale og byttede om på a- og b-siden, hvad der næppe er nogen, som vil bebrejde dem i dag.
I dag gider jeg imidlertid ikke høre Thin Lizzy spille Whiskey in the Jar. For da Lars Lilholt på LP' en "Smukkere med tiden" for et par år siden udgav en live-udgave af sangen, var jeg fuldstændig solgt. Her bliver sangen simpelthen trykket af i en frugtbar symbiose mellem det oprindelige folk-oplæg og så Thin Lizzy's hårde rock. Det er musik, som flytter sig langt ud over scenekanten - og radioen - for det skal spilles højt, skal det.
Her er Whiskey in the Jar med Lars Lilholt:


Ha' det
Jesper