Så er Coppen ovre - og jeg sidder på Øland og kan se frem til et par ugers forhåbentlig rolig juleferie.
Det var ærlig talt lidt hektisk. Med 25 boardinger de seneste 14 dage var en dansk vinter med snestorm ærlig talt det sidste jeg havde brug for - specielt da mine flyvninger kom til at krydse Air Force One hele to gange. Fra snefaldet begyndte tirsdag og frem til fredag blev det kun til en fem - seks timers søvn i døgnet.
Jeg vil godt lige vise et par fotos fra den seneste uges tid, som jeg ikke lige har fundet plads til i de øvrige beretninger.
Som en øjenåbner var hele den ene ende af den nordatlantiske brygge dækket af en enorm is-fjelds-installation skabt af den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh. Han har skabt det kæmpemæssige billede ved at mixe en række billeder af isfjelde sammen i PhotoShop - og resultatet er efter min mening ganske overbevisende. Under isfjeldet ligger den verdensberømte Claus Meyer-restaurant Noma med to Michelin-stjerner, hvilket er helt enestående i Norden. Installationen er forsynet med autentiskle lydeffekter af smeltevand, der drypper og isens knagen. Det var sjovt at se de pelsklædte Noma-gæster stoppe op og undre sig over, om bygningen var ved at brase sammen, når de hørte lyden.
Jeg har mødt Inuk et par gange, mens jeg arbejdede i Nuuk - og han er et meget sympatisk og ligefremt menneske uden mange af de nykker og særheder, der ellers plager mange kunstnere. Han har det i øvrigt ikke fra fremmede. Hans mor er den kendte grønlandske billedkunstner Aka Høegh, der blandt andet har lavet portrætter af Nuuk Kommunes to sidste borgmestre LánguaK Lynge og Agnethe Davidsen. Faren er den lettisk-danske fotograf Ivars Silis, der har lavet en stribe flotte billedbøger om Grønland.
Det andet foto forestiller såmænd bare en skarv, der svømmer i Trangraven foran Bryggen. Det er interessant, at det er lykkes Københavns kommune at fjerne forureningen, så havnevandet i dag er så rent, at man kan bade i det. Det sætter også fuglene pris på, og de kvitterer med deres tilstedeværelse over alt i havnen.
Det er lidt morsomt, at der holder skarver til i havnen foran den nordatlantiske brygge. I mange år var værtshuset Skarven i Pilestræde nemlig samlingssted for grønlændere og færinge i København. Det er den rolle. som bryggen blandt andet forsøger at udfylde i dag, så det er der sådan set temmelig meget symbolik i.
Det sidste foto stammer fra onsdag, hvor der var særlig fokus på Inuit-kulturen i forbindelse med Arctic Venue. Det skete blandt andet med bistand fra det grønlandske MIK-kor, som holder til i København. De demonstrerede blandt andet, hvordan en rigtig grønlandsk polka skal danses. Festligt!
Du kan i øvrigt se flere billeder fra ugen, der gik, ved at tjekke Arktisk Råds hjemmeside.
Ha' det
Jesper
First taste of winter
23 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar