Så blev det også noget så sjældent som vinter i Danmark - oven i købet i den søde juletid, hvilket ellers er noget nær en statistisk umulighed. Faktisk skal vi fjorten år tilbage i tiden, siden der sidste gang var hvid jul i meteorologisk forstand.
Men nu skal vi jo ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt - og der er stadig over en uge til juleaften. Så meget kan ske inden da.
Sne er noget underligt noget. Det ser jo kønt ud, kan vi sikkert hurtigt blive enig om - men ret beset er det også med til at gøre tilværelsen besværlig.
Snevejret brød løs i Nordjylland tirsdag aften. Jeg forlod København kl. 20.20 med SK 1221 planmæssig ankomst Aalborg 21.05. Klokken skulle imidlertid blive 21.30, før vi landede, da den nordjyske lufthavn først skulle blive færdig med at rydde landingsbanerne. Det sneede på det tidspunkt ret voldsomt, og kaptajnen havde stillet os i udsigt, at det muligvis blev nødvendigt med en tur til Århus for refueling, da vi kun havde brændstof med til et landingsforsøg. Men heldigvis var sigten bedre end frygtet, så vi slap for turen til Århus.
Så gik turen hjemad ad snedækkede veje. Jeg tog turen op over Halvrimmen, for jeg gjorde mig ingen illusioner om, at Gjøldæmningen ville være farbar i den forhåndenværende situation. Fornuftigt nok - for mellem Halvrimmen og Østerby mødte jeg en enlig saltspreder, som kæmpede en Sisyfos-kamp mod snemasserne på Øland. Den lokale vejformand kan vel ikke huske, hvor sneploven står. Samtidig kæmpede jeg en indre kamp for at lade være med at forbande vejret - for sneen er jo også årsag til, at jeg bliver nødt til at stå op allerede ved halvseks-tiden onsdag, hvis jeg skal være sikker på at nå SK1206 til København 8.20.
Nå, men den tid, den sorg.
Vel ankommet til Østerby skulle jeg i hvert fald lige en tur ud med kameraet og forevige det lille hus dækket af vinterens første sne. Og smukt ser det ud, selv om sådan et billede taget uden blitz får et voldsomt gul-stik på grund af de moderne gadelamper.
I skrivende stund håber jeg så bare, at sneen vil blive liggende noget tid, så ungerne kan få den kæmpeoplevelse, som sne nu en gang er for alle børn - og barnlige sjæle som mig'1
Ha' det
Jesper
Min egen frokostavis
15 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar