Forelsket i København

Søndag til torsdag morgen har jeg været i København. Anledningen var et redigerings-møde mellem SAO'erne - det øverste administrative niveau i Arktisk Råd - hvor man diskuterede det, som til sin tid vil blive kendt som Tromsø-deklarationen, og som skal vedtages på forårets ministermøde her i Tromsø.
Selv om Norge var vært for mødet, blev det af praktiske grunde holdt i København. Mine besværligheder i Gardermoen forrige weekend taget i betragtning var det sikkert et meget godt valg.
Men det skal altså også med, at blandt mødedeltagerne er København generelt et populært valg. Jeg har ikke tidligere haft øjnene rigtigt åbne for det. For mig er København en by fyldt med speedsnakkende analfabeter, som tror, at alle fra Jylland er i familie med hinanden. Men for folk udefra er det faktisk en ganske charmerende storby med flinke indbyggere, en velfungerende infrastruktur og mange handelsmuligheder og seværdigheder. Og selv om jeg jo som ansat i Arktisk Råd i princippet repræsenterer det norske formandsskab, måtte jeg som dansker lægge øre til mange rosende ord om den danske hovedstad.
Og sammenlignet med så mange andre storbyer er der måske noget om snakken. Mødet blev holdt i Udenrigsministeriets repræsentationslokaler i Eigtveds Pakhus på Christianshavn, og vi boede på Admiral Hotel lige ved siden af Nyhavn. Det er jo sådan set - må jeg indrømme - et ganske charmerende område med den nye opera og skuespilhuset på havnefronten. Sådan lidt Venezia-agtigt. Og selv om deltagerne i et sådant møde bruger taxi, så aftvinger det respekt, at man komme i lufthavnen med Metroen på under ti minutter.
Alt i alt fungerede rammerne om mødet perfekt. Eigtveds pakhus er en utrolig flot restaureret bygning, som indvendigt byder på alt, hvad vi opfatter som dansk - lige fra Bang & Olufsen, PH og Arne Jacobsen til tre slags sild på buffetten og Carlsberg på bordet.
Dog var vi nogle, der undrede os over noget stenbiderrogn, som var farvet grøn. En af de russiske mødedeltagere mente bestemt at vide, at det var frøæg! Og tirsdag morgen kørte jeg i en taxi med en pakistansk tæppehandler som chauffør. Han kunne ikke en gang finde Udenrigsministeriet. Den slags håber jeg ikke, at alt for mange af Københavns gæster bliver udsat for - for så kan man hurtigt sætte byens gode internationale rygte over styr.

Ha' det
Jesper

Flere søjler

Så er jeg hjemme igen fra Helsinki, men inden vi lægger helt låg på den historie, skal vi lige have et kig på en af den finske hovedstads helt store seværdigheder - den intet mindre end monumentale centralstation.
Den er tegnet af en af de helt store finske arkitekter, Eliel Saarinen, og omtales ofte sammen med rådhusene i København og Stockholm som nogle af de bedste eksempler på nationalromantikken i Norden. Men har vi sagt nationalromantik, har vi også sagt art nouveau, skønvirke eller jugend-stil. Og det er nok nærmest det sidste, der fascinerer mig ved bygningen. Den er så tysk og germansk i hele sit udtryk, at Albert Speer ville have været stolt af at tegne den. Bygningen er ganske vist tegnet allerede i 1904 mange år før dannelsen af den finske republik, men linjerne giver et sikkert varsel om Finlands senere lidt uheldige alliancer med det tredje rige.
Tag et kig på søjlemændene - ja, også her er der søjler som overalt i Finland. Det er smukke nordiske arier, som kunne danne koret i en hvilken som helst Wagner-opera. Og bemærk, hvordan de let og ubesværet holder hele verden i hænderne. Endnu en visuel spådom om begivenhederne i tredverne og fyrrerne. Man kan ikke lade være med at tænke på Diktatoren Hynkel i Chaplins film, hvor han danser med jordkloden.
Centralstationen har da også sit eget lille kapitel i den finske historie. Da præsident Kyösti Kallio syg og nedbrudt trak sig tilbage fra det offentlige liv efter nederlaget i den første vinterkrig, tog han afsked med den finske hærleder, feltmarskal Mannerheim, hvorefter han døde i dennes arme - angiveligt mens et militærorkester spillede Bjørneborgernes march. Det er den slags begivenheder, der skaber legender!
Omtalte Mannerheim reddede forresten tildels Finlands gode navn og rygte efter verdenskrigen ved ganske klogt at spille på flere heste i krigens sidste år!

Ha' det
Jesper

Et smut til Skagen

Jeg var i Skagen i går - helt nøjagtig i et kvarter. Men jeg var ikke i Danmark!
Er De forvirret, kære læser? Så er forklaringen den, at Stokmarknes lufthavn, som var en af de mange "flyplasser", jeg passerede på gårsdagens mælketur til Svolvær, ligger lidt uden for byen på en lokalitet, som hedder Skagen. Der var nu ikke meget Skagensmaleri over stedet - det var en ganske almindelig norsk kortbane-lufthavn beliggende mellem fjeldene på et sted, hvor man tilfældigvis har kunnet finde et fladt område af en passende størrelse - noget der i sig selv er noget af en opgave i et fjeldrige som det norske.
Selv om vejret i øvrigt var fint, gik det alligevel galt med tidstabellen - som sædvanlig - og jeg ankom først til Svolvær midt på eftermiddagen tre timer forsinket. Da der var et møde, der skulle klares, blev der ikke rigtig tid til at tage nogle billeder fra Lofoten, som jeg forlod igen allerede i morges ved 8-tiden, men det må vi klare, når jeg skal til dertil i en uges tid i slutningen af april.
Jeg sidder p.t. i lufthavnen i Bodø og venter på flyet til Tromsø. I aften går turen mod København og Malmø, så jeg vender nok først tilbage til bloggen søndag aften. (klik på billedet for at få det større)

Ha' det
Jesper