Højsangen

Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft,
din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.
Disse smukke verselinier fra Salomons Højsang rinder mig i hu i disse dage. Det skyldes det drivhus, som jeg overtog sammen med huset i Østerby. Her var der plantet to vinstokke, og det var med nogen skepsis, jeg så dem skyde her i foråret. Det væltede frem med blade og atter blade - og jeg har beskåret dem flere gange. Og nu her i september kan jeg så se frem til at høste frugten af mine anstrengelser. Underet er sket - det er lykkedes mig at forvandle vand til vin - eller i det mindste vindruer i store mængder.
Klaserne med de sødeste, mest velsmagende blå druer hænger tæt fra drivhusets loft. Endnu kan vi følge med og nå at spise druerne, efterhånden som de når at blive modne, men i de kommende dage bliver det nok så uoverkommeligt.
Det kunne selvfølgelig være fristende at omsætte nogle af de overskydende druer til vin af egen avl, men helt ærlig så er kvalitetsvine fra mere anerkendte og erfarne producenter efterhånden så langt nede i pris her i Danmark, at dette næppe vil stå mål med anstrengelserne.
Derfor ender det nok med druemarmelade. Jeg har fået det flere gange som tilbehør til en ostetallerken, som SAS serverer på business på de interkontinentale ruter - og det smager himmelsk netop sammen med ost og et glas portvin. Nu skal jeg blot have skimmet internettet for opskrifter - og så skal jeg senere delagtiggøre bloggens læsere i, hvordan det falder ud.

Velbekomme
Jesper

Mig og Søren Ryge...

Nu er det jo ikke meningen, at denne blog skal udvikle sig til en virtuel pendant til Søren Ryges TV-programmer, men jeg kan altså ikke lade være med at fortælle, hvad der skete i haven i weekenden - altså ud over at vi plukkede og saftede en masse mirabeller og kirsebær.
Der er nemlig også godt gang i drivhuset netop nu. Tomaterne er ved at være modne - og det i helt andet antal end vi er vant til fra vindueskarmene i Nuuk og Straumsbukta. Det var egentlig planen, at det skulle have været rigtige store tomater, men jeg må have set forkert på skiltet, da jeg købte planterne. Efter størrelsen at dømme er det i hvert fald cherry-tomater. De er også dejligt søde i smagen, så den fejl kan vi nu godt leve med.
I forsommeren var jeg så uheldig, at den ene af de to agurkeplanter døde. Men det gør nu heller ikke så meget, for den, som overlevede, giver godt. Der er faktisk en agurk hver dag i øjeblikket - og Dina har travlt med at lave agurkesalat. Hjemmeavlede agurker - og det er lige meget om de er fra vindueskarmen eller drivhuset - har altid været lidt af et hit hjemme hos os. Jeg har lidt svært ved at forstå hvorfor, men de smager altså bare bedre, når man selv har avlet dem. Sjovt nok har mine agurker altid været ret gode til at rette ind efter EU-standarden. Hverken dem fra vindueskarmene i Grønland og Norge eller dem fra drivhuset i Østerby er særligt krumme. Det er sikkert et sundhedstegn, men egentlig kunne jeg godt have tænkt mig lidt civil ulydighed på agurkefronten.
I weekenden blev der også tid til at tage aflæggere fra vores enlige jordbærrække. Så nu er drømmen om de mægtige strawberry-fields ved at tage form. Det skulle angiveligt være sådan, at jo tidligere aflæggerne bliver plantet, jo mere vil de give i udbytte det første år - så jeg er ganske forhåbningsfuld, hvad angår jordbærhøsten til næste år. Desuden er jeg blevet lovet nogle flere planter senere på høsten, så jeg må nok til at have gang i spaden og se at få udvidet jordbærbeddet.
Der blev også tid til at få sat et hegn op henne ved stokroserne - det arbejde, som jeg ikke nåede forrige weekend. Far kom forbi med et pælebor og bevæbnet med en skruemaskine var det en smal sag at få ordnet. Jeg blev også færdig med at luge hjørnet dernede og hældt bark på, så nu er der i hvert fald et lille hjørne af haven, som vi har fuldstændig styr på - forhåbentlig.

Ha' det
Jesper

Det lille hus på landet

Øksen ligger nu ved træets fod. Vores husvært, Leif-Inge, har besluttet at bygge et nyt hus her i Straumsbukta. Huset, vi bor i, skal derfor rives ned.
Det betyder, at vi må sige farvel til Straumsbukta, hvor vi ellers har været glade for at bo. Men der skal jo helst komme noget godt ud af forandringerne, så vi har købt et lille hus i Østerby på Øland - altså det nordjyske Øland.
Vi overtager huset i løbet af den kommende måned, og så er det planen, at vi flytter til Danmark i løbet af foråret, når jeg en gang har overstået ministermødet her i Tromsø. Det er nemlig også planen, at jeg fortsætter mit arbejde i Arktisk Råd, men satser på en skattemæssig fornuftig tilværelse som weekendpendler. Pudsigt nok køber vi huset af et par, der i mange år har haft det samme arrangement, bortset altså lige fra at manden arbejder i Bruxelles.
Det er et dejligt område, som vi nu flytter til. Naturoplevelserne vil helt sikkert stå mål med Straumsbukta. Østerby er sådan en lille landsbyidyl med gadekær og stråtækte huse samt et par gårde - og så selvfølgelig en golfbane. Der er cirka 500 meter til Limfjorden og lidt længere til Oxholmskoven - men bedst af det hele er nok, at der kun er cirka 800 meter til Ulvedybet, der er fint fuglebeskyttelses-område med en stor bestand af vadefugle og blandt andet også noget så kuriøst som skestorke. Da jeg besøgte huset første gang, noterede jeg seks rådyr, og minsandten om ikke også jeg så et ravnepar.

Vis større kart
På den anden side af Ulvedybet ligger den lille havneby Gjøl, som de fleste i min generation vel bedst husker fra filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne.
Forude venter bøvl, flytterod og papirnusseri. Men jeg har altså også lovet mig selv, at nu er det sidste gang, jeg flytter. Men det vil selvfølgelig kun tiden vise...

Ha' det
Jesper

Foto: Morten Brix