Synd og tilgivelse

DR-K viser i øjeblikket TV-serien fra 1977 bygget på Hans Kirks roman Fiskerne. Der er tale om en dramatisering af en af de vigtigste danske romaner i det 20. århundrede. Set med vore dages øjne er TV-serien nok lidt altmodisch og lang i spyttet, men det var nu engang sådan, at man lavede TV-dramatik i monopol-tiden, og det er på sin vis ganske befriende at se - sammenlignet med moderne serier som Lærkevej og Livvagterne, hvor det næsten ikke er til at holde styr på alle intrigerne.
Handlingen i Fiskerne er mere enkel. Det er kampen mellem religiøs snæversyn, vanvid, intolerance og frådende fundamentalistisk forstokkelse mod frisind og oplysning. Det er en kamp, som er yderst relevant den dag i dag, hvor intolerant åndsformørkelse stikker sit grimme fjæs frem overalt i form af både middelalderlig islamisme og moderne politisk korrekthed. For også tidens helsebølge har dette religiøse træk over sig, når rygere, drukmåse og overvægtige formenes adgang til store dele af det offentlige liv sammen med bandeordene og det levende sprog, og skolernes væsentligste opgave er at opdrage ungdommen til at blive radmagre, anæmiske livsforagtere. Budskabet om jammerdalen og renhed som vejen til frelse har til stadighed gode kår, og som altid udviser de frelste en nyfigen og omklamrende omsorg for alle os andre.
Jeg læste i sin tid Fiskerne i mine teenageår i Farsø. Her var romanen særdeles levende læsning, da mange af bogens arketyper gik rundt i byen og prædikede skinhellighed og skinbarlig farisæisme. Jeg erindrer blandt andet præsten ved min konfirmation, som virkelig troede, at Jesus kunne reparere biler, hvis man bad ham om det - og man så i øvrigt var from nok til at blive tilgodeset med slige verdslige tjenester.
Fiskerne er selvfølgelig også interessant, fordi jeg nu er flyttet nordenfjords. Bogen foregår nemlig her på egnen. Hans Kirk kunne ikke sætte sine ben i Gjøl i adskillige år efter bogens udgivelse - og Gjøl Kro skylder faktisk TV-serien sin eksistens.
Tirsdag aftens afsnit - det tredje ud af seks - er et af de centrale kapitler i bogen. Det er her, hvor Laust Jensen, glimrende spillet af Otto Brandenborg, ligger for døden efter at være blevet stukket af den i øvrigt velsmagende fjæsing. Han har syndet og gjort sin steddatter Adolfine gravid. Selv mener han, at fjæsingebiddet er Guds straf og nægter at modtage behandling. Menigheden samtykker, men beder dog for hans frelse, når han skal til doms. Efter Laust Sands død diskuterer man, om det nu er muligt at få frelse for stor en synd. De fleste med den stærke, snu og ellers uforsonlige indremissions-leder Thomas Jensen i spidsen er overbevist om Guds nåde - og er således allerede godt på vej ind i den mere blide grundtviganisme, som man ellers foragter, men Adolfines kæreste er uforsonlig. Laust Jensen vil blive svedet i svovlpølen til evig tid. Hvad har man ellers helvede til? spørger han såre logisk og menneskeligt.
Og det kan vi jo så gå og tænke lidt over her i den søde juletid. Hans Kirks roman og TV-serien er således evig aktuel.

Ha' det
Jesper

Foto: DR