Synd og tilgivelse

DR-K viser i øjeblikket TV-serien fra 1977 bygget på Hans Kirks roman Fiskerne. Der er tale om en dramatisering af en af de vigtigste danske romaner i det 20. århundrede. Set med vore dages øjne er TV-serien nok lidt altmodisch og lang i spyttet, men det var nu engang sådan, at man lavede TV-dramatik i monopol-tiden, og det er på sin vis ganske befriende at se - sammenlignet med moderne serier som Lærkevej og Livvagterne, hvor det næsten ikke er til at holde styr på alle intrigerne.
Handlingen i Fiskerne er mere enkel. Det er kampen mellem religiøs snæversyn, vanvid, intolerance og frådende fundamentalistisk forstokkelse mod frisind og oplysning. Det er en kamp, som er yderst relevant den dag i dag, hvor intolerant åndsformørkelse stikker sit grimme fjæs frem overalt i form af både middelalderlig islamisme og moderne politisk korrekthed. For også tidens helsebølge har dette religiøse træk over sig, når rygere, drukmåse og overvægtige formenes adgang til store dele af det offentlige liv sammen med bandeordene og det levende sprog, og skolernes væsentligste opgave er at opdrage ungdommen til at blive radmagre, anæmiske livsforagtere. Budskabet om jammerdalen og renhed som vejen til frelse har til stadighed gode kår, og som altid udviser de frelste en nyfigen og omklamrende omsorg for alle os andre.
Jeg læste i sin tid Fiskerne i mine teenageår i Farsø. Her var romanen særdeles levende læsning, da mange af bogens arketyper gik rundt i byen og prædikede skinhellighed og skinbarlig farisæisme. Jeg erindrer blandt andet præsten ved min konfirmation, som virkelig troede, at Jesus kunne reparere biler, hvis man bad ham om det - og man så i øvrigt var from nok til at blive tilgodeset med slige verdslige tjenester.
Fiskerne er selvfølgelig også interessant, fordi jeg nu er flyttet nordenfjords. Bogen foregår nemlig her på egnen. Hans Kirk kunne ikke sætte sine ben i Gjøl i adskillige år efter bogens udgivelse - og Gjøl Kro skylder faktisk TV-serien sin eksistens.
Tirsdag aftens afsnit - det tredje ud af seks - er et af de centrale kapitler i bogen. Det er her, hvor Laust Jensen, glimrende spillet af Otto Brandenborg, ligger for døden efter at være blevet stukket af den i øvrigt velsmagende fjæsing. Han har syndet og gjort sin steddatter Adolfine gravid. Selv mener han, at fjæsingebiddet er Guds straf og nægter at modtage behandling. Menigheden samtykker, men beder dog for hans frelse, når han skal til doms. Efter Laust Sands død diskuterer man, om det nu er muligt at få frelse for stor en synd. De fleste med den stærke, snu og ellers uforsonlige indremissions-leder Thomas Jensen i spidsen er overbevist om Guds nåde - og er således allerede godt på vej ind i den mere blide grundtviganisme, som man ellers foragter, men Adolfines kæreste er uforsonlig. Laust Jensen vil blive svedet i svovlpølen til evig tid. Hvad har man ellers helvede til? spørger han såre logisk og menneskeligt.
Og det kan vi jo så gå og tænke lidt over her i den søde juletid. Hans Kirks roman og TV-serien er således evig aktuel.

Ha' det
Jesper

Foto: DR

Det lille hus på landet

Øksen ligger nu ved træets fod. Vores husvært, Leif-Inge, har besluttet at bygge et nyt hus her i Straumsbukta. Huset, vi bor i, skal derfor rives ned.
Det betyder, at vi må sige farvel til Straumsbukta, hvor vi ellers har været glade for at bo. Men der skal jo helst komme noget godt ud af forandringerne, så vi har købt et lille hus i Østerby på Øland - altså det nordjyske Øland.
Vi overtager huset i løbet af den kommende måned, og så er det planen, at vi flytter til Danmark i løbet af foråret, når jeg en gang har overstået ministermødet her i Tromsø. Det er nemlig også planen, at jeg fortsætter mit arbejde i Arktisk Råd, men satser på en skattemæssig fornuftig tilværelse som weekendpendler. Pudsigt nok køber vi huset af et par, der i mange år har haft det samme arrangement, bortset altså lige fra at manden arbejder i Bruxelles.
Det er et dejligt område, som vi nu flytter til. Naturoplevelserne vil helt sikkert stå mål med Straumsbukta. Østerby er sådan en lille landsbyidyl med gadekær og stråtækte huse samt et par gårde - og så selvfølgelig en golfbane. Der er cirka 500 meter til Limfjorden og lidt længere til Oxholmskoven - men bedst af det hele er nok, at der kun er cirka 800 meter til Ulvedybet, der er fint fuglebeskyttelses-område med en stor bestand af vadefugle og blandt andet også noget så kuriøst som skestorke. Da jeg besøgte huset første gang, noterede jeg seks rådyr, og minsandten om ikke også jeg så et ravnepar.

Vis større kart
På den anden side af Ulvedybet ligger den lille havneby Gjøl, som de fleste i min generation vel bedst husker fra filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne.
Forude venter bøvl, flytterod og papirnusseri. Men jeg har altså også lovet mig selv, at nu er det sidste gang, jeg flytter. Men det vil selvfølgelig kun tiden vise...

Ha' det
Jesper

Foto: Morten Brix

Limfjordens vande

Der er sagt og skrevet meget om Limfjorden. Bedst kendt er nok den nordjyske nationalsang - "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" og Hans Kirks fantastiske roman "Fiskerne". Også digtere som Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Steen Steensen Blicher, Thøger Larsen, Johannes V og Thit Jensen har beskæftiget sig med Limfjorden. Min gamle bekendte Jan Skriver skriver på sin hjemmeside om sit forhold til Limfjorden: "Men naturskriverens hjerte banker heftigst for Limfjorden, der er musen over alle."
Det fascinerende ved Limfjorden er, at den er både natur og kultur. Det giver ikke mening at kigge på fjorden som et naturreservat alene. De første mennesker i landet bosatte sig ved Ertebølle for at udnytte fjordens ressourcer. Byer som Nibe, Løgstør og Thisted ville næppe være købstæder, hvis ikke det var for Limfjordens skyld. Vejlerne og Ulvedybet er kun blevet til store fuglereservater takket være menneskenes trang til at møblere om i naturen. Overalt ved Limfjorden ser man denne blanding af skøn, skøn natur i sampagt med menneskelig aktivitet.
Jeg var i Danmark i weekenden og tog disse to Limfjordsbilleder ved Nibe og Nørresundby. Vi ser tydeligt, hvordan kulturen i form af broanlæg spiller sammen med fjorden og danner billeder, der præcist kommunikerer, at det her er Limfjorden.
Men det skal også med, at denne tætte sammenknytning af kultur og natur i virkeligheden er den største trussel mod Limfjorden. For fjorden finder sig ikke i alt, hvad menneskene finder på. Fiskeriet er ikke, hvad det har været. Iltsvind og bundvendinger truer stadig med at forandre denne perle til en stinkende kloak. Heldigvis er der de seneste år opstået en bedre forståelse af samspillet, og det ser ud til, at Limfjorden - den durkdrevne skurk - alligevel har trukket det længste strå.
Jeg har været på de fleste af Limfjordens øer - Venø, Fur, Mors, Egholm og perlen over dem alle - Livø. På spejderture har jeg siddet ved bålet og kogt friske muslinger på strandbredden. Ved lejrbålet om aftenen set solen gå ned over Thisted. Læst Anders And på verdens smukkeste latrin - Pisselhøv Toiletstation - kunstfærdigt bygget på et af Livøs højeste punkter, så man altid havde en god udsigt, mens naturen gik sin gang.
Jeg har også - og det er en ganske traumatisk oplevelse - lært at svømme i Limfjorden. Det var vistnok obligatorisk i folkeskolen - og det begyndte i slutningen af april, så det var koldt - tænderskærende koldt. Men det værste var næsten det primitive omklædningsrum, der drev af iskoldt saltvand på Ertebølle Bjerg og i dag rummer en udstilling om Ertebøllekulturen. Hvor var vi dog misundelige på børnene i Løgstør kommune, der havde en svømmehal i Ranum. Eller børnene i Aars, der i det mindste havde et friluftsbad. Men vi fik lært at svømme - og det påskønner jeg i dag.
Men det er måske derfor, at jeg hverken tænker på Erik Berthelsen eller de andre Limfjordsdigtere, når jeg ser Limfjorden. Mine tanker går altid til Tove Ditlevsens "Barndommens gade".

Jeg er din barndoms gade
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.

Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.

Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt
jeg dryssed' lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.

Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen
og tørrede tårerne bort.

Det er mig der har lært dig at hade
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben
du skal vide at bruge dem godt.

Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
og møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven

Fløj du så vidt over lande
voksede du fra din ven?
- Jeg er din barndoms gade
jeg kender dig altid igen.

Ha' det
Jesper