onsdag den 9. december 2009

Russerne kommer

Da jeg mødte på arbejde i dag, var der stor ståhej i Tromsø.
Det skyldes et mystisk lys, som i morges var blevet set i flere minutter på himmelen mod øst.
Som sædvanlig lod den lokale avis hånt om alle journalistiske principper om at oplyse, undersøge og researche sagen, men oprettede et diskussionsforum, hvor læserne kunne indsende deres mobiltelefon-fotos, komme med forklaringer og diskutere sagen. Det er desværre ikke første gang, det er sket!
Heldigvis havde lyset vakt så meget opsigt, at også andre norske media beskæftigede sig med sagen. NRK - Statsradiofonien - kunne forholdsvis hurtigt oplyse, at det drejede sig om en russisk raketopskydning fra en u-båd i Hvidehavet, som oven i købet var varslet i forvejen. Det fandt man såmænd ud af ved at ringe til Norsk Romsenter, men det kunne man altså ikke finde ud af på den lokale avis.
På Romsentret kunne rom-ekspert Erik Tandberg tilføje, at det sikkert drejede sig om, at raketten var kommet ud af kurs og derfor var blevet destrueret, og at det var derfor, at der havde været det fantastiske syn over Troms.
I følge TV2-nyhederne nu til aften skulle dette være officielt bekræftet fra russisk side. Og således kan befolkningen i Nordnorge ånde lettet op i denne omgang. Russerne kommer alligevel ikke!
Og jeg - jeg er skuffet. Nu troede jeg lige, at det var lykkedes at få et billede af julemanden og Rudolf med den røde tud på deres færd hen over himlen til alle de gavehungrende små!

Ha' det
Jesper

P.s. På norsk betyder rom altså rum. Erik Tandberg er derfor rum-ekspert og ikke ekspert i caribisk spiritus, hvad titlen ellers kunne antyde!

Foto: En af avisen Nordlys sine læsere, Jan-Petter Jørgensen

Ingen kommentarer: