Forelsket i København

Søndag til torsdag morgen har jeg været i København. Anledningen var et redigerings-møde mellem SAO'erne - det øverste administrative niveau i Arktisk Råd - hvor man diskuterede det, som til sin tid vil blive kendt som Tromsø-deklarationen, og som skal vedtages på forårets ministermøde her i Tromsø.
Selv om Norge var vært for mødet, blev det af praktiske grunde holdt i København. Mine besværligheder i Gardermoen forrige weekend taget i betragtning var det sikkert et meget godt valg.
Men det skal altså også med, at blandt mødedeltagerne er København generelt et populært valg. Jeg har ikke tidligere haft øjnene rigtigt åbne for det. For mig er København en by fyldt med speedsnakkende analfabeter, som tror, at alle fra Jylland er i familie med hinanden. Men for folk udefra er det faktisk en ganske charmerende storby med flinke indbyggere, en velfungerende infrastruktur og mange handelsmuligheder og seværdigheder. Og selv om jeg jo som ansat i Arktisk Råd i princippet repræsenterer det norske formandsskab, måtte jeg som dansker lægge øre til mange rosende ord om den danske hovedstad.
Og sammenlignet med så mange andre storbyer er der måske noget om snakken. Mødet blev holdt i Udenrigsministeriets repræsentationslokaler i Eigtveds Pakhus på Christianshavn, og vi boede på Admiral Hotel lige ved siden af Nyhavn. Det er jo sådan set - må jeg indrømme - et ganske charmerende område med den nye opera og skuespilhuset på havnefronten. Sådan lidt Venezia-agtigt. Og selv om deltagerne i et sådant møde bruger taxi, så aftvinger det respekt, at man komme i lufthavnen med Metroen på under ti minutter.
Alt i alt fungerede rammerne om mødet perfekt. Eigtveds pakhus er en utrolig flot restaureret bygning, som indvendigt byder på alt, hvad vi opfatter som dansk - lige fra Bang & Olufsen, PH og Arne Jacobsen til tre slags sild på buffetten og Carlsberg på bordet.
Dog var vi nogle, der undrede os over noget stenbiderrogn, som var farvet grøn. En af de russiske mødedeltagere mente bestemt at vide, at det var frøæg! Og tirsdag morgen kørte jeg i en taxi med en pakistansk tæppehandler som chauffør. Han kunne ikke en gang finde Udenrigsministeriet. Den slags håber jeg ikke, at alt for mange af Københavns gæster bliver udsat for - for så kan man hurtigt sætte byens gode internationale rygte over styr.

Ha' det
Jesper

Tommy

Jeg har været til møde det meste af dagen, så jeg tillod mig at tage lidt tidligt fri. Da jeg kørte hjem ved to-tiden, fik jeg et gammelt rif på hjernen. - I am free, kørte rundt det rundt i hovedet. Gode gamle Who fra rockoperaen Tommy.
Så da jeg kom hjem, var det lige ind i vinylsamlingen og på med Tommy på grammofonen - en forholdsvis moderne tangential grammofon fra Bang og Olufsen.
Jeg tror, det var første gang, jeg hørte Tommy i sin helhed siden en gang i 70'erne. Et fantastisk genhør var det. Og her må jeg lige føje en parantes ind, om at det faktisk er lidt uretfærdigt, at man på sine gamle dage kan bor i et hus, så man spille rock for fuld udblæsning uden at skulle tage hensyn til naboerne - og at man på sine gamle dage har et anlæg, der kan klare det. Denne gennemlytning af rockoreraen gav mig minder til musiktimerne i annekset til Vesthimmerlands Gymnasium.
Tommy er det, som Jørgen Mylius i sine mange og meget oplysende, nærmest leksikale 70'er-udsendelser med sin hang til fremmedord kaldte en koncept-LP. Altså en LP med en sammenhængende handling, ja, en opera, som The Who selv betegnede det.
Det ses blandt andet af, at dobbelt-LP'en ikke alene har en Overture, men også en Underture. Ha, ha. Pladens operapræg betyder også, at der ikke altid er klare adskillelser mellem de enkelte numre, men derimod en række mellemspil, som viser noget af det bedste, Who var i stand til at producere. Ikke nødvendigvis vild rock, men flot basspil af John Entwistle og så selvfølgelig som altid Keith Moons fuldstændigt sindsyge trommearbejde, der netop skiller The Who fra andre Brit-pop orkestre fra 60'erne.
Det slog mig, at historien i Tommy er bæredygtig den dag i dag. Historien om en døv og blind drend, der er ekspert i Pinball. Nogle af vore dages unge computernørder virker også i den grad blinde og døve... En af dem blev milliardær på et telefonsystem til computere, og så troede han pludselig, at han også havde forstand på at udgive aviser. Med en venlig hilsen til Nyhedsavisens Morten Nissen Nielsen og hans umådeligt begavede kommentar - I hate, hate, hate to lose... Ordblinde spasser. Nå, det var vist et sidespring.
Tommy kan stadig købes i butikkerne. Men CD-udgaven er ikke så morsom. The Who gjorde det fantastisk irriterende på LP-udgaven, at man lagde side 1 og 4 på samme skive, så der skulle et ekstra pladeskift til for at høre rock-operaen i sin helhed. Djævelsk tænkt og bestemt udtryk for humorisk sans.
Vidste du i øvrigt, at The Who's bandbus blev stjålet i 1965, mens orkestret besøgte en hundekennel for at finde en vagthund til den? Vi var mange, der gættede på, at vagthunden måtte være en rockweiler.
Tommy er for størstedelens vedkommende komponeret af Pete Townsend, der i dag er nærmest stokdøv. En erhvervssygdom fordi The Who spillede højere end noget andet band i 60'erne og 70'erne.
Skulle du ikke kende The Who, kan du tjekke dette YouTube klip. Det er afslutningen af rockoperaen - See mee, feel me - i en helt forrygende indspilning fra Woodstock-festivalen i 1969.


Ha' det
Jesper