Limfjordens vande

Der er sagt og skrevet meget om Limfjorden. Bedst kendt er nok den nordjyske nationalsang - "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" og Hans Kirks fantastiske roman "Fiskerne". Også digtere som Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Steen Steensen Blicher, Thøger Larsen, Johannes V og Thit Jensen har beskæftiget sig med Limfjorden. Min gamle bekendte Jan Skriver skriver på sin hjemmeside om sit forhold til Limfjorden: "Men naturskriverens hjerte banker heftigst for Limfjorden, der er musen over alle."
Det fascinerende ved Limfjorden er, at den er både natur og kultur. Det giver ikke mening at kigge på fjorden som et naturreservat alene. De første mennesker i landet bosatte sig ved Ertebølle for at udnytte fjordens ressourcer. Byer som Nibe, Løgstør og Thisted ville næppe være købstæder, hvis ikke det var for Limfjordens skyld. Vejlerne og Ulvedybet er kun blevet til store fuglereservater takket være menneskenes trang til at møblere om i naturen. Overalt ved Limfjorden ser man denne blanding af skøn, skøn natur i sampagt med menneskelig aktivitet.
Jeg var i Danmark i weekenden og tog disse to Limfjordsbilleder ved Nibe og Nørresundby. Vi ser tydeligt, hvordan kulturen i form af broanlæg spiller sammen med fjorden og danner billeder, der præcist kommunikerer, at det her er Limfjorden.
Men det skal også med, at denne tætte sammenknytning af kultur og natur i virkeligheden er den største trussel mod Limfjorden. For fjorden finder sig ikke i alt, hvad menneskene finder på. Fiskeriet er ikke, hvad det har været. Iltsvind og bundvendinger truer stadig med at forandre denne perle til en stinkende kloak. Heldigvis er der de seneste år opstået en bedre forståelse af samspillet, og det ser ud til, at Limfjorden - den durkdrevne skurk - alligevel har trukket det længste strå.
Jeg har været på de fleste af Limfjordens øer - Venø, Fur, Mors, Egholm og perlen over dem alle - Livø. På spejderture har jeg siddet ved bålet og kogt friske muslinger på strandbredden. Ved lejrbålet om aftenen set solen gå ned over Thisted. Læst Anders And på verdens smukkeste latrin - Pisselhøv Toiletstation - kunstfærdigt bygget på et af Livøs højeste punkter, så man altid havde en god udsigt, mens naturen gik sin gang.
Jeg har også - og det er en ganske traumatisk oplevelse - lært at svømme i Limfjorden. Det var vistnok obligatorisk i folkeskolen - og det begyndte i slutningen af april, så det var koldt - tænderskærende koldt. Men det værste var næsten det primitive omklædningsrum, der drev af iskoldt saltvand på Ertebølle Bjerg og i dag rummer en udstilling om Ertebøllekulturen. Hvor var vi dog misundelige på børnene i Løgstør kommune, der havde en svømmehal i Ranum. Eller børnene i Aars, der i det mindste havde et friluftsbad. Men vi fik lært at svømme - og det påskønner jeg i dag.
Men det er måske derfor, at jeg hverken tænker på Erik Berthelsen eller de andre Limfjordsdigtere, når jeg ser Limfjorden. Mine tanker går altid til Tove Ditlevsens "Barndommens gade".

Jeg er din barndoms gade
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.

Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.

Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt
jeg dryssed' lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.

Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen
og tørrede tårerne bort.

Det er mig der har lært dig at hade
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben
du skal vide at bruge dem godt.

Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
og møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven

Fløj du så vidt over lande
voksede du fra din ven?
- Jeg er din barndoms gade
jeg kender dig altid igen.

Ha' det
Jesper

Nysgerrige stedmødre

I de gode gamle Anders And-historier ser man hjemme hos Anders på Paradisæblevej 111 et kunstværk på væggen. Det forestiller en masse andehoveder i en folkemængde, øh, andemængde.
Jeg kommer altid til at tænke på det, når jeg ser stedmoderblomsterne i haven. Hver blomst er et lille ansigt, og ser man nærmere på ansigts-trækkene, er det ikke svært at gætte, hvordan blomsten har fået sit navn.
Som blomsterne står der, kan de såmænd også minde om en flok savlende hooligans, der holder med de blå - og så ser det ud til, at der vist har sneget sig en enkelt Brøndby-fan ind nederst til venstre i billedet.
Min næste association går til den amerikanske performance-kunster Spencer Tunick, der har slået sig op på at fotografere nøgne menneskemasser. På rad og række. Ja, og mon ikke det næste billede i rækken så bliver fra Nürnberg, men det skal jeg nok skåne Jer for.
Det var egentlig stedmoderblomsterne, som var mit ærinde. Vi købte dem billigt i foråret for i det mindste at have lidt blomster i haven, mens vi var på ferie i Danmark - men vi har fået fuld valuta for pengene, da de har blomstret villigt hele sommeren. Nu venter vi spændt på, at morgenfruerne og ærteblomsterne snart springer ud. Det er et spørgsmål om dage.
Og som en lille overraskelse, så står der forresten en klynge liljer i vildnisset foran huset. Liljerne er næsten vulgære i deres fremtrædelse, men når sommeren lader vente på sig, så tager vi også dem med - med glæde og i spredt uorden.



Ha' det
Jesper