søndag den 14. september 2008

Liden skrue...

Lad det være sagt med det samme: Jeg er et kæmpefjols til mekanik og biler og sådan noget...
Derfor nåede panikken også uanede højder, da jeg lørdag eftermiddag måtte konstatere, at bilen var punkteret - og at jeg befandt mig langt hjemmefra på en parkeringsplads uden for et butikscenter i Tromsø.
Sagen er nemlig den, at min bil som så mange andre moderne biler ikke er udstyret med reservehjul (som jeg heller ikke ville kunne finde ud af at skifte), men et aggregat til en nødreparation af hjulet.
En hurtig tjekker i forsikringspapirerne viste imidlertid, at punktering er dækket af mit vejhjælpsabonnement, så jeg slap med skrækken og fik en flink mand fra Viking - noget ligesom Falck - til at reparere hjulet.
Skulle det ske en anden gang, tror jeg nu også, at jeg vil være i stand til at pumpe flydende klister i dækket, så nu har jeg da lært det.
I øvrigt skruede Vikingmanden skruen på billedet ud af dækket. Hvordan en 15 mm skrue er havnet der, har jeg ingen anelse om, men det er i hvert fald en bekræftelse af det gamle ord om, at en liden skrue kan vælte et stort læs.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: