mandag den 28. december 2009

Det er jul, det er fugl...















Mandag var sådan den første rigtige slappe af-feriedag i julen. I dag skulle vi hverken have gæster eller forberede gæstebud - og der er heller ikke nogle opgaver i huset eller haven, som er umiddelbart presserende, så jeg har slappet rigtigt af.
Eller snarere slappet så meget af, som det nu er mig muligt. For det har været flot vintervejr med masser af solskin - og sneen har rigtig fået alle de små sangfugle frem på foderpladsen. Så meget af dagen er gået med at lure fuglene og få dem i kassen.
Det er virkelig et tålmodigheds-arbejde, for fuglene stiller sig jo ikke bare op til en fotosession. Nej, de vimser rundt, slås indbyrdes og kan i det hele taget ikke sidde stille. Når så endelig fuglen er i den rigtige positur, så skal vi jo lige have lys og fokus til at passe, så det er ikke helt nemt.
Men mulighederne er i hvert fald betydeligt bedre for at fotografere småfugle her i Østerby i forhold til Straumsbukta, hvor især lyset bød på store udfordringer. Det er min ambition at lave en lille plakat med de mest almindelige fugle i haven. Plakaten skal hænge i køkkenet, så Dina kan få lært de mest almindelige danske fugle at kende.
Indtil videre har jeg noteret skovspurv, gråspurv, tyrkerdue, bogfinke, musvit, grønirisk, gærdesmutte, solsort, sumpmejse og rødkælk på foderpladsen foran køkkenvinduet. Specielt rødkælken er en krigerisk fætter, som slås med alle de andre fugle og er helt umulig at fotografere, men jeg var alligevel heldig i dag. På et tidspunkt var alle de andre fugle åbenbart blevet træt af at lege med rødkælken, så den var alene på foderpladsen. Og der lykkedes det mig at få et par rimelige billeder i kassen af den maoistiske vintersportsfugl, som salig Dirch Passer kaldte den i sin monolog om mudderkliren.
Dagens bedste billede fik jeg desværre ikke taget. Vi var en tur i Brovst for at handle. På vej gennem Oxholm-skoven sad en musvåge i grøftekanten og fortærede sit bytte. Et stort kødstykke - antagelig fra brækningen af et dyr, da der har været jagt i skoven i dag. Af en eller anden uransagelig grund ser jeg altid sådan noget, når jeg ikke har kameraet med mig. Og sådan er der jo så meget...

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: