Tommy

Jeg har været til møde det meste af dagen, så jeg tillod mig at tage lidt tidligt fri. Da jeg kørte hjem ved to-tiden, fik jeg et gammelt rif på hjernen. - I am free, kørte rundt det rundt i hovedet. Gode gamle Who fra rockoperaen Tommy.
Så da jeg kom hjem, var det lige ind i vinylsamlingen og på med Tommy på grammofonen - en forholdsvis moderne tangential grammofon fra Bang og Olufsen.
Jeg tror, det var første gang, jeg hørte Tommy i sin helhed siden en gang i 70'erne. Et fantastisk genhør var det. Og her må jeg lige føje en parantes ind, om at det faktisk er lidt uretfærdigt, at man på sine gamle dage kan bor i et hus, så man spille rock for fuld udblæsning uden at skulle tage hensyn til naboerne - og at man på sine gamle dage har et anlæg, der kan klare det. Denne gennemlytning af rockoreraen gav mig minder til musiktimerne i annekset til Vesthimmerlands Gymnasium.
Tommy er det, som Jørgen Mylius i sine mange og meget oplysende, nærmest leksikale 70'er-udsendelser med sin hang til fremmedord kaldte en koncept-LP. Altså en LP med en sammenhængende handling, ja, en opera, som The Who selv betegnede det.
Det ses blandt andet af, at dobbelt-LP'en ikke alene har en Overture, men også en Underture. Ha, ha. Pladens operapræg betyder også, at der ikke altid er klare adskillelser mellem de enkelte numre, men derimod en række mellemspil, som viser noget af det bedste, Who var i stand til at producere. Ikke nødvendigvis vild rock, men flot basspil af John Entwistle og så selvfølgelig som altid Keith Moons fuldstændigt sindsyge trommearbejde, der netop skiller The Who fra andre Brit-pop orkestre fra 60'erne.
Det slog mig, at historien i Tommy er bæredygtig den dag i dag. Historien om en døv og blind drend, der er ekspert i Pinball. Nogle af vore dages unge computernørder virker også i den grad blinde og døve... En af dem blev milliardær på et telefonsystem til computere, og så troede han pludselig, at han også havde forstand på at udgive aviser. Med en venlig hilsen til Nyhedsavisens Morten Nissen Nielsen og hans umådeligt begavede kommentar - I hate, hate, hate to lose... Ordblinde spasser. Nå, det var vist et sidespring.
Tommy kan stadig købes i butikkerne. Men CD-udgaven er ikke så morsom. The Who gjorde det fantastisk irriterende på LP-udgaven, at man lagde side 1 og 4 på samme skive, så der skulle et ekstra pladeskift til for at høre rock-operaen i sin helhed. Djævelsk tænkt og bestemt udtryk for humorisk sans.
Vidste du i øvrigt, at The Who's bandbus blev stjålet i 1965, mens orkestret besøgte en hundekennel for at finde en vagthund til den? Vi var mange, der gættede på, at vagthunden måtte være en rockweiler.
Tommy er for størstedelens vedkommende komponeret af Pete Townsend, der i dag er nærmest stokdøv. En erhvervssygdom fordi The Who spillede højere end noget andet band i 60'erne og 70'erne.
Skulle du ikke kende The Who, kan du tjekke dette YouTube klip. Det er afslutningen af rockoperaen - See mee, feel me - i en helt forrygende indspilning fra Woodstock-festivalen i 1969.


Ha' det
Jesper