På sangens vinger

En af de mærkeligste og samtidig en af de mest gribende og underholdende biograffilm, der nogensinde er lavet, er den norske Heftig og begejstret. Filmen, der også er en af de få norske kommercielle filmsuccesser, havde premiere i begyndelsen af 2001 og fyldte de norske biografer med et jublende publikum.
Heftig og begejstret er en besynderlig film, der absolut ikke lever op til almindelige kommercielle krav. Det er et dokumentarisk epos, der handler om mandskoret i en af Norges mest afsidesliggende bygder, Berlevåg, der ligger tæt på Nordkap. Historien er både gribende og morsom og kalder på alle følelser - og derfor var successen i hus allerede på premieredagen.
En så stor succes skal selvfølgelig have en efterfølger, og den havde premiere i 2002. På sangens vinger hedder den, og vi brugte søndag eftermiddag til at se den - nærmest i mangel af bedre, men filmen har nøjagtig de samme kvaliteter som etteren, så søndagen var ikke ligefrem spildt.
Historien er ganske kort, at mandskoret i Berlevåg blev så berømt efter den første film, at de i efteråret 2001 blev inviteret på en måneds turne rundt i USA. Det skete tre uger efter den 11. september, og vi følger blandt andet korets besøg på de endnu rygende ruiner på Ground Zero. Men mest af alt handler filmen om, hvordan de 30 let bedagede herrer, der for flestes vedkommende ikke er vant til at være hjemmefra, klarer sig uden kjerringerne - nordnorsk for kællingerne (Det er den bedste oversættelse, men der ligger ikke noget specielt nedsættende i den nordnorske betydning). På turen skal de klare alting selv - stryge skjorter og det vanskeligste af alt: selv tage smokingsløjfe på. (Jeg ved det af bitter erfaring, og har flere gange måttet bede receptionisten på hotellet om hjælp.)
På sangens vinger er mindst lige så vellykket som Heftig og begejstret, men man kan jo fundere lidt over, om filmen ville fungere, hvis ikke det er fordi, den er toeren. Jeg tror helt ærligt ikke, at den kan ses med særligt stort udbytte, hvis ikke man har set etteren.
Det har pudsigt nok været lidt bøvlet at finde frie billeder til historien. Normalt plejer filmselskaberne ikke at være så karrige med den slags, men det her er selvfølgelig også Norge, hvor statsstøtten til film er så stor, at en normalt kommercielt udviklet filmbranche faktisk ikke findes. Statsstøtten er sikkert også grunden til, at de fleste norske film er så uinteressante, at der ikke er nogen, der gider se dem. Heftig og begejstret 1 og 2 er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Her til aften står den i øvrigt på rensdyrkoteletter med kantarelsauce og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta. Det skal nok blive godt! I morgen er det pudsigt nok mandag og endnu en uges arbejde står for døren. God arbejdslyst.

Ha' det
Jesper