onsdag den 23. december 2009

Julehilsen til Grønland

Tirsdag aften bragte DR1 den traditionsrige julehilsen til Grønland. Det er det længst levende program i Danmarks Radios historie og en utrolig vigtig kilde til formidling af grønlandsk kultur til danskerne - ikke mindst den smukke grønlandske kortradition.
Jeg tror, at man skal være gjort af sten, hvis man ikke fælder en tåre under den traditionelle afslutning - når koret og publikum sammen synger Grønlands national-julesalme Guuterput.
Der er tale om en meget speciel komposition, som næppe har sin lige noget andetsteds. Salmen er skrevet for over 150 år siden af den grønlandske digter og komponist Rasmus Berthelsen som en af de første grønlandske salmer overhovedet. Den er skrevet i en traditionel grønlansk sangstil -inuttoq - som er karakteriseret ved glidende tonespring og en nærmest messende flerstemmig sang.
Salmen begynder traditionelt med et instrumentalt forspil, hvorefter der synges en prolog. Herefter rejser publikum sig og synger resten af salmen i den særlige inuttoq-stil. Alle grønlændere kender teksten og kan synge med, men bliver ofte svært bevæget under afsyngningen, hvad man også tydeligt ser på TV-billederne. Selv græder jeg som pisket på det her tidspunkt! Men det mest fantastiske øjeblik er alligevel, når salmen er forbi, og man sætter sig ned i stilhed. Det er strengt forbudt at klappe efter salmen!
Guuterput - det betyder "Vor Gud" - findes ikke på YouTube, men den kan ses og høres i en ældre optagelse på Danmarks Radios hjemmeside ved at følge dette link. Husk lige at finde lommetørklædet frem først - det er altså hård kost!

Jullimi pilluarit
Jesper

Ingen kommentarer: