Den grønlandske danskhed

Vivi Sørensen er en lovende ung, grønlandsk skuespillerspire, som har gjort sig positivt bemærket i mange sammenhænge de seneste par år.
I efteråret var hun blandt andet på turne i Norge med forestillingen Polaroid - What's really going on around the North Pole. Det funderer hun over i en klumme i forrige nummer af den grønlandske ugeavis Sermitsiaq.
Hun fortæller om sin tid som ung, oprørsk gymnasieelev, der mente, at alt dårligt i Grønland skyldtes Danmark og Hans Egede, og hvordan det ikke kunne gå hurtigt nok med en løsrivelse.
Efter en måned i Norge kommer hun i Gardermoen til en erkendelse:
"Jeg skal boarde i Gate 46. Jo mere jeg nærmer mig gaten, jo flere danske tunger hører jeg. Hvor er det dejligt at høre dansk! En sur københavnerinde klager tilsyneladende til sin mobiltelefon. Hvem havde troet, jeg ville blive glad for at høre en skingrende stemme lige i dette øjeblik?
Min grønlandske krop bliver pludselig fyldt med en mere eller mindre ukendt form for dansk stolthed. Blandt mine danske medpassagerer får jeg lyst til at vifte med mit danske pas, så de kan se, at jeg også er dansk. (...)
Det går op for mig, at jeg er dansk! En grønlænder er dansk på en eller anden måde. Vi er som et folk helt afhængige af blandt andet medisterpølse, Kim Larsen, kongefamilien og rugbrød. Vi kan ikke løbe væk fra det.
(...) For Danmark glemmer vi aldrig. Rugbrød vil vi altid spise."
Jeg håber, at alle mennesker i Jylland, på Fyn, Sjælland og omliggende øer vil tage disse smukke ord til sig - også når de møder et menneske fra Grønland, Disko og omliggende øer, som har svært ved at tilpasse sig i det danske samfund.

Ha' det
Jesper

Billedet er taget af CB Reklame og fra pressematerialet til forestillingen Polaroid. Den nydelige unge pige i herreunderbukser længst til højre er Vivi Sørensen.

Gardermoen gør det igen

Torsdag var jeg til møde i det norske udenrigsministerium. Vi er i fuld gang med at planlægge ministermødet, som skal foregå i Tromsø i slutningen af april.
Arktisk Råds øverste politiske beslutningsorgan er ministermødet, der holdes hvert andet år. Det er i hovedsagen udenrigsministrene fra medlemslandene, som tegner butikken. Dog har f.eks. USA hidtil stillet med en person lidt længere nede i hierakiet. Men ikke desto mindre er det jo jokeren i vores planlægning - vi ved endnu ikke, hvordan den nye administration i USA landet vil prioritere. Og det vil sige, at teoretisk kan der ske det, at Hillary møder op. Og det er mildest talt en joker, som vil gøre al planlægning til skamme. Erfaringerne siger nemlig, at den amerikanske udenrigsminister rejser rundt med et følge, der er sådan cirka lige så stort som det antal deltagere, vi håber på vil komme. Men den tid, den udfordring.
Som sagt var jeg til møde i Oslo og bagefter blev der da tid til en lille gåtur rundt kongeslottet og på Karl Johan, inden jeg tog til Gardermoen. Næsten som sædvanlig var trafikken gået i stå. Denne gang fordi det sneede i resten af Norge, så flyene ikke dukkede op i Gardermoen til tiden. Så jeg fik rigelig med tid til at tage det skumringsbillede af tårnet, som er øverst. Taget med telefonen, grumset og uskarpt, men farverne de er gode nok. Det er sådan himlen ser ud i skumringstimen på en klar dag heroppe.
Jeg landede i Tromsø - cirka to en halv time forsinket. Tre kvarter senere sad jeg foran brændeovnen hjemme hos Dina med sutskoene på. Godt udkørt efter en uge med fuld fart på og udsigt til en dejlig lang weekend.

Ha' det
Jesper

Forelsket i København

Søndag til torsdag morgen har jeg været i København. Anledningen var et redigerings-møde mellem SAO'erne - det øverste administrative niveau i Arktisk Råd - hvor man diskuterede det, som til sin tid vil blive kendt som Tromsø-deklarationen, og som skal vedtages på forårets ministermøde her i Tromsø.
Selv om Norge var vært for mødet, blev det af praktiske grunde holdt i København. Mine besværligheder i Gardermoen forrige weekend taget i betragtning var det sikkert et meget godt valg.
Men det skal altså også med, at blandt mødedeltagerne er København generelt et populært valg. Jeg har ikke tidligere haft øjnene rigtigt åbne for det. For mig er København en by fyldt med speedsnakkende analfabeter, som tror, at alle fra Jylland er i familie med hinanden. Men for folk udefra er det faktisk en ganske charmerende storby med flinke indbyggere, en velfungerende infrastruktur og mange handelsmuligheder og seværdigheder. Og selv om jeg jo som ansat i Arktisk Råd i princippet repræsenterer det norske formandsskab, måtte jeg som dansker lægge øre til mange rosende ord om den danske hovedstad.
Og sammenlignet med så mange andre storbyer er der måske noget om snakken. Mødet blev holdt i Udenrigsministeriets repræsentationslokaler i Eigtveds Pakhus på Christianshavn, og vi boede på Admiral Hotel lige ved siden af Nyhavn. Det er jo sådan set - må jeg indrømme - et ganske charmerende område med den nye opera og skuespilhuset på havnefronten. Sådan lidt Venezia-agtigt. Og selv om deltagerne i et sådant møde bruger taxi, så aftvinger det respekt, at man komme i lufthavnen med Metroen på under ti minutter.
Alt i alt fungerede rammerne om mødet perfekt. Eigtveds pakhus er en utrolig flot restaureret bygning, som indvendigt byder på alt, hvad vi opfatter som dansk - lige fra Bang & Olufsen, PH og Arne Jacobsen til tre slags sild på buffetten og Carlsberg på bordet.
Dog var vi nogle, der undrede os over noget stenbiderrogn, som var farvet grøn. En af de russiske mødedeltagere mente bestemt at vide, at det var frøæg! Og tirsdag morgen kørte jeg i en taxi med en pakistansk tæppehandler som chauffør. Han kunne ikke en gang finde Udenrigsministeriet. Den slags håber jeg ikke, at alt for mange af Københavns gæster bliver udsat for - for så kan man hurtigt sætte byens gode internationale rygte over styr.

Ha' det
Jesper

Tycho Brahes lørdag

Lørdagen startede egentlig meget godt, men det endte med at blive lidt af en Tycho Brahes dag alligevel.
Om formiddagen var der sol i Straumsbukta og silkehaler i træerne - herom senere - men jeg havde besluttet at tage et smut til Farsø med en mors dags-hilsen, inden jeg i det meste af ugen alligevel skal til møde i København.
Turen fra Tromsø kl. 14 gik da også helt efter bogen. Jeg kom til Oslo kl. 16 og skulle videre 18.05 til København. Jeg slentrede lidt rundt i Gardermoen, købte lidt toldfrit og fik noget at spise og boardede så flyet til Kastrup et kvarters tid før afgang.
Her begyndte det så ligesom at gå galt. Vi fik at vide, at afgangen var udsat en halv times tid på grund af voldsom sne, men at SAS ville byde på en kop kaffe i ventetiden. Der var lidt småkoldt, og jeg fik fat i et tæppe og hyggede mig sådan set lidt. Jeg sad og legede lidt med min ny mobiltelefon, som jeg fik for et par måneder siden, men ikke rigtig har sat mig ind i. Alle billederne her er taget med mobilen, og det er jo ikke ligefrem den samme skarphed, som mit Canon EOS 40D producerer, men det får nu være.
På det øverste billede ser man situationen i flyet, mens alt åndede fred og ro, og der kun var udsigt til en halv times forsinkelse. Det næste er sådan et typisk taget-med-telefon-selvportræt af denne blogs forfatter tålmodigt ventende i en Boeing 737-800.
Det skal med, at kaptajnen ærligt informerede om, at han ikke havde de store forventninger til, at vi overhovedet ville komme nogen steder, men det var alligevel en skuffelse, da vi efter en times venten blev bedt om at forlade flyet.
De af os, der havde guldkort - og det var ikke mange, som det ses på næste billede, fortrak til Scandinavian loungen. Nu kunne vi lige så godt få en fest ud af det. Ventetiden bliver jo som bekendt ikke kortere af, at man sidder og hænger med skuffen.
Nogle glas hvidvin og et antal sjusser senere, var vejret ikke blevet bedre. Det var derimod stemningen. Som det ses, er jeg kommet dertil, hvor et billede af en gin og tonic er noget af det mest interessante, der findes. Nu - klokken 22 lukkede lufthavnen imidlertid totalt, og vi blev derfor booket om til fly om søndagen.
Hotelrekvisitionerne skulle man hente i afgangshallen, og her rådede kaos. Det var ganske mange fly, der var aflyst. Heldigvis hjalp guldkortet mig igennem køerne relativt hurtigt, og ved 23-tiden gik den derfor med bus ind til Oslo centrum. Busser er efter min mening rædselsfulde, men både tog og taxa var holdt op med at køre på dette tidspunkt, så der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble.
Først ved halvto-tiden kunne jeg krybe til køjs i et i øvrigt nydeligt hotelværelse på det 35 etager høje Plaza - godt udbombet og lidt forbløffet over, at man skulle opleve den slags i Norge. Flyaflysninger har jeg da været udsat for masser af gange, mens jeg boede i Grønland, men i Oslo. Selv for de mest nationalt sindede nordmænd er det lidt en gåde, at sne kan komme bag på ledelsen af Norges største lufthavn. Der var også røster fremme om, at det i virkeligheden var fagforeningerne og ikke sneen, der var problemet.
Som jeg skrev forleden, synes nordmænd, at det er utroligt sjovt, når trafikken i London og Paris bryder sammen på grund af lidt sne. Men måske skulle de tænke på, at de selv bor i et glashus, inden de kaster den første snebold!
Disse linjer skrives søndag eftermiddag, hvor jeg nu er ankommet til København. Den toldfri mors dags-gave måtte jeg pænt levere tilbage i går aftes efter krav fra toldvæsenet, og jeg må derfor nøjes med at sende en hilsen til mor herigennem.

Ha' det
Jesper

P.s. Er du forvirret omkring mors dag, så er det altså den norske mors dag, vi snakker om!

Dagens ord (V)

Da jeg gik gennem sikkerhedskontrollen i Gardermoen i eftermiddags, begyndte klokkerne at ringe. Mere eller mindre ren rutine, da mine sko åbenbart indeholder et eller andet af jern, som irriterer den slags maskiner.
En venlig jente bad mig da også tage skoene af, og det er her, den sprogligt løber af sporet, da hun herefter bad løfte poterne, så hun kunne undersøge disse nærmere. Jeg gjorde gældende, at poter sidder på dyr, og at denne legemsdel på mennesker hedder fødder. Jeg er ikke sikker på, hun helt forstod pointen, men hun var da ellers venlig nok, da hun antydede, at jeg muligvis ikke var helt ædru. Men meningen var klar nok - det var ikke stedet for filologiske diskussioner.
Vi kan altså slå fast, at Nordmænd går rundt på poter i stedet for fødder. Jeg kan lige høre det for mig, når de Ole Nordmand fastslår: Jeg har fuldstændig pote på situationen.
I sandhedens interesse bør det lige nævnes, at jeg var 100% ædru, og at det var skoene, der udløste alarmen.

Ha' det
Jesper

Kaos i luften

De seneste dage har der været kaos i det norske luftrum. Det skyldes selvfølgelig stor udrejsetrafik i forbindelse med julen - men også det faktum, at lufthavnen i Oslo ligger på en højslette, hvor der ofte bliver meget koldt og tåget på samme tid - det vi på godt dansk kalder rimfrost.
For flyvningen giver det flere problemer. Indlysende er selvfølgelig den dårlige sigt, som gør, at flyvelederne må øge afstanden mellem flyene. Samtidig bliver landingsbanen glat, så flyene ofte bruger lidt mere tid på at lande - og endelig skaber frosten isdannelser på flyene, så man må bruge tid på afisning inden afgang.
Fredag var det helt galt. Stort set ingen norske fly afgik til tiden, for når der er forsinkelser i Gardermoen, smitter det af i hele landet. Natten til lørdag blev meget indhentet, men da vi skulle til Danmark lørdag morgen lagde vi da ud i fin stil med en halv times forsinkelse fra Tromsø. Og det fortsatte vi med hele dagen, så da vi ankom til Aalborg lørdag eftermiddag, var det sørme også med en halv times forsinkelse.
Vi havde et par timers ophold i Gardermoen. Den tid blev blandt andet benyttet til at se nærmere på rimfrosten. Det var rasende koldt; -10 grader og samtidig var luften modbydelig fugtig. Resultatet ses tydeligt på billedet - masser af rim. Landskabet ser faktisk snedækket ud, men det er det ikke. Det er rim, rim og masser af rim.
I dag er det lillejuleaftensdag, og vi er nu i Farsø.

Ha' det
Jesper

Skyggeteater i Oslo

Jeg har netop været i Farsø et par dage på et lille førjuls-besøg hos mine forældre. Jeg fløj til Danmark onsdag, hvor jeg alligevel havde et par ærinder i Oslo. Den dag bød den norske hovedstad på højt klart vejr, og da jeg kom tilbage til lufthavnen - Gardermoen - stod eftermiddagssolen vinkelret ind på terminalbygningen. Det gav en helt speciel skyggeteater-effekt, som det kan ses på det første billede, der er ubehandlet. Skyggeteatret nærmest skriger på at blive gengivet i sorthvidt, så det har jeg vist i det andet billede, samtidig med at jeg har skruet godt op for kontrasten. Desuden har jeg ændret på de styrtende linjer, så perspektivet er ændret, og det ser ud som om, billedet er taget i samme niveau som skyggerne. (Klik eventuelt på billedet for at se det i stort format.) Nu da jeg var i gang med at manipulere billedet fortsatte jeg med at ændre belysningen, så den ser ud som om, det er teget ved solnedgang - og det er egentlig mest af alt medtaget som en almindelig advarsel mod at tro alt for meget fotos. I vore dage er det alt for nemt at manipulere billeder ved hjælp af blandt andet PhotoShop, som er mit foretrukne program til billedredigering. Som sædvanlig når jeg har været i Danmark, er kufferten fuld af danske lækkerier, når jeg vender hjem. I aften skal vi have vendsysselsk grønlangkål med hamburgerryg - det er første gang i denne jul, at vi får denne udsøgte delikatesse. I morgen er det hverdag igen, og jeg ønsker alle en rigtig god arbejdslyst. Ha' det Jesper P.s.: Onsdag fik jeg også et enkelt smugkig på verdens største passagerfly Airbusses nye A-380 som blev polartestet i Oslo i sidste uge. Desværre intet brugbart foto, men jeg kan godt love, at flyet er enormt.